Nævnet meddelte i marts 2017 opholdstilladelse (K-status) til et ægtepar fra Iran. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], Urmia, Iran. Den kvindelige ansøger er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra [by], Urmia, Iran. Den mandlige ansøger har været medlem af KDPI siden 2004. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter den iranske efterretningstjeneste, Ettela’at, der mistænker ham for at have forbindelser til KDPI. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han to gange i 2004 blev opsøgt af den iranske efterretningstjeneste, Ettela’at. Den første gang ansøgeren blev tilbageholdt, blev han anklaget for at have arrangeret en demonstration i landsbyen [by] til fordel for nogle personer, der fik konfiskeret deres får ved grænsen mellem Iran og Irak. Ansøgeren blev løsladt efter at have skrevet under på, at han ville være ansvarlig, såfremt der blev afholdt nye demonstrationer i [by]. Ved anden tilbageholdelse var ansøgeren sammen med 40 andre mistænkt for at have mødtes med to højtstående medlemmer af KDPI, [A] og [B]. Ansøgeren blev løsladt efter at have skrevet under på, at han havde mødt de to KDPI-medlemmer, men tilføjede på samme dokument, at han var blevet tvunget til at skrive under. Ansøgeren flygtede fra Iran til Irak, da en hyrde fra landsbyen, [C], fortalte ansøgeren, at regimet ville fængsle ansøgeren. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv endvidere oplyst, at han i Irak i 2004 blev medlem af KDPI. Den mandlige ansøger havde en prøveperiode på tre måneder, inden han blev almindeligt medlem. Efter halvanden måned blev ansøgeren komitémedlem i Soran, hvilket han virkede som fra 2004 til slutningen af 2005 og fra 2009 til 2012. I forbindelse med sine aktiviteter for KDPI, har ansøgeren i sit hjem afholdt møder med op til 100 deltagere. I slutningen af 2014 besluttede KDPI, at alle partimedlemmer skulle deltage i væbnet kamp i bjergene. Ansøgeren arbejdede i en lagerafdeling i bjergene to gange af 15 dage. Ud af de 15 dage sov ansøgeren begge gange 13 dage på sin bopæl. Ansøgeren deltog ikke i kamp og ønskede ikke at deltage. Idet ansøgeren ikke deltog i kamp, risikerede han at blive smidt ud af partiet, hvorfor han udrejste af Irak. Den mandelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv endeligt oplyst, at hans bror og farbror blev slået ihjel af de iranske myndigheder som følge af deres aktiviteter for KDPI. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og udsat for overgreb af de iranske myndigheder med henblik på, at få hende til at angive sin ægtefælle eller få sin ægtefælle til at melde sig til myndighederne. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes ægtefælle har haft tilknytning til KDPI i lang tid, og at hans bror er blevet slået ihjel af myndighederne i Iran på grund af sit tilhørsforhold til KDPI. Ansøgerens ægtefælle er to gange blevet tilbageholdt af de iranske myndigheder. Den første tilbageholdelse relaterede sig til hendes ægtefælles tilknytning til KDPI, mens den anden tilbageholdelse skete, idet hendes ægtefælle hjalp en mand, som smuglede dyr mellem Iran og Irak. Hun udrejste af Iran, fordi hendes ægtefælle, der var udrejst forinden, ringede til hendes far og fortalte, at han ikke ville vende tilbage til Iran, og at ansøgeren og børnene også skulle rejse til Irak. Ansøgerens ægtefælle har været medlem af KDPI i Irak, og han var medlem af en komité i en kort periode for tre år siden. Han har afholdt møder på deres bopæl med omkring 7 til 15 deltagere. I 2015 blev hendes ægtefælle våbenbærende peshmerga og var i to eller tre omgange væk fra hjemmet i 10 dage af gangen. Ansøgeren og hendes familie udrejste af Irak, fordi de frygtede, at den iranske regering ville opsøge dem. De to tilbageholdelser af den mandlige ansøger i 2003 kan ikke i sig selv begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Tilbageholdelserne var af kort varighed og fremstår enkeltstående, og ifølge den mandlige ansøgers egen forklaring havde myndighederne ikke nogen beviser imod ham. Dernæst havde den mandlige ansøger ikke haft nogen politiske aktiviteter i Iran og havde ikke tidligere være udsat for straffeprocessuelle indgreb. Endvidere udrejste ansøgeren ikke straks efter advarslen fra [C], selvom han har oplyst, at hans liv var i fare. Det skal særligt bemærkes, at drabet på broren og farbroren skete tilbage i 1980’erne. Selvom den mandlige ansøger på flere punkter har forklaret upræcist om sit medlemskab af KDPI under opholdet i KRI, kan Flygtningenævnet efter det foreliggende lægge til grund, at han har været aktivt menigt medlem af KDPI og virkede i partiets lokale afdeling i Soran. Det kan herunder lægges til grund, at den mandlige ansøger har deltaget i partimøder både lokalt og centralt i partiets hovedkvarter i Irak, og at han har deltaget i et par demonstrationer, ligesom den kvindelige ansøgeren har deltaget i en enkelt demonstration. Et par af demonstrationerne med deltagelse af ansøgerene har været vist på lokale TV-stationer. Endelig lægges det til grund, at den mandlige ansøger har gjort tjeneste for partiet i bjergene to gange i perioder af 15 dage i 2015. Vedrørende ansøgerenes ophold i KRI lægges det til grund, at de har haft egen bolig, og at den mandlige ansøger drev virksomhed som flisemester, ligesom familien har haft adgang til andre områder i KRI. Dernæst har ansøgerene være anerkendt som flygtninge af UNHCR, og der er ikke oplysninger om, at ansøgerene har været udsat for overgreb under opholdet i KRI. Endelig kan det heller ikke antages, at ansøgerne har været i risiko for refoulement til Iran fra KRI. Efter en samlet vurdering af ansøgerenes forhold, herunder den mandlige ansøgeres aktiviteter, kan det efter det foreliggende ikke afvises, at den mandliges aktiviteter vedrørende KDPI er kommet til de iranske myndigheders kendskab. På denne baggrund må det antages, at den mandlige ansøger ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Den kvindelige ansøger, der ikke har noget selvstændigt asylmotiv, er ligeledes omfattet af bestemmelsen i konsekvens af den mandlige ansøgers forhold. Når der henses til det ovenfor anførte, lægges det til grund, at ansøgerene ikke var forfulgt ved udrejsen af KRI, hvor de må antages at have opnået fornøden beskyttelse, således KRI isoleret set må antages at kunne udgøre ansøgernes første asylland. Imidlertid har Rigspolitiet i flere tidligere lignende sager om etniske iranske kurdere, som er udrejst fra KRI, meddelt at det ikke har været muligt at gennemføre udsendelser til KRI – hverken frivilligt eller tvangsmæssigt, og at dette fortsat er gældende. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerene opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1” Iran/2017/117/JEA
