Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [en mindre by], Azerbaijan Gharbi, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet eller fængslet for livstid, idet ansøgeren har smuglet alkohol fra Irak til Iran, hvilket blev opdaget og førte til, at ansøgeren er efterstræbt af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han blev tvunget til at smugle alkohol fra Irak til Iran af sin stedfar ved et grænseområde ved navn […] i Iran. Dette fandt sted to til tre gange om ugen i en periode på to til tre år før ansøgerens udrejse af Iran. Alkoholen blev gemt i nogle fødevarekasser. Det var ansøgerens opgave, at transportere alkoholen fra et marked i […] hjem til sig selv, hvilket han gjorde på sin stedfars motorcykel. På dagen for ansøgerens udrejse af Iran, havde en af ansøgerens kollegaer opdaget, at de iranske myndigheder havde fået oplysninger om, at ansøgeren smuglede alkohol. Ansøgerens kollega opsøgte ansøgeren ved basaren, hvor ansøgeren befandt sig, og sagde til ansøgeren, at han skulle flygte, inden han blev fanget af myndighederne. Ansøgeren så, at der kom tre bevæbnede grænsevagter hen mod ham, hvorfor han måtte flygte med det samme. Ansøgeren flygtede igennem et hul i et hegn til den irakiske side af grænsen. Da ansøgeren flygtede igennem hullet i hegnet, var grænsevagterne 150 til 200 meter fra ham. Ansøgeren måtte flygte gennem en dal fyldt med miner, mens grænsevagterne skød efter ham. Efter dalen kom ansøgeren til en irakisk kontrolpost, hvor ansøgeren overgav sig. Ansøgeren forklarede vagterne ved kontrolposten, hvad der var sket. Han blev taget med til et afhøringskontor. Vagterne ringede til ansøgerens faster i Irak. Fasteren kom og kautionerede for ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en divergerende og upræcis forklaring om helt centrale forhold i forbindelse med sit asylmotiv. Ansøgeren har således til forskellige samtaler forklaret divergerende om, hvorvidt der blev smuglet en eller to kasser alkohol ad gangen og om, hvorvidt kasserne med alkohol var tildækket med tøj eller ej og endelig, om der alene var plads til en kasse alkohol på motorcyklen eller om der, som forklaret under nævnsmødet var plads til mange kasser. Dertil kommer, at ansøgerens forklaring om, hvordan han stod og ompakkede alkoholen udenfor på et åbent marked forekommer mindre sandsynlig, ligesom ansøgerens forklaring om advarslen og hans flugt fra markedet forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle stå på et åbent marked og ompakke alkohol samtidig med, at han skulle passe en bod, ligesom det forekommer mindre sandsynligt, at der i over to år kunne smugles alkohol ind i et lille lukket område med kontrolposter. Det forekommer også mindre sandsynligt, at ansøgeren kunne flygte fra tre bevæbnede vagter, som skød efter ham på 150-200 meters afstand. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle vælge at flygte hen over et område, hvor han vidste, at der lå landminer, når han vidste, at den straf, som han risikerede, var tæsk eller pisk, og når hans stedfar, som han smuglede for, havde forbindelser, som formentligt ville kunne hjælpe ham. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe sin forklaring eller forklare de nævnte divergenser, som nævnet ikke finder alene kan forklares som tolkefejl og misforståelser. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/209/EMU
