Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i november 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og agnostiker fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, da han er beskyldt for at have dræbt sin søster og for at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far, da ansøgeren altid er gået imod sin fars holdninger. Ansøgeren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at hans far havde arrangeret lillesøsteren (A)’s ægteskab med en ældre mand på 55-60 år. Efter ansøgeren blev bekendt med det arrangerede ægteskab, talte han med sin far. Ansøgeren var imod det arrangerede ægteskab. Under samtalen slog faren ansøgeren i hovedet med en spade. Efter et par dage henvendte ansøgeren sig igen hos sin far, for at stoppe ægteskabet, da (A) ikke ønskede at indgå heri. Under samtalen med faren, snittede faren ansøgeren i hans venstre arm med en hobbykniv. Et par dage efter bad faren ansøgeren om, at gøre sig klar til (A)’s bryllup, som skulle finde sted et par dage senere. Ansøgeren gjorde i den forbindelse indsigelse mod brylluppet, hvorfor ansøgerens far piskede ham med en vandslange. Ansøgeren forlod herefter forældrenes bopæl og overnattede i en park. Ansøgeren fik dagen efter oplyst af sin søster, (B), at (A) havde begået selvmord ved at sætte ild til sig selv. Dagen efter søsterens selvmord, tog ansøgeren ophold hos sin moster i Sarpol-e Zahab. Efter et par dages ophold hos sin moster, fik ansøgeren en opringning fra sin mor, som fortalte ham, at politiet havde stormet forældrenes bopæl, og havde ledt efter ansøgeren. Ansøgerens far havde anmeldt ansøgeren til de iranske myndigheder, og beskyldt ham for at være kristen, og for at have slået (A) ihjel. Ansøgeren tog herefter ophold i Teheran i fire måneder. Mens ansøgeren opholdt sig i Teheran, oplyste hans mor ham telefonisk om, at de iranske myndigheder fortsat ledte efter ham, og at han var tilsagt til at møde i retten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen ikke er troværdig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende på flere punkter. Nævnet lægger således vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvorvidt ansøgerens søster blev gift, inden hun begik selvmord. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen den 5. juli 2016 forklaret, at søsteren blev tvangsgift med en ældre mand, og at hun begik selvmord, fordi hun ikke ønskede at blive gift. Til asylsamtalen den 31. oktober 2016 har ansøgeren forklaret, at søsteren ikke nåede at blive gift, inden hun begik selvmord. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han blev bekendt med, at sin søsters arrangerede bryllup 7-10 dage, før brylluppet skulle holdes. Dette skal sammenholdes med, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han omkring 1 år og 9 måneder, inden samtalen blev afholdt, havde en konflikt med sin far i anledning af ægteskabet, der ledte til, at faren slog ansøgeren med en spade. Ansøgeren forklarede imidlertid også, at søsteren havde begået selvmord omkring 1 år, før samtalen blev afholdt. For nævnet har ansøgeren forklaret, at der gik en måned fra, at ansøgeren hørte om brylluppet til, at ansøgerens søster begik selvmord, og at der gik 6-7 dage mellem de tre episoder, hvor ansøgerens var voldelig over for ansøgeren. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvor længe han arbejdede i selskabslokalet i Teheran, og hvor mange gange han i den periode besøgte sin søster (B). Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at han arbejdede i selskabslokalet i 3 måneder, og at han besøgte (B) 8-10 gange. For nævnet har ansøgeren forklaret, at han arbejdede i selskabslokalet i 4 måneder, og at han besøgte (B) 6-7 gange. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han bad om at få referatet af asylsamtalen rettet, men det kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren har fået referatet oversat og har godkendt dette. Endvidere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende vedrørende bl.a. søsteren (B) og dennes mand og den vold faren begik mod ansøgerens mor, da ansøgeren blev slået af faren med en haveslange. Derudover lægger nævnet vægt på, at ansøgeren ikke til oplysnings- og motiv¬samtalen forklarede om et forhold til en kristen pige, og at han først forklarede herom til asylsamtalen, efter at være blevet spurgt, hvorfor ansøgerens far overfor de iranske myndigheder beskyldte ham for at være kristen. Endelig finder nævnet, at det er bemærkelsesværdigt, at myndigheder skulle have ransaget hele ansøgerens families bopæl 3-4 gange om ugen henset til, at ansøgeren har forklaret, at det var ansøgerens far, der skulle have anmeldt ansøgeren til myndighederne. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han er analfabet og ikke har en god hukommelse, men nævnet finder ikke, at dette kan forklare forskellighederne i ansøgerens forklaring. På denne baggrund og efter en samlet bedømmelse af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/204/JHB.
