Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], Urmia, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og udsat for overgreb af de iranske myndigheder med henblik på, at få ansøgeren til at angive sin far eller få sin far til at melde sig selv til myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far var udsat for chikane og forfølgelse fra de iranske myndigheder som følge af, at farens bror, [A], var martyr for KDPI. Ansøgerens far blev ofte anholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren udrejste i 2004 til Irak med sin familie som følge af de iranske myndigheders chikane. Ansøgeren har til støtte for hans asylmotiv endvidere oplyst, at hans familie forlod Irak, da den iranske efterretningstjeneste blev meget aktiv i deres område. Ansøgeren har endeligt oplyst, at hans far valgte at udrejse af Irak, fordi alle KDPI-medlemmer skulle melde sig som peshmerga. Selvom ansøgerens far på flere punkter har forklaret upræcist om sit medlemskab af KDPI under opholdet i KRI, kan Flygtningenævnet efter det foreliggende lægge til grund, at faren har været aktivt menigt medlem af KDPI og virkede i partiets lokale afdeling i Soran. Det kan herunder lægges til grund, at ansøgerens far har deltaget i partimøder både lokalt og centralt i partiets hovedkvarter i KRI, og at han har deltaget i et par demonstrationer, ligesom ansøgerens mor har deltaget i en enkelt demonstration. Et par af demonstrationerne med deltagelse af ansøgerene har været vist på lokale TV-stationer. Endelig lægges det til grund, at ansøgerens far har gjort tjeneste for partiet i bjergene to gange i perioder af 15 dage i 2015. Vedrørende ansøgerens og hans families ophold i KRI lægges det til grund, at familien har haft egen bolig, og at ansøgers far drev virksomhed som flisemester, ligesom familien har haft adgang til andre områder i KRI. Dernæst har familien været anerkendt som flygtninge af UNHCR, og der er ikke oplysninger om, at familien har været udsat for overgreb under opholdet i KRI. Endelig kan det heller ikke antages, at familien har været i risiko for refoulement til Iran fra KRI. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, herunder farens aktiviteter, kan det efter det foreliggende ikke afvises, at farens aktiviteter vedrørende KDPI er kommet til de iranske myndigheders kendskab. På denne baggrund må det antages, at ansøgerens far ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Når der henses til det ovenfor anførte, lægges det til grund, at ansøgeren og hans familie ikke var forfulgt ved udrejsen af KRI, hvor de må antages at have opnået fornøden beskyttelse, således KRI isoleret set må antages at kunne udgøre ansøgernes første asylland. Imidlertid har Rigspolitiet i flere tidligere lignende sager om etniske iranske kurdere, som er udrejst fra KRI, meddelt at det ikke har været muligt at gennemføre udsendelser til KRI – hverken frivilligt eller tvangsmæssigt, og at dette fortsat er gældende. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren, som har boet og indrejst sammen med sine forældre, opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 i konsekvens af ansøgerens fars forhold.” Iran/2017/118/JEA
