Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etnisk kurdere og yarstan fra [by], Iran. Den mandlige ansøger sympatiserer med KDPI. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han sympatiserer med KDPI. Ansøgeren rejste i 1979 til Irak på grund af Khomeinis magtovertagelse. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han på et tidspunkt i 1979 i Irak ved en enkelt lejlighed har udført politiske aktiviteter ved at bistå med forplejningen af kurdiske peshmergha soldater. Ved denne lejlighed blev den mandlige ansøger ramt og såret af fjendtlig beskydning. Den mandlige ansøger er efterfølgende på en periode på omkring 30 år blevet opsøgt to gange i to forskellige flygtningelejre, angiveligt af spioner fra Iran. Ved en af episoderne blev han skudt i benet. De iranske myndigheder har endvidere henvendt sig på den mandlige ansøgeres søsters bopæl i Iran og spurgt efter ham. Den mandlige ansøgers nevø blev i 2000 påkørt og dræbt af iranske myndigheder som følge af den mandlige ansøgers aktiviteter. Den mandlige ansøger har sympatiseret med KDPI, men efter opsplitningen af KDPI i 2006 valgte han at støtte KDP. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Det må efter den mandlige ansøgers forklaring tillægges vægt, at han ikke har udført politiske aktiviteter i Iran før Khomeinis magtovertagelse i 1979, at ansøgerne samme år efter magtovertagelsen flygtede til [by] i Irak, at den mandlige ansøger meldte sig frivilligt for at bistå KDPI i modstanden mod Khomeinis styre, at den mandlige ansøger ikke kunne blive peshmergha, da han var analfabet og ikke tidligere havde båret våben, at den mandlige ansøger kun nåede at deltage i en enkelt opgave med madudbringning, inden han blev skudt i ryggen og armen af iranske styrker og efterfølgende blev indlagt på hospitalet i to måneder, at det var mørkt for tidspunktet for skudepisoden, og at den mandlige ansøger herefter ophørte med at udføre aktiviteter af lignende art for KDPI. Det skal særligt bemærkes, at den mandlige ansøger for Flygtningenævnet har forklaret upræcist om, hvornår han påbegyndte politiske aktiviteter. Flygtningenævnet kan derfor kun lægge til grund, at han først påbegyndte aktiviteterne efter Khomeinis magtovertagelse. Det lægges efter den mandlige ansøgers forklaring til grund, at den mandlige ansøger aldrig har været medlem af KDPI eller senere KDP, men alene sympatisør. Endvidere lægges det efter ansøgernes forklaring til grund, at ansøgerne i de følgende mange år frem til udrejsen i 2015 har opholdt sig i forskellige flygtningelejre i Irak, herunder i Al-Tash lejren i en årrække. Det må efter det foreliggende, herunder den mandlige ansøgers egen forklaring lægges til grund, at fængslingen af den mandlige ansøger i Abu Ghraib fængslet var baseret på en anklage om en almindelig borgerlig forbrydelse om drab fra de daværende irakiske myndigheders side, og at den mandlige ansøger blev løsladt, da myndighederne blev klar over, at han var uskyldig. Selv efter ansøgernes egne forklaringer om deres aktiviteter for KDPI og senere KDP, finder Flygtningenævnet, at aktiviteterne har været af yderst begrænset omfang, at de ligger langt tilbage i tid, og at den mandlige ansøger på denne baggrund fremstår helt uprofileret. Der er heller ikke noget holdepunkt for at antage, at den mandlige ansøger skulle være blevet genkendt i forbindelse med skudepisoden i 1979. Det fremstår derfor helt usandsynligt, at de iranske myndigheder under ansøgernes ophold i Irak skulle have iværksat konkrete bestræbelser på, at efterstræbe den mandlige ansøger, og Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge ansøgernes forklaringer herom til grund. Den mandlige ansøger har desuden til asylsamtalen oplyst, at der ikke var nogen fra hans familie, der var ”aktive”, men alene var sympatisører i forhold til KDPI. På denne baggrund kan det heller ikke antages, at den mandlige ansøgers brors død i 1986 har nogen relation til ansøgernes forhold. Endvidere kan det ikke lægges til grund, at de iranske myndigheder skulle have forsøgt at efterstræbe den mandlige ansøger i forbindelse med den påberåbte episode fra 2003. Den mandlige ansøgers antagelse herom er alene baseret på andenhånds oplysninger og formodninger. Der kan videre ikke lægges nogen vægt på at den mandlige ansøgers oplysninger for Udlændingestyrelsen om, at oplysninger om hans begrænsede aktiviteter for KDPI skyldes tolkeproblemer. Den mandlige ansøgers forklaring fremstår forholdsvist deltaljeret, ligesom han har godkendt tolkningen efter hver samtale. Der er heller ikke noget holdepunkt for at antage, at den mandlige ansøgers søsters søns død i Iran i 2000 beror på den mandlige ansøgers forhold. Hans antagelse herom beror alene på løse formodninger. Det skal videre bemærkes, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret upræcist om sin kontakt til sin søster i Iran. Den omstændighed at ansøgerne under opholdene i flygtningelejrene har deltaget i enkelte kurdiske arrangementer, ligesom den mandlige ansøger måtte have uddelt nogle aviser, kan på baggrund af det ovenfor anførte ikke føre til nogen ændret vurdering. Dernæst fremgår det af baggrundsmaterialet, herunder bilagsnummer 514 at tidligere aktive modstandere af det iranske styre, herunder MKO-folk, har været i stand til at vende frivilligt tilbage til Iran, ligesom uprofileret personer fra Al-Tash lejren skulle kunne vende tilbage til Iran. Den omstændighed at ansøgerne i længere årrække fra 1981 til 2015 har opholdt sig i forskellige flygtningelejre i Irak kan ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til på overbevisende måde at sandsynliggøre, at den mandlige ansøger er efterstræbt af de iranske myndigheder, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Ansøgernes oplysninger om andre familiemedlemmers forhold kan ikke føre til nogen ændret vurdering. Den kvindelige ansøger har ikke noget selvstændigt asylmotiv. Efter udfaldet af bevisbedømmelsen kan der ikke lægges nogen vægt på den fremlagte erklæring fra KDP-Iran af [vinteren] ”215”, erklæringen fra [navn] af [vinteren] 2017 eller bekræftelsen af [vinteren] 2017 fra KDPI. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/21/thj
