Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere og sunni-muslimer af trosretning fra [landsby], Kermanshah, Iran. Den mandlige ansøger har været aktiv sympatisør for KDPI siden han var syv år gammel, hvor han delte politisk materiale ud i Al-Tash lejren frem til 1993, hvor han rejste tilbage til Iran. Fra 1993 og frem til sin udrejse i 2015 har han løbende delt politisk materiale ud for KDPI, dog ikke på fast basis. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har været politisk aktiv for KDPI og hjulpet sin bror, [A], med at udrejse illegalt af Iran. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet henvist til, at han kommer fra en familie, hvori der er stor tilknytning til KDPI. Herunder var ansøgerens bror, [A], peshmerga og sad fængslet i seks måneder, hvor han blev tortureret af de iranske myndigheder. Ansøgeren hjalp efterfølgende broren med at udrejse illegalt af Iran. Omkring en-to måneder efter [A]s flugt, blev ansøgeren opsøgt af seks personer fra den iranske efterretningstjeneste. De ønskede, at ansøgeren skulle tage til Irak, hvor han skulle indsamle information om KDPI’s aktiviteter. Ansøgeren blev udvalgt, da han kommer fra en højt profileret familie, som har stor forbindelse i KDPI. Ansøgeren indvilgede i myndighedernes krav, men planlagde at flygte. Han opholdt sig følgelig i bjergene i en-to måneder og kom kun sjældent hjem om natten. Ansøgerens egen og hans forældres bopæl er, mens ansøgeren skjulte sig, blevet opsøgt af myndighederne ved adskillige lejligheder. Den kvindelige ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøger har forklaret, at han på et tidspunkt i efteråret 2015 blev pålagt at samarbejde med de iranske myndigheder ved at spionere mod KDPI i Irak. Han blev mundtligt indkaldt til et senere møde men skjulte sig i bjergene i cirka to måneder, indtil familien udrejste gennem [lufthavn i Iran] på egne pas. Begge ansøgerne er enige om, at den kvindelige ansøger ikke overhørte samtalen mellem den mandlige ansøger og efterretningstjenesten. Den mandlige ansøger har forklaret, at når efterretningstjenesten henvendte sig til netop ham, var det fordi, at han havde en bror, der var peshmerga. Det var ikke på grund af hans egne politiske aktiviteter eller det forhold, at han havde kørt sin bror til grænsen. Ved vurderingen af dette enkle og udokumenterbare asylmotiv er det nødvendigt at vurdere ansøgernes generelle troværdighed. Flygtningenævnet lægger vægt på, at begge parter har forklaret, at anholdelsen af den mandlige ansøgers bror, [A], har fundet sted omkring årsskiftet 2014/2015. De har ligeledes forklaret, at [A] udrejste til Irak, da han var 18 år, hvilket svarer til 2010-2011, og at han vendte tilbage og blev anholdt cirka to år senere. [A] har forklaret, at han rejste tilbage og blev anholdt cirka otte måneder efter, at han som 18-årig rejste til Irak. Ansøgerne har ikke kunnet redegøre for den tidsmæssige forskel på forklaringerne om anholdelsen. Kamran har forklaret, at han ikke modtog hjælp ved flugten fra Iran efter fængselsopholdet. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende både hver især og indbyrdes. Den mandlige ansøger har til oplysnings-og motivsamtalen forklaret, at deres hus blev ransaget mindst 20 gange. Han har i samtalen den 14. december 2016 forklaret at huset blev ransaget to-tre gange. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at huset blev ransaget to gange, mens hun til samtalen den 14. december 2016 har forklaret, at huset blev ransaget fem-seks gange. Begge har forklaret under mødet for nævnet, at huset blev ransaget fem-seks gange. Den mandlige ansøger har forklaret både under samtalerne i styrelsen og for nævnet, at han ikke var til stede, da [A] blev anholdt. Den kvindelige ansøger har til styrelsen forklaret, at den mandlige ansøger var til stede ved anholdelsen og gik over til sine forældre. Hun har under mødet for nævnet sagt, at han ikke var til stede. Den mandlige ansøger har forklaret, at han var til stede, da efterretningstjenesten kom til stede og talte med ham. Han har forklaret, at efterretningstjenesten kun kom denne ene gang for at tale med ham. Den kvindelige ansøger har forklaret, at boligen blev opsøgt af efterretningstjenesten to gange, hvor ægtefællen ikke var til stede. Hun har endvidere forklaret, at ægtefællen og hans forældre blev anholdt i forbindelse med anholdelsen af [A], endvidere har hun forklaret, at ægtefællen blev tilsagt til at møde hos efterretningstjenesten per brev. Endelig har nævnet lagt vægt på, at familien er udrejst gennem [lufthavn i Iran] på eget pas. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at parret på afgørende punkter har forklaret væsentligt forskelligt, hvorfor forklaringerne tilsidesættes som utroværdige. Ansøgerne har ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller være i reel og individuel risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/134/MJM
