Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt 4 børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etnisk kurdere og Al Haqq Yarestani af trosretning. Den mandelige ansøger er fra Eslamabad Gharb, Kermanshah, Iran, og den kvindelige ansøger er fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at blive straffet af de iranske myndigheder som følge af sin ulovlige udrejse, at han blev chikaneret af myndighederne på grund af sin religion, og anklaget for at lave religiøs propaganda. Den mandelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans ægtefælle blev mistænkt af efterretningstjenesten for at have til hensigt at tilslutte sig KDPI i Irak og derfra planlægge en hævnaktion mod det iranske styre for henrettelsen af hendes tidligere ægtefælle, og at den mandlige ansøger blev mistænkt for at ville hjælpe hende med planlægningen heraf. Et år efter at have etableret samlivet med den kvindelige ansøger, blev den mandlige ansøger anholdt af de iranske myndigheder og tilbageholdt i 15 dage. Under tilbageholdelsen blev han udsat for voldelige overgreb samt daglige afhøringer vedrørende den kvindelige ansøgers uvilje over for det iranske regime. Den mandelige ansøger blev pålagt ugentlig meldepligt hos efterretningstjenesten. I 2013 blev den mandelige ansøger beskyldt for at lave propaganda for Yarsan-religionen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter chikane fra sin afdøde ægtefælles sønner, idet de mener, at hun var skyld i, at hendes afdøde ægtefælle blev henrettet. Endvidere frygter den kvindelige ansøger at blive tilbageholdt og henrettet på grund af sin nuværende ægtefælles tidligere tilbageholdelse af de iranske myndigheder. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hendes tidligere ægtefælle blev tilbageholdt og henrettet af de iranske myndigheder. Inden henrettelsen flyttede den kvindelige ansøger ind hos en af sin tidligere ægtefælles sønner. Efter otte måneder opstod der problemer med den tidligere ægtefælles sønner, idet de beskyldte den kvindelige ansøger for at være skyld i hendes tidligere ægtefælles henrettelse. Fem måneder efter blev hun sat på gaden og frataget sin søn. Den kvindelige ansøger flyttede efterfølgende ind hos sin nuværende ægtefælles familie. De blev forelsket, og forsøgte at krydse grænsen til Irak tre gange uden held. Den kvindelige ansøger blev herefter gravid. Ansøgerne blev boende i landsbyen i omkring 16 år. Løbende blev den kvindelige ansøger chikaneret af sin afdøde ægtefælles sønner. Den mandelige ansøger blev anholdt og tilbageholdt i 15 dage. Han fik herefter ugentlig meldepligt hos efterretningstjenesten og forbud mod at udrejse af Iran. Ansøgerne udrejste derfor fra Iran [efteråret] 2015. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger gennem 16 – 17 år havde meldepligt i forbindelse med et udrejseforbud. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den kvindelige ansøger – hvis forhold angiveligt var årsagen til udrejseforbuddet og meldepligten - ikke på noget tidspunkt har været opsøgt, tilbageholdt eller udsat for ubehageligheder af de iranske myndigheder. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige ansøger til asylsamtalen har forklaret, at hun ikke vidste, hvorfor den mandlige ansøger blev tilbageholdt, men at myndighederne sagde, at de mistænkte ham for nogle aktiviteter de nætter, hvor han ikke var hjemme, mens hun senere under samtalen forklarede, at hun frygtede de iranske myndigheder på grund af ægtefællens konflikter, der var opstået på grund af hende. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den kvindelige ansøger igennem flere år har haft en konflikt med sin afdøde ægtefælles særbørn, som har chikaneret hende – særligt [A], der boede i samme landsby som ansøgerne. Nævnet finder imidlertid, at der er tale om en privatretlig konflikt, der ikke har en sådan karakter eller intensitet, at den kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at den mandlige ansøger af myndighederne er blevet foreholdt eller oplyst om, at han lavede propaganda for religionen Yarestani. Nævnet lægger i den forbindelse til grund, at den mandlige ansøger selv har forklaret, at det udelukkende var for at chikanere ham, at myndighederne sagde det, og at han ikke har været aktiv eller profileret inden for religionen. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren til sin asylsamtale forklarede, at han flygtede, fordi han fik en gylden mulighed for at flygte og ikke på grund af en konkret episode med myndighederne eller privat personer. Den omstændighed at den mandelige ansøger tilhører Yarestani religionen kan ikke i sig selv føre til, at han har ret til beskyttelse i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2017/101/HHU
