Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarpol-e Zahab i Kermanshah-provinsen, Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han sympatiserer med KDPI, som han har udført politisk aktivitet for. Ved en tilbagevenden til Iran frygter han derfor at blive udsat for fysiske overgreb eller at blive henrettet af de iranske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han efter anvisning fra sin ven [A] [i foråret] 2015 og [i efteråret] 2015 om natten skrev et KDPI- slogan på mure forskellige steder i byen. Der var samtidig en anden KDPI-sympatisør, som ansøgeren ikke kendte, der skrev slogans på mure i nærheden. [På dagen for udførslen af aktiviteter i efteråret] 2015 hørte ansøgeren et råb og et skud, hvorefter han gemte sig i en nærliggende mark og derefter hos sin morbror, [B], der boede i nærheden. Fire dage senere talte morbroren med ansøgerens mor, som oplyste, at efterretningstjenesten havde ransaget familiens bolig og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste derfor illegalt til Tyrkiet [otte dage efter aktiviteten i efteråret] 2015. Senere har ansøgeren fra [B] fået oplyst, at hans bror har været tilbageholdt i 20 dage, idet efterretningstjenesten ville vide, om broren havde samarbejdet med ansøgeren og hjulpet ansøgeren med at flygte. Broren blev løsladt på betingelse af, at skødet til familiens hus blev stillet som sikkerhed. Ansøgeren formoder, at det er den anden KDPI-sympatisør, som under tortur har oplyst ansøgerens udseende, og at ansøgeren derefter er blevet identificeret. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren ikke i nævnet er fremtrådt overbevisende og troværdig under forklaringen om episoderne [i foråret] og [i efteråret] 2015. Ansøgeren har svaret usikkert på opfølgende spørgsmål om episoderne, herunder om hvilket tøj, han og den anden sympatisør havde på ved de to lejligheder. Det bemærkes herved, at ansøgeren havde fået instruks om, at han skulle male sloganet om natten, og at der skulle være mørkt. Afslutningsvis kunne ansøgeren alene huske, at han ved den første episode havde traditionelle kurdiske bukser på. Ansøgeren havde endvidere oprindeligt betydeligt besvær med at huske, hvor meget KDPI-sloganet fyldte på væggene. Forklaringen om, hvad der nærmere skete, da han hørte råb og skud, er endvidere ikke fremstået selvoplevet, og det kan forekomme mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke erindrer, om han hørte yderligere, herunder nogle der løb, samt om hvor meget de påmalede KDPI-slogans fyldte på væggen. Forklaringen om, hvad der skete med anvendte spraydåser fremstod tilsvarende usikker. Sabahs anvisning til de to sympatisører forekommer endvidere ikke umiddelbart sandsynlig. De pågældende måtte således selv vælge, hvilke gader de ville male i, de blev ikke pålagt at male i de samme gader og holde vagt for hinanden, men alligevel var det afgørende, at de to skulle ud og male slogans samtidig. Den omstændighed, at ansøgeren for Flygtningenævnet har afleveret dokument [fra foråret] 2017, der angiver at være fra KDPI, samt et screenshot af ansøgerens telefon med foto af familiens skøde med påtegning, hvorefter skødet er stillet til sikkerhed ved domstol i forbindelse med anholdelse, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet vurderer således, at der ikke er tale om et foto af en ægte påtegning og bemærker endvidere, at påtegningen efter den for nævnet foreliggende oversættelse, hverken nævner ansøgerens eller hans brors navn. Herefter, og idet det ikke kan lægges til grund, at de iranske myndigheder er blevet bekendt med, at ansøgeren i Danmark har deltaget i nogle KDPI-arrangementer, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/185/EMU
