Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Sarpol Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og fængslet af de iranske myndigheder, idet han er blevet sat i forbindelse med partiet Parti Azadi Kurdistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at de iranske myndigheder under en ransagning af ansøgerens forældres bopæl har fundet en kopi af et medlemskort til Parti Azadi Kurdistan med ansøgerens navn og billede på. Ansøgeren kom i besiddelse af det pågældende kort, da ansøgeren, hans ven, [A], og en anden person, [B], i [begyndelsen af] 2012 kortvarigt rejste til Irak af arbejdsmæssige grunde. Da ansøgerens oprindelige opholdstilladelse udløb, fremskaffede en af ansøgerens bekendte, [C], tre medlemskort til partiet Parti Azadi Kurdistan, der herefter skulle fungere som en opholdstilladelse i Irak. Medlemskortene var omkostningsfrie, og der var ikke betingelser knyttet til udstedelsen af kortene. Ansøgerens medlemskort blev udstedt [i foråret] 2012 og var gyldigt i seks måneder. Efter to måneders ophold i Irak vendte ansøgeren tilbage til Iran, hvor ansøgerens far fandt en kopi af ansøgerens medlemskort blandt ansøgerens ting. Det originale medlemskort opbevarede ansøgeren i sin pung. I efteråret 2015 ransagede de iranske myndigheder ansøgerens forældres bopæl, hvor de fandt en kopi af ansøgerens medlemskort. Som følge heraf har de iranske myndigheder opsøgt ansøgeren på ny på ansøgerens forældres bopæl, og myndighederne har også opsøgt ansøgerens søskende og spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran i 2015 efter et kort ophold hos sine søskende i Javanrood. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt med de iranske myndigheder til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist om, hvordan han kom i besiddelse af PAK-kortet, herunder om, hvorvidt han skulle betale for at få kortet, eller om partiet udbetalte penge til den person, der havde skaffet ansøgeren som medlem. Han har endvidere forklaret upræcist om, under hvilke omstændigheder hans far kom i besiddelse af kopien af kortet. Ansøgeren har endelig forklaret upræcist og divergerende om antallet af ransagninger på forældrenes bopæl. Han har således ved tre forskellige samtaler med Udlændingestyrelsen forklaret forskelligt om antallet af ransagninger før og efter sin udrejse. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at væsentlige dele af ansøgerens forklaring forekommer mindre sandsynlig. Det forekommer således mindre sandsynligt, at ansøgeren i første omgang beholdt det udløbne PAK-kort henset til den fare, der var forbundet hermed, og dernæst at ansøgerens far skulle gemme kopien af ansøgerens PAK-kort, når faderen netop havde taget det fra sønnen, fordi det var farligt at have. Det forekommer tillige mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke advarede sin søster om faren ved at opbevare det originale kort. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren også under nævnsmødet forklarede upræcist og uden detaljer om de enkelte episoder, ligesom han ikke var i stand til at redegøre nærmere for de nævnte upræcisheder og mindre sandsynlige forhold. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2017/150/DTO
