Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været med-lem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin familie og de iranske myndigheder, fordi han har gået i kirke i Danmark. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han begyndte at gå i kirke cirka tre måneder efter han kom til Danmark. Ansøgeren mødte en kristen iransk mand ved navn [A] på sit asylcenter […]. Ansøgeren blev igennem [A] præsenteret for kristendommen. Ansøgeren gik efterfølgende i kirke hver søndag, men da ansøgeren efter cirka tre måneder blev flyttet til [et andet center], stoppede han med at gå i kirke. Ansøgeren er bange for, at hans familie og de iranske myndigheder kender til hans interesse for kristendommen, idet personer fra hans asylcenter, som har kendskab hertil, er rejst tilbage til Iran. Ansøgeren er videre bange for, at hans familie eller de iranske myndigheder har kendskab til hans interesse for kristendommen, idet han fremstår som værende kristen i en artikel i [et lokalt dagblad], ligesom han på de sociale medier har givet udtryk for sin interesse for kristendommen. Ansøgeren har under sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at han søgte asyl, fordi han i Iran havde agiteret for Yari-troen, og at han i den anledning var blevet anholdt, tilbageholdt og udsat for vold. Under sin asylsamtale har ansøgeren oplyst, at han talte usandt under oplysnings- og motivsamtalen og ikke har agiteret for Yari-troen, og først under asylsamtalen har han oplyst, at han var blevet kristen. Også under asylsamtalen har ansøgeren forklaret divergerende. Indledningsvis har han forklaret, at hans familie har truet ham og ikke vil have noget med ham at gøre på grund af hans kristne tro, mens han senere under asylsamtalen har forklaret, at hans forældre har accepteret hans tro, og at han ikke er blevet truet. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke ved, om hans forældre har kendskab til, at han er blevet kristen, men at han formoder, at to iranere fra hans flygtningecenter, der er rejst tilbage til Iran, har fortalt det til hans forældre. Det fremgår videre, at ansøgeren fra [foråret] 2016 (en uge efter oplysnings- og motivsamtalen) til [sommeren] 2016 kom til 5-6 gudstjenester og 3-4 alphakurser i [en navngiven kirke], og til asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklarede, at han efter en flytning til [det andet asylcenter] ikke fortsatte med at komme i kirken. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at grunden til, at han efter flytningen stoppede med at komme i kirken, var, at han på det nye center kom til et muslimsk miljø, hvorfor han ikke ønskede at tilkendegive sin kristne tro, ligesom han fik en depression. På trods af dette blev ansøgeren tre dage efter asylsamtalen, [i efteråret] 2016, døbt i [den navngivne kirke], og ansøgeren har under nævnsmødet forklaret herom, at han efter asylsamtalen, samme dag, fik at vide, at han skulle døbes den følgende søndag. Ansøgeren har først i advokatindlægget, dateret [dagen før nævnsmødet] 2016, oplyst, at han er blevet døbt. Ansøgeren har endvidere svaret afglidende og i generelle vendinger på spørgsmål om, hvad der for ham personligt har været motiverende for hans konvertering til kristendommen. Efter en samlet vurdering, sammenholdt med ansøgerens generelle utroværdighed, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens konvertering ikke er reel men er konstrueret til lejligheden. Det har formodningen imod sig, at avisartiklen i [det lokale dagblad] er almindeligt kendt i Iran, og det forhold, at ansøgeren samme dag, som asylsamtalen fandt sted, lagde avisartiklen op på sin dengang lukkede Facebookside, kan ikke føre til et andet resultat. De generelle forhold for Yari-troende i Iran er ikke af en sådan karakter, at dette i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/148/ADP
