Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i oktober 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra landsbyen […] ved Sarpole Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han har opfordret til boykot af parlamentsvalget i Iran, og fordi han er mistænkt for at have tilknytning til det kurdiske parti Hezbe Democrate Kurdistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han forud for det iranske parlamentsvalg i 2015 opfordrede den kurdiske befolkning til at boykotte valget. Ansøgeren uddelte cd’er sammen med sin ven, [A], til udvalgte adresser i Sarpole Zahab, der indeholdte en opfordring til at boykotte valget. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren anholdt af den iranske efterretningstjeneste, og de følgende dage afhørt om sin tilknytning til [A]. På 7. dagen for ansøgerens anholdelse blev han fremstillet for retten i Sarpole Zahab, hvor han blev anklaget for at have tilknytning til det kurdiske parti Hezbe Democrate Kurdistan. Dommeren besluttede, at ansøgeren skulle fængsles, men to dage senere blev han løsladt mod kaution. Ansøgeren modtog 13 dage efter sin løsladelse et brev fra retten, hvoraf fremgik, at hans sag skulle behandles af retten 2 måneder senere. [I efteråret] 2015 forsøgte ansøgeren at smugle to af sin farbror, [B’s], venner til Irak. Vennerne var medlemmer af Hezbe Democrate Kurdistan, og [B] havde bedt ansøgeren finde en agent, der kunne hjælpe de pågældende over grænsen. Da det ikke var muligt at finde en agent, valgte ansøgeren selv at hjælpe. Ved grænsen til Irak tilbageholdte de iranske grænsevagter [B’s] to venner, hvorimod det lykkedes ansøgeren at undslippe. Ansøgeren tog herefter ophold hos en af sin farbrors venner i Sarpole Zahab, og udrejste efterfølgende af Iran [i efteråret] 2015. Ansøgeren har efter sin udrejse fået at vide, at de iranske myndigheder fortsat leder efter ham, og at de i flere tilfælde har opsøgt hans familie med krav om, at ansøgeren melder sig til dem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen overordnet har været upræcis og afglidende, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende, udbyggende og usandsynlig på centrale punkter, hvorfor forklaringen i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således i samtalerne med udlændingestyrelsen forklaret, at han blev tilbageholdt af myndighederne i 6 dage i den samme bygning, hvorimod han i under nævnsmødet har forklaret, at han blev tilbageholdt i en bygning i tre dage, hvor han blev afhørt og udsat for overgreb, og at han, da han blev syg, blev overført til et andet rum i en anden bygning, hvor han var tilbageholdt i yderligere tre dage. Da han blev foreholdt denne divergens i forhold til de tidligere forklaringer, forklarede han, at han havde misforstået spørgsmålet, og at de to rum var i den samme bygning, og at det først var efter seks dage, at han blev overført til en politistation, uden at han dog var i stand til at forklare, hvilken sammenhæng der i så fald var mellem flytningen og hans sygdom. Det forekommer mindre sandsynligt, at omdelingen af cd´er foregik ved brug af ansøgerens private bil, og at [A] medbragte en liste med navnene på modtagerne. Det bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at de kun var på 7-8 adresser ad gangen, hvor [A] personligt afleverede cd´erne til personer, som han havde tilknytning til og stolede på. Det er heller ikke sandsynligt, at ansøgeren kort efter, at han var blevet løsladt mod kaution og havde modtaget en indkaldelse til at møde i retten, besluttede at hjælpe sin farbror [B] med at hjælpe to personer fra Hezbe Democrate Kurdistan ud af Iran. Dette indebar en betydelig fare for såvel ansøgeren selv, der allerede havde bragt sig i myndighedernes søgelys, og for [B’s] to venner, hvilket skal ses i lyset af, at [B] forinden havde fortalt ansøgeren, at de to venners liv i forvejen var i fare, og at de skulle smugles illegalt ud af landet, og at ansøgeren ikke havde erfaring med den slags fra tidligere. Det er i den forbindelse usandsynligt, at ansøgeren valgte at forsøge at smugle de to partimedlemmer over grænsen mellem Iran og Irak 3-400 meter fra en meget trafikeret officiel grænseovergang og tæt ved et bevogtningstårn, og at dette skulle ske ved, at personerne tog fat i det to meter høje pigtrådshegn og trak det fra hinanden, så de kunne kravle igennem. Det er videre usandsynligt, at ansøgeren kørte til grænsen i sin egen bil, hvori han havde efterladt kopier af sine identitetspapirer. Endelig er det usandsynligt, at det ikke var muligt for ansøgeren at finde en agent, der kunne skaffe de to personer over grænsen, hvorimod det allerede to dage senere var muligt at finde en agent, der på kort tid kunne hjælpe ansøgeren selv over grænsen, da han efterfølgende flygtede fra Iran. Ansøgerens forklaring om forholdene i forbindelse udsmuglingen af de to personer er væsentligt udbygget under nævnsmødet blandt med hensyn til, hvordan passagen skulle foregå, og at ansøgeren forlod bilen for at gå hen for at undersøge, om det var muligt at trække pigtrådshegnet fra hinanden og kravle igennem. Ansøger har endvidere i asylsamtalen forklaret udbyggende med hensyn til, at myndighederne havde beslaglagt hans bil og forretning, hvilket han hverken forklarede i asylskemaet eller i oplysnings- og motivsamtalen. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer forfølgelse eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/211 LMD
