Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra [en mindre by], Fars, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og straffet af de iranske myndigheder, fordi han er homoseksuel. Derudover frygter ansøgeren sin tidligere kærestes mulige ægtefælles familie, fordi de har sendt en anklage til det iranske politi om, at ansøgeren er homoseksuel. Endelig frygter ansøgeren at vende tilbage til Iran, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han som 16-årig opdagede, at han var homoseksuel. Han indledte i 2006 et forhold til en dreng ved navn [A], som boede i samme landsby som ansøgeren. Dette forhold sluttede i 2014, fordi [A’s] familie besluttede, at han skulle giftes med en pige fra deres landsby. Pigens familie opdagede i forbindelse med det forestående ægteskab, at [A] havde et seksuelt forhold til ansøgeren. Dette fik ansøgeren fortalt af sin bror, som sagde til ansøgeren, at han måtte tage væk hjemmefra, fordi nogen ville anmelde ham til politiet. Ansøgeren tog hjem til sin ven [B], hvor han overnattede i 20 dage. I denne periode talte ansøgeren med sin mor over telefonen. Hun sagde til ansøgeren, at han ikke skulle komme hjem, fordi han havde modtaget en tilsigelse fra politiet i sin landsby. Ansøgeren talte også telefonisk med sin bror i denne periode. Broren fortalte ham, at pigens familie ville finde en bekendt på politistationen, som kunne finde frem til ham. Ansøgeren udrejste af Iran den 15. november 2014 ved hjælp af en agent og kom til Tyrkiet, hvor han flyttede ind hos en mand ved navn [C]. [C] gik i en kristen kirke, og han introducerede ansøgeren for kristendommen. Ansøgeren var i kirke med [C] ca. ti gange. Ansøgeren indrejste herefter i Danmark [i efteråret] 2015. To uger efter ansøgerens ankomst til Danmark begyndte han at gå i en kirke i Thisted. Omkring en måned efter ansøgerens ankomst til Danmark, kom han i kontakt med en mand ved navn [D], som er aktivist i en protestantisk kirke i Herning. Ansøgeren begyndte herefter at modtage kristendomsundervisning af [D] via Skype hver tirsdag. Ansøgeren blev døbt i [en kirke] i Herning [i] januar 2016. Uanset at Flygtningenævnet ikke i fuldt omfang kan lægge ansøgerens forklaring om det passerede forud for udrejsen af Iran til grund, lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren er homoseksuel. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på ansøgerens forklaring om sin seksualitet og på hans personlige fremtræden under nævnsmødet samt på det billedmateriale, som ansøgeren har fremlagt. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at han i Iran måtte leve skjult med sin seksualitet til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren i Tyrkiet levede åbent med sin homoseksualitet. Endelig lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren også i Danmark og ved en tilbagevenden til Iran vil leve åbent med sin homoseksualitet. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen samt, at denne konversion er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens forklaring om, hvordan hans interesse for kristendommen opstod og på det forløb, som ansøgeren har været igennem og den vækkelse, som forløbet har medført. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på ansøgerens kirkelige aktiviteter og på, at han har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil fortsætte med disse. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse på grund af homoseksualitet og konversion som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2017/210/EMU
