Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har været medlem af partiet KDP i Iran og har udført politiske aktiviteter for partiet. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDP. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [foråret] 2014 mødte en mand ved navn [J], som er medlem af KDP. Efter 20-30 dage talte ansøgeren med [J] om KDP, og [J] fortalte om sine aktiviteter for partiet. I [vinteren] 2014 påbegyndte ansøgeren politiske aktiviteter for partiet, hvilket han herefter gjorde to gange om måneden. Ansøgeren hængte partiplakater på vægge i Sarpol-e Zahab samt forsøgte at rekruttere nye medlemmer til partiet. Ansøgeren udførte aktiviteterne sammen med to andre mænd, herunder med [J], i hvis lejlighed det politiske materiale blev opbevaret. I [foråret] 2015 blev lejligheden afsløret af de iranske myndigheder, og ansøgeren, [J] og [S] flygtede fra stedet. Ansøgerens families bopæl blev den samme dag ligeledes opsøgt af de iranske myndigheder og ransaget, og myndighederne fandt cd’er og plakater om KDP. [I sommeren] 2015 udrejste ansøgeren derfor af hjemlandet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine politiske aktiviteter til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren på væsentlige punkter har afgivet divergerende forklaringer. Ansøgeren har således ifølge referatet af asylsamtalen [i efteråret] 2016 flere gange forklaret, at det var i [S]s lejlighed, det politiske propagandamateriale blev opbevaret i, mens han under forklaringen i Flygtningenævnet har fastholdt, at materialet blev opbevaret i [J]s lejlighed. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han og en ven var til stede i lejligheden, da nogen henvendte sig ved døren. Vennen spurgte, hvem det var, men der blev ikke svaret, hvorfor de blev mistænksomme og begge flygtede op på taget, hvor de kunne se, at myndighederne brød ind. Under asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at både han, [S] og [J] var til stede i lejligheden, da politiet bankede på. [S] så ud af vinduet, at det var politiet, men ansøgeren så dem ikke selv. Under samtalen i Flygtningenævnet har han forklaret, at de alle tre var i lejligheden, og at de blev bange, da nogen uventet bankede på døren, hvorefter de alle tre flygtede op på taget. Han vendte sig under flugten og så, at politiet var trængt ind gennem lejligheden og op på taget. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring i betragtning af disse divergenser ikke forekommet troværdig. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han var forfulgt, da han udrejste af Iran. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den korte tid, ansøgeren har interesseret sig for kristendommen, at han intet nævnte herom under asylsamtalen [i efteråret] 2016, selvom han efter sin forklaring i Flygtningenævnet begyndte at gå i kirke [i efteråret] 2016, at han ikke er døbt, og at han ikke gjorde et overbevisende indtryk under sin forklaring i Flygtningenævnet. Flygtningenævnet har endvidere ved vurderingen af, om konversionen er reel, lagt vægt på ansøgerens generelle troværdighed. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/144/JOL
