Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresani fra [en mindre by i] Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive straffet af de iranske myndigheder, fordi han har hånet en dommer i Iran. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 17-årig trådte på en mine. Ansøgeren blev opereret herfor. Der gik imidlertid infektion i såret, hvorfor hans ben blev amputeret. Efter mineulykken tog ansøgeren og hans familie kontakt til myndighederne med henblik på at ansøgeren skulle blive anerkendt som krigsveteran, men han blev afvist gentagne gange. I den forbindelse var ansøgeren til en samtale med en dommer. Selvom myndighederne aldrig sagde direkte til ham, at de ikke ville hjælpe ham, fordi han var yaresani, så var han overbevist om, at den manglende hjælp skyldtes hans religion. Sidste gang ansøgeren talte med en dommer, følte han sig så mentalt presset, at han verbalt fornærmede dommeren og det iranske styre. Herfor blev ansøgeren anholdt og fængslet i syv til otte dage. Herefter blev ansøgeren løslagt, fordi hans far stillede kaution i form af sit hus. Da ansøgeren havde været løsladt i fire dage, blev han bekendt med, at der var kommet en arrestordre på ham. Det var ansøgerens far, der modtog arrestordren, og han rådede straks ansøgeren til at forlade Iran, hvilket han gjorde umiddelbart efter. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring til grund om mineulykken og den efterfølgende kontakt til myndighederne med henblik på opnåelse af anerkendelse som krigsveteran, idet forklaringen herom har været konsistent og underbygges af fremlagte bilag. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at de fremlagte bilag alle vedrører forløbet forud for den episode, der efter ansøgerens forklaring var årsag til udrejsen. Den omstændighed, at der efter ansøgers advokats opfattelse er divergenser mellem den indhentede oversættelse af bilagene og en af advokaten foranstaltet kontroloversættelse, findes ikke at kunne begrunde indhentelse af en ny oversættelse, da det forløb, bilagene vedrører, er lagt til grund. Flygtningenævnet bemærker tillige, at de påberåbte divergenser ikke vedrører det essentielle indhold af dokumenterne, herunder tidsfæstelsen af dokumenterne som alle værende fra perioden 2011-2012. Flygtningenævnet finder derimod ikke at kunne lægge ansøgers forklaring til grund omkring hans seneste fremmøde ved en dommer i 2015 med deraf følgende anholdelse, efterfulgt af løsladelse mod kaution og senere eftersøgning af ham. Flygtningenævnet bemærker herved overordnet, at forklaringen om episoden i sig selv fremstår konstrueret, og at ansøgeren ikke har givet en rimelig forklaring på, at han har et stort antal dokumenter for perioden 2011-2012, men intet fra den mellemliggende tid, til trods for at han har oplyst om fortsatte henvendelser gennem hele perioden. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøger har forklaret divergerende om så centrale elementer af episoden i retten som, hvorvidt der kom en eller flere soldater ind i retssalen, om han fik bind for øjnene, og om han blev slået både inde i retssalen og efterfølgende i arresthuset, eller kun i arresthuset. Hverken den omstændighed, at ansøgeren er udrejst illegalt eller de generelle forhold i Iran for kurdere og yarestani er i sig selv asylbegrundende. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vel være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/18/EMU
