Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk perser og indtil 2015 shia-muslim af trosretning fra Abadam, Iran. Ansøgeren har deltaget i nogle demonstrationer, men har ikke derudover været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt på baggrund af sin trosretning, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han første gang stiftede bekendtskab med kristendommen, da han overværede en diskussion mellem to af sine kammerater. Den ene var konverteret til kristendommen, og han overtalte ansøgeren til at tage med til en gudstjeneste i Vejle. Ansøgeren er siden blevet døbt og deltager fortsat i kristne gudstjenester og andre menighedsaktiviteter. Kristendommen har medført, at ansøgeren føler sig roligere, og han føler derudover, at han har forandret sig i sin omgang med andre. Ansøgeren har ved sin beslutning om at blive døbt også taget stilling til, at han ved en tilbagevenden til Iran vil holde fast i sin tro. Efter han begyndte at gå i kirke, har han talt med andre asylansøgere herom og forsøgt at få dem med. I den forbindelse har han oplevet nogle ubehagelige ting. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit nye asylmotiv til grund, og Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel, herunder således at det kan antages, at ansøgeren vil foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Ved vurderingen af ansøgerens asylmotiv har Flygtningenævnet lagt vægt på ansøgerens generelle troværdighed, herunder at ansøgeren i forbindelse med indgivelse af sin oprindelige asylansøgning afgav urigtige og vidt forskellige oplysninger om centrale forhold, herunder hans tilknytning til Danmark, jf. politirapport af [vinteren] 2007, asylregistreringsrapport af [vinteren] 2007, asylansøgningsskema af [vinteren] 2007 henholdsvis samtalereferat af [foråret] 2008. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren – efter sin egen forklaring – medvirkede til at sikre sin tidligere ægtefælles ophold i Danmark ved at lade sig skille i Iran fra sin ægtefælle, der herefter blev gift med ansøgerens bror, der var og fortsat er bosiddende i Danmark, selvom ansøgeren og dennes (nu tidligere) ægtefælle fortsat elskede hinanden, og at den nu tidligere ægtefælles ægteskab med broren ikke havde noget med kærlighed at gøre. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren – efter sin egen forklaring for nævnet den [sommeren] 2008 – siden 2000 har villet til Danmark for at leve permanent, og at ansøgeren i den forbindelse har søgt om og fået afslag på opholds- og arbejdstilladelse i 2001, asyl i 2008 henholdsvis humanitær opholdstilladelse i 2012, og at ansøgeren først i 2013 begyndte at gå i kirke. Ved vurderingen af, om ansøgerens konversion er reel, har Flygtningenævnet særligt lagt vægt på, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner over motivet for og konsekvenserne af konverteringen, herunder hvilken betydning kristendommen har haft for ansøgeren. Endvidere har ansøgerens forklaring for nævnet båret præg af, at ansøgeren alene har et overordnet kendskab til kristendommen, idet ansøgeren kun har forklaret overfladisk og generelt herom, særligt set i lyset af at ansøgeren allerede i 2013 begyndte at gå i kirke, og at han i 2015 lod sig døbe i den kristne tro. Flygtningenævnet tilsidesætter på den baggrund ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. De fremlagte udtalelser eller det forhold, at ansøgeren er blevet døbt den [sommeren] 2015, kan ikke føre til en ændret vurdering. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, hvorfor ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Iran/2017/91/SOL
