Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [landsby], Iran. Ansøgeren har været aktiv for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran fra sommeren 2013 til sin udrejse [i sommeren] 2015. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har været aktiv for KDPI, siden han i løbet af sommeren 2013 fik til opgave at uddele pakker med politisk materiale. [I sommeren] 2015 fik ansøgeren til opgave at hente tre KDPI-medlemmer ved grænsen mellem Irak og Iran. Da de var på vej tilbage, blev de mødt af myndighederne, der forsøgte at stoppe dem med trusler om beskydning. Et af KDPI-medlemmerne blev skudt, og ansøgeren flygtede hen til en ven. Næste morgen tog ansøgeren hen til sin faster, hvor han opholdt sig, indtil han udrejste af Iran [i sommeren] 2015. Ansøgerens familie er efterfølgende blevet opsøgt af de iranske myndigheder, og ansøgeren er blevet indkaldt til retten. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Overordnet set finder Flygtningenævnet, at ansøgerens forklaring om asylmotivet savner en indre logik. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han og også hans far havde interesse for KDPI, men at de ikke havde drøftet dette indbyrdes. Ansøgeren har ingen konkret viden om morbrorens rolle i partiet, men morbroren har angiveligt overladt to opgaver til ansøgeren med to års mellemrum, og den seneste opgave, som gav anledning til ansøgerens flugt, har efter ansøgerens forklaring været særdeles farlig og også betydningsfuld for partiet. Det forekommer derfor mindre sandsynligt, at partiet skulle overlade denne opgave til ansøgeren, som ingen erfaring havde med sådanne opgaver. Hertil kommer, at det ikke forekommer sandsynligt, at en sådan farlig opgave skulle udføres, uden ansøgeren havde nogen sikkerhed for, at de personer, som henvendte sig til ham ved det nævnte frugttræ, var de personer, som skulle guides til Iran. Videre er det ikke overbevisende, at ansøgeren tilsyneladende ikke havde nogen konkret plan for, hvordan han sammen med de tre KDPI-medlemmer midt om natten skulle transporteres til [by]. Ansøgeren har fremlagt to indkaldelser, hvoraf det fremgår, at de er forkyndt for ansøgeren på ansøgerens bopæl henholdsvis [i sommeren] 2015 og [i sommeren] 2015. Det fremgår af den sidste indkaldelse, at [A] havde røbet ansøgeren. Uanset de to indkaldelser blev ansøgeren boende hos sin faster, som boede omkring tre kvarters kørsel fra ansøgerens bopæl, helt ind til [sommeren] 2015, hvor ansøgeren flygtede på farens forlangende. Ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt der var tale om to eller tre indkaldelser. Ansøgeren har oplyst, at han skulle være idømt 12 års fængsel og bøde in absentia. Ansøgeren har imidlertid forklaret forskelligt om, hvorvidt forældrene modtog dommen skriftligt, og han har senest forklaret, at forældrene fik oplysningerne om dommen via farens ven, som var ansat af myndighederne, muligvis ved bestikkelse. I indkaldelsen forkyndt [i sommeren] 2015 er det som nævnt oplyst, at [A] havde tilstået. Flygtningenævnet finder det mindre sandsynligt, at morbroren skulle have forsynet [A] med oplysninger om ansøgerens identitet og bopæl, og Flygtningenævnet finder det endvidere mindre sandsynligt, at myndighederne i en indkaldelse ville oplyse den mistænkte om myndighedens grundlag for indkaldelsen. Ansøgeren har angiveligt ikke forsøgt at få oplyst, hvorvidt morbroren er blevet opsøgt af myndighederne umiddelbart efter hændelsen, men han har for nævnet oplyst, at morbroren for kort tid siden er blevet anholdt, og at ansøgerens far også er blevet anholdt. Dette giver ikke mening så lang tid efter hændelsen og efter, at ansøgeren angiveligt er dømt for forholdet. På dette grundlag finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring om asylmotivet må tilsidesættes som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2017/15/JEA.
