Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder eller [As] familie, idet ansøgeren har haft et forhold til [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han mødte [A] i [foråret] 2015, da hun besøgte butikken som han arbejdede i. Ansøgeren blev tiltrukket af [As] attitude, og da hun besøgte butikken anden gang, sagde han, at han var interesseret i at indlede et venskabeligt forhold til hende. Da [A] i [foråret] 2015 besøgte butikken tredje gang sammen med sin mor, gav ansøgeren sit visitkort til [As] mor. Senere samme aften modtog ansøgeren en sms fra [A], hvorefter hun ringede til ham og fortalte, at hun gerne ville etablere et venskab. De talte om deres forskellige religioner. I de følgende cirka ti dage havde ansøgeren telefonisk kontakt til [A], og han blev mere interesseret i hende. [I foråret] 2015 besøgte [A] og hendes kusine ansøgeren i butikken, hvorefter de fortsatte med at have telefonisk kontakt. Ansøgeren og [A] var alene sammen første gang [i foråret] 2015, hvor de kyssede. Omkring [sommeren] 2015 blev ansøgeren og [A] enige om, at ansøgeren skulle sende sin familie for at bede om [As] hånd, og ansøgeren tog derfor hen til [As] familie sammen med sin mor og sin bror, [B]. [As] far afslog, idet ansøgeren ikke er shia-muslim. En måneds tid herefter forsøgte ansøgeren igen, at anmode om [As] hånd, og han tog derfor hen til [As] familie sammen med [B] og en ven til sin farbror, som også er slægtning til [As] far, men ansøgeren fik igen afslag. En aften i [sommeren/efteråret] 2015 ved 22-23-tiden ringede [A] til ansøgeren og sagde, at hun var træt af livet, og at hun ville begå selvmord. Herefter blev samtalen afbrudt, og de aftalte efterfølgende over sms, at ansøgeren skulle tage hen til gårdhaven ved [As] hus. Ansøgeren tog derhen, ansøgeren og [A] opholdt sig i et skur i gårdhaven. Ansøgeren trøstede [A] og lovede, at han igen ville forsøge at anmode om hendes hånd. De havde samleje i skuret. Pludselig hørte de [As] far kalde på [A], og ansøgeren flygtede. Ansøgeren flygtede til et område udenfor byen, hvorefter han ringede til sin farbror, som hentede ham. Ansøgeren udrejste fra Iran [i efteråret] 2015. Efterfølgende opsøgte efterretningstjenesten ansøgerens tidligere bopæl. De spurgte efter ansøgeren og sagde, at han skulle henvende sig til myndighederne. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt i Iran til grund. Flygtningenævnet finder navnlig, at den del af forklaringen, der vedrører episoden i skuret, fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet finder det således usandsynligt, at ansøgeren og [A] – efter at ansøgeren to gange har fået afslag fra faderen på at blive gift med [A] – skulle have holdt et møde i et skur i gården til [As] forældres ejendom under sådanne omstændigheder, at de har haft samleje med hinanden. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om, hvorvidt [As] far vidste, at det var ansøgeren, der var i skuret sammen med [A], ikke fremstår konsistent. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at [As] far nok har tæsket [A] for at få oplyst, hvem hun var sammen med i skuret. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at [As] far råbte ”tyv” efter ham i forbindelse med flugten fra skuret, men at han ikke er sikker på, at faderen genkendte ham. Under sin forklaring i nævnet har ansøgeren forklaret, at [As] far så ham stå under en tændt gadelampe i forbindelse med flugten og derfor ikke fulgte efter ansøgeren. I hvert fald under disse omstændigheder har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har en konflikt i Iran med myndighederne eller [As] familie, der på dette grundlag kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Ansøgeren har i Flygtningenævnet som supplerende asylmotiv gjort gældende, at han nu er konverteret fra yaresan til kristendom, og at han også på dette grundlag er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Ansøgeren har forklaret, at han begyndte at gå i kirke i Danmark i [foråret] 2016. Der er under nævnets behandling af sagen fremlagt breve af [en dato i efteråret] 2016 og [en anden dato i efteråret] 2016 fra sognepræst [C] og brev af [vinteren] 2017 fra sognepræst [D]. Ansøgeren oplyste under oplysnings- og motivsamtalen [vinteren] 2016, at han er yaresan. Under asylsamtalen [sommeren] 2016 oplyste ansøgeren ikke noget om sin spirende interesse for kristendom. Først efter Udlændingestyrelsens afslag af [en dato senere på sommeren] 2016 på asyl blev ansøgeren døbt i Folkekirken [i efteråret] 2016. Under disse omstændigheder og efter ansøgerens fremtræden og forklaring i Flygtningenævnet kan nævnet ikke lægge til grund, at konversionen er reel. Det tilføjes, at nævnet har fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, og at der derfor ikke er grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med ansøgerens subsidiære påstand. På den anførte baggrund kan ansøgeren ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/19/snd
