Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oplyst at være kristen fra byen Shiraz, Fars-regionen i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, ligesom han risikerer at blive udstødt af sin familie. Til støtte for asylmotivet har ansøgeren oplyst, at han har deltaget i syv til otte kristne møder i Iran. Møderne foregik i vennen [navn] hjem. Han lærte [vennen] at kende, da [vennen] kom ind i hans klasse, og omkring marts/april 2016 blev de venner. [Vennen] fortalte ham, at hans far afholdt nogle møder derhjemme uden dog at fortælle, hvad møderne gik ud på. Da ansøgeren besøgte [vennen] første gang, fortalte [vennens] far ham, at der var tale om hemmelige kristne møder. Ansøgeren deltog i disse møder sammen med ca. 30 andre personer. I forbindelse med møderne blev der blandt andet fortalt om kristendommen og vist film. På et tidspunkt efter det 7. eller 8. møde blev [vennens] far og nogle af de andre mødedeltagere anholdt. Ansøgeren blev kontaktet telefonisk af [vennen], der fortalte herom og oplyste, at han skjulte sig hos nogle slægtning. Senere blev ansøgeren kontaktet telefonisk af [vennens] mor, der oplyste, at [vennen] også var blevet anholdt. Af den grund tog ansøgeren hen til sin fars fætter, hvor han skjulte sig i en kælder. Efterfølgende blev ansøgerens far kontakt af efterretningstjenesten, der tvang ham til at underskrive en erklæring om, at han skulle forpligte sig til at videregive ansøgeren til de iranske myndigheder. De pågældende personer oplyste endvidere ansøgerens far om, at ansøgerens navn optrådte på en liste over deltagerne i de kristne møder. Ansøgeren udrejste efter en måned i skjul [i] august 2016 af Iran via lufthavnen i Teheran på sit eget nationalitetspas. Ansøgeren er efter indrejsen i Danmark kommet i flere forskellige kirker, og han har oplyst at være blevet døbt i [navngiven] Kirke [i] april 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har deltaget i kristne møder i Iran til grund, ligesom det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens navn af den grund skulle optræde på en liste over personer, der er eftersøgt af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom har været usandsynlig og divergerende på en række centrale punkter. Det er således ikke sandsynligt, at [vennen] allerede efter kort tids venskab med ansøgeren fortalte om de hemmelige møder, hans far afholdt i hjemmet, eller at faderen allerede ved ansøgerens første besøg hos [vennen] fortalte, at der var tale om kristne møder samtidig med, at han insisterede på, at ansøgeren ikke måtte fortælle nogen herom. Det er heller ikke sandsynligt, at [vennens] far i løbet af de få måneder, der gik fra ansøgeren begyndte at deltage i møderne, og til han udrejste, skulle have foreslået ansøgeren, der var mindreårig, at han kunne rejse til Armenien sammen med ham og [vennen] for at blive døbt. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret divergerende herom, idet han i asylsamtalen har forklaret, at rejsen skulle gå til Armenien, hvorimod han under mødet i nævnet først forklarede, at rejsen skulle gå til grænsebyen Uromia for først senere at rette det til, at rejsen skulle gå til Armenien. Det er heller ikke sandsynligt, at de kristne huskirkemøder foregik kl. 16.00 og dermed i dagslys ca. en gang om ugen i [vennens] forældres hjem, uden at der tilsyneladende var nogen form for sikkerhedsforanstaltninger, ligesom det forekommer usandsynligt, når ansøgeren har forklaret, at han tror, at de øvrige deltagere tog pjecerne fra møderne med bibelfortællinger med sig hjem. Det bemærkes videre, at ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om det var bøger eller pjecer, der blev undervist ud fra. Det savner endvidere mening, at det lykkedes for [vennens] mor at undgå anholdelse – både da ægtefællen blev anholdt, og da [vennen] efterfølgende blev anholdt. Endelig forekommer det usandsynligt, at ansøgeren nogenlunde samtidig med, at han lærte [vennen] at kende, fik udstedt et pas, som han herefter udrejste på legalt via lufthavnen i Teheran, uden at blive standset af myndighederne, selvom hans navn stod på en liste over personer, der var eftersøgt. Med hensyn til den del af ansøgerens asylmotiv, der vedrører spørgsmålet om konversion til kristendommen, skal nævnet bemærke, at ansøgeren indrejste [i] august 2016, og at det først var ved ankomsten til asylcentret i […] i begyndelsen af 2017, at han begyndte at deltage i dåbsforberedende undervisning, og at det først var efter, at han havde modtaget Udlændingestyrelsens afslag, at han lod sig døbe. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han allerede i Iran havde til hensigt at lade sig døbe. Ansøgeren har, trods den undervisning han angiver at have modtaget, udvist et begrænset kendskab til kristendommens centrale begreber, og han har heller ikke på overbevisende måde været i stand til at redegøre for sin kristne overbevisning og de overvejelser, der skulle have ført til trosskiftet. Flygtningenævnet anser herefter ikke konversionen for at være reel. Det fremlagte notat om vilkårene for kristne konvertitter i Iran kan ikke ændre herved, idet det hverken er sandsynliggjort, at det er forfattet af ansøgeren selv eller på anden måde kan henføres til ham. Det er heller ikke sandsynligt, at notatet skulle være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt med de iranske myndigheder eller på anden måde er profileret. Hjemmesiden, som artiklen er offentliggjort på, er benævnt: [navngiven hjemmeside] og indeholder således ikke ansøgerens navn, og ansøgeren kalder hverken ved sit fulde navn på hjemmesiden eller på Facebook, idet han er benævnt [ansøgerens mellem- og efternavn] og har udeladt sit fornavn, hvorfor det ikke er sandsynliggjort, at disse aktiviteter skulle være kommet til de iranske myndigheders kendskab. På den baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/201/nke
