Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra […] i Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive fængslet på livstid eller henrettet af det iranske præstestyre, idet han har været i håndgemæng med og kritiseret det iranske regime over for en ukendt myndighedsrepræsentant. Ansøgeren frygter desuden Basij, idet han i 2007 blev overfaldet af ukendte Basij-folk, og han har også henvist til, at han har forladt sit hjemland, idet han på grund af sit religiøse tilhørsforhold ofte er blevet fyret fra sit arbejde. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han den [i efteråret] 2015 blev fyret fra sit job, fordi ansøgeren var yari-troende. Grundet sin frustration over fyringen begyndte ansøgeren åbent og umotiveret at kritisere det iranske styre, da han den [i efteråret] 2015 stod i kø hos en lokal bager. En ukendt person i bageriet reagerede på ansøgerens skældsord, og de havde efterfølgende en verbal og fysisk konfrontation. Ansøgeren formodede, at personen muligvis var myndighedsperson, hvorfor ansøgeren omgående flygtede og tog ophold hos sin farbror. Ansøgerens ægtefælle meddelte telefonisk den efterfølgende dag, at ansøgerens bopæl var blevet opsøgt af tre ukendte myndighedspersoner, fordi ansøgeren havde været oppe at slås med en unavngiven officer fra Sepah. Ansøgeren udrejste kort efter af Iran. Derudover har ansøgeren oplyst, at han er begyndt at undersøge kristendommen, og at han siden [efteråret] 2016 har været regelmæssigt i kirke, fordi han finder ro i kirken. Ansøgeren er dog ikke konverteret til kristendommen, men har alene en interesse for kristendommen. Ansøgerens advokat har oplyst, at dette ikke er en del af ansøgerens asylmotiv. Flygtningenævnet kan lægge den af ansøgerens forklaring til grund, der relaterer sig til, at han altid har været yarsan og fortsat er det. Flygtningenævnet kan ikke lægge den øvrige del af ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke oprindeligt i sit asylskema angav episoden i bagerforretningen som sit asylmotiv, men alene henviste til de generelt vanskelige forhold for yari-troende. Nævnet finder, at dette bør ses i sammenhæng med, at episoden i bagerforretningen efterfølgende er påberåbt som det egentlige og centrale asylmotiv. På den baggrund finder nævnet ikke, at ansøgerens forklaring om, at han undlod at bemærke dette, fordi han havde den opfattelse, at han senere fik lejlighed til at forklare sig uddybende, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at selve episoden i bagerforretningen må opfattes som konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det må anses for besynderligt, at ansøgeren umotiveret og offentligt har valgt at protestere mod sin fyring og kritiseret det iranske styre blandt fremmede mennesker i et bageri, når dette i sig selv må anses for farligt, og efterfølgende indlede et håndgemæng med en ukendt person, som han mistænkte for at være en myndighedsrepræsentant. Nævnet finder endvidere, at det må anses for utroværdigt, at myndighederne under et døgn senere kunne rette henvendelse på ansøgerens bopæl, henset til, at ansøgeren ikke opgav sin identitet, og derfor må anses for at være en blandt mange yari-troende mænd i en by på 10-15.000 mennesker. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange der befandt sig i bagerforretningen, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at der var fire-fem kvinder og fire-fem mænd til stede i butikken. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han stod i kø med omkring fire-fem ukendte personer, mens han under nævnsbehandlingen har givet udtryk for, at han ikke erindrer antallet, men mener, at der var fire-fem personer foran ham i køen. Nævnet har derudover lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvem der ringede til hans ægtefælle, efter han var kommet til sin farbrors hus, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han selv ringede til sin ægtefælle samme aften, hvorimod han under asylsamtalen har oplyst, at det var hans svigermor, som ringede til ansøgerens ægtefælle. Nævnet bemærker, henset til det asylmotiv, der relaterer sig til overfaldet i 2007, at dette ligger langt tilbage i tid og må anses for et afsluttet forhold. Nævnet bemærker, at de generelt vanskelige forhold for yari-troende ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse. Idet nævnet som ovenfor anført ikke kan lægge ansøgerens forklaring om hændelsen i bageriet til grund, finder nævnet ikke, at ansøgeren kan anses for at have været konkret og individuelt forfulgt. Særskilt bemærker nævnet, at de af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte udskrifter fra hans Facebook-profil, ikke kan medføre en ændret vurdering. Det bemærkes herved, at nævnet er opmærksom på, at det følger af ikonet på opslagene, at disse kun er tilgængelige for en begrænset personkreds. Nævnet er opmærksom på, at ansøgeren efter det oplyste har gået regelmæssigt i kirke siden november 2016, men at dette forhold ikke påberåbes som asylmotiv. Nævnet har lagt til grund, at ansøgeren efter det oplyste går i kirke, fordi det er et helligt sted, hvor han kan finde ro, og han er efter det oplyste ikke konverteret til kristendommen, og nævnet finder derfor ikke, at oplysningen om, at ansøgeren går i kirke, kan føre til en ændret vurdering. Nævnet finder ikke anledning til at hjemvise sagen med henblik på nærmere undersøgelse af de dokumenter, som ansøgeren har fremlagt samt undersøgelse af det påståede drab på ansøgerens bror. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/195/MGO
