Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har sympatiseret med og været aktiv for KDPI fra [foråret] 2013 til [efteråret] 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har uddelt materiale for KDPI. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i starten af [foråret] 2013 blev opsøgt af personer fra KDPI, der foreslog, at ansøgeren skulle tilslutte sig til partiet og blive peshmerga. Ansøgeren afslog tilbuddet, men tilbød i stedet at hjælpe partiet med at propagandere. Omkring 30 til 35 dage efter modtog han materialet, som skulle uddeles. Ansøgeren opbevarede materialet på sin bopæl. Han uddelte materialet ti til 12 gange, indtil han overhørte en samtale vedrørende de fire andre personer, som var involveret i at uddele materialet. De fire personer var blevet tilbageholdt. Ansøgeren henvendte sig derefter til en ven. Ansøgerens ven kontaktede ansøgerens bror, der fortalte, at ansøgerens bopæl var blevet ransaget, og at materialet var blevet fundet. Ansøgerens familie var også blevet truet. To dage senere udrejste ansøgeren af Iran. Ved brev [dateret i foråret] 2017 har ansøgerens advokat fremsendt skriftligt indlæg i sagen. Af indlægget fremgår det, at ansøgeren som asylmotiv yderligere har henvist til, at han ved en tilbagevendelse til Iran frygter forfølgelse som følge af hans konvertering til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han blev introduceret for kristendommen af nogle venner på sit asylcenter, idet de kunne se, at ansøgeren havde det dårligt. De forklarede ham, at det havde hjulpet dem at komme i kirke. De forklarede endvidere, at der var en iransk præst, der kunne fortælle ansøgeren om kristendommen, og svare på hans spørgsmål herom. Ansøgeren begyndte derefter at deltage i gudstjenester. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på en række punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 og asylsamtalen [i sommeren] 2016 forklaret, at [A] kom til hans arbejdsplads og afleverede politisk propagandamateriale, som ansøgeren skulle omdele, mens han under gensamtalen [i efteråret] 2016 har forklaret, at [A] kom på hans bopæl med materialet, fordi det var for farligt at kontakte ansøgeren på arbejdspladsen, hvor sikkerhedsstyrkerne og revolutionsgarden patruljerede. Under mødet i nævnet har ansøgeren forklaret, at [A] kom på hans arbejdsplads og fortalte, at han ville komme med politisk materiale, som [A] derefter afleverede på ansøgerens bopæl. Endvidere har ansøgeren i asylskemaet oplyst, at han har deltaget i det kurdiske partis partimøder og konferencer, mens han senere under sagen har forklaret, at han hermed har ment, at han har diskuteret kurdernes forhold, når han mødtes med venner. Ansøgeren har endvidere forklaret, at det af sikkerhedsmæssige grunde var vigtigt, at propagandamaterialet blev omdelt hurtigst mulig efter, at det var modtaget. Nævnet finder, at dette stemmer dårligt overens med ansøgerens forklaring om, at han beholdt eksemplarer af løbesedler og cd’er, som han opbevarede på sin bopæl. Nævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet han under nævnsmødet har forklaret, at der efter tilbageholdelsen af [A] og de tre andre personer, ansøgeren havde samarbejdet med, blev ransaget på såvel ansøgerens som på ansøgerens fars bopæle, mens han tidligere under sagen alene har forklaret, at ansøgerens egen bopæl blev ransaget. På den baggrund, kan nævnet ikke lægge vægt på den fremlagte erklæring [dateret i foråret] 2016, som angiveligt er fra KDPIs kontor i Paris, hvoraf det fremgår, at ansøgeren har været sympatisør. Nævnet bemærker herved, at erklæringen er afleveret i kopi af ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konversion til kristendommen til grund. Flygtningenævnet finder således, at det ikke er sandsynliggjort, at ansøgerens konversion er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren tidligere under sagen har oplyst, at han er ateist, og at han ikke har omtalt sin interesse for kristendommen under samtalen med Udlændingestyrelsen [i slutningen af efteråret] 2016, selvom hans interesse angiveligt blev vakt i [starten af efteråret] 2016. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for sine overvejelser og bevæggrunde for sit ønske om at blive kristen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er blevet døbt [i foråret] 2017 efter ganske få måneders kristendomsundervisning, som han påbegyndte efter at have modtaget Udlændingestyrelsens afslag [dateret i vinteren] 2016. Ansøgeren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/175/HHU
