Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpole Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet med fængsel eller henrettet af den iranske regering, idet ansøgeren tilhører yari og har haft et forhold til en shia-muslimsk kvinde, [A]. Som følge heraf vil [A’s] familie slå ansøgeren ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren henvist til, at han omkring et år forud for sin udrejse af Iran kom i kontakt med [A] via en app, Tango. Han mødtes med [A] mere end 15 gange i alt, og de havde seksuelt samkvem omkring fem gange udendørs, herunder tre gange i en offentlig park i Teheran. Efter otte til ni måneder fik [A’s] familie kendskab til, at ansøgeren og [A] havde et ulovligt forhold. Ansøgeren fik et opkald fra en ukendt person, som truede med at slå ansøgeren ihjel, hvilket ansøgeren antager at være [A’s] far. To dage herefter blev ansøgerens bopæl ransaget af folk fra politiet og efterretningstjenesten, som spurgte efter ansøgeren. [A’s] far var også til stede. Ansøgeren var ikke hjemme på tidspunktet for ransagningen men blev ringet op af sin far senere samme dag og tog herefter hjem til sin fætter, [B], i Sarpole Zahab. Om natten forlod ansøgeren Sarpole Zahab og søgte tilflugt i Nazar Abad hos hans moster og hendes ægtefælle, hvor ansøgeren opholdt sig i omkring 50 dage indtil sin udrejse af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er forfulgt af myndighederne og [A’s] familie i Iran til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår divergerende og mindre sandsynlig. Der er således lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet forklarede, at han og [A] ikke på forhånd havde aftalt, at de skulle have sex første gang, men at dette bare skete spontant, mens han tidligere under samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han og [A] havde chattet sammen og aftalt, at de skulle have sex forud for første gang. Hertil kommer en mindre væsentlig divergens om, hvad ansøgeren fortalte om sin konflikt til sin moster. Flygtningenævnet finder tillige, at ansøgerens forklaring om forholdet til [A] forekommer mindre sandsynligt. Det forekommer således mindre sandsynligt, at han og [A], der var henholdsvis 21 og 19 år, og som ikke tidligere havde haft forhold til andre, skulle chatte sammen om sex inden for relativ kort tid efter, de havde mødt hinanden første gang. Nævnet har ved denne vurdering tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at [A] kom fra en meget religiøs og traditionel familie. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund ansøgerens forklaring om, at hans forhold til [A] har udviklet sig, som angivet af ham, og at dette er kommet til hendes fars kendskab. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han er blevet overbevist kristen til grund. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren var yarsan forud for sin konversion, og at det efter ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen er uklart i hvilket omfang, han har praktiseret sin religion i Iran, hvorimod han under nævnsmødet forklarede, at han i Iran gerne ville vide mere om yari, men at han sammen med familien praktiserede yari i et vist omfang. Nævnet finder, at ansøgeren ikke under nævnsmødet var i stand til på en overbevisende måde at redegøre for baggrunden for sin deltagelse i kirkegang fra sommeren 2016 eller for sine refleksioner vedrørende kristendommen på dette tidspunkt. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion og sit liv som kristen henvist til, at kristendommen er en religion baseret på kærlighed, og at den minder om yari, men at kristendommen er mere udviklet. Ansøgeren var under nævnsmødet i stand til at genfortælle fadervor og en lignelse, men han var ikke i stand til at redegøre nærmere for sin egen kristne overbevisning og for sine kristne refleksioner. Ansøgeren var heller ikke i stand til at fremkomme med en overbevisende forklaring på, hvorfor han endnu ikke har ladet sig døbe. Han har således alene henvist til, at han er konverteret til kristendommen, men at han endnu ikke føler sig klar til at blive døbt. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Den kirkelige udtalelse, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Der er herved lagt vægt på den sammenhæng, som udtalelsen er fremkommet i. Den omstændighed, at ansøgeren er yarsan, kan efter indholdet af baggrundsoplysningerne og ansøgerens forklaring ikke føre til, at han har et asylbegrundende modsætningsforhold til nogen i Iran. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2017/160/DTO.
