Nævnet stadfæstede i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan af trosretning fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han har smuglet alkohol og er udrejst illegalt af Iran. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han er yarsan af trosretning. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2015 blev involveret i smugling af alkohol over grænsen mellem Irak og Iran. Gennem en periode på omkring seks måneder smuglede ansøgeren en gang ugentligt omkring fire kasser alkohol over grænsen sammen med sin fætter [A]. Ansøgeren og [A] hentede altid alkohol det samme sted i Irak og smuglede den i rygsække, idet de passerede grænsen til fods. Herefter kørte en ven dem tilbage til landsbyen, hvor de gemte alkoholen udendørs i nærheden af deres bopæle. Ansøgeren og [A] solgte alkoholen til folk fra de lokale landsbyer. [I efteråret] 2015 krydsede ansøgeren og [A] grænsen fra Irak til Iran med smuglervarer på ryggen, da de pludselig blev anråbt og beskudt. Ansøgerens fætter blev ramt af skud, og ansøgeren flygtede tilbage til Irak, hvor han gemte sig. Den efterfølgende nat krydsede ansøgeren grænsen til Iran og tændte sin mobiltelefon. 10 til 20 minutter senere ringede ansøgerens bror [B] og fortalte, at familiens bopæl i Iran var blevet opsøgt af den iranske efterretningstjeneste. Efterretningstjenesten havde spurgt efter ansøgeren og oplyst, at [A] var blevet indlagt på hospitalet og de vidste, at ansøgeren havde været sammen med [A], da han blev skudt. Ansøgeren kontaktede herefter en ven ved navn [C], som kom og hentede ansøgeren ved grænsen og kørte ham hjem til sin bopæl. Gennem en periode på 24 dage gemte ansøgeren sig skiftevis hos [C], hos slægtninge og oppe i bjergene. I denne periode opsøgte efterretningstjenesten ansøgerens families bopæl to til fire gange om ugen, hvorfor ansøgeren besluttede at udrejse af Iran. Ansøgerens families bopæl er siden [efteråret] 2015 blevet opsøgt flere gange om ugen af henholdsvis efterretningstjenesten og politiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter har været divergerende, usandsynlig og afglidende, hvorfor nævnet ikke finder det sandsynliggjort, at myndighederne har opdaget, at ansøgeren har smuglet spiritus, og derfor er eftersøgt. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren i sit asylskema alene har henvist til de generelle forhold i Iran uden at anføre noget om, at udrejsen skyldtes, at myndighederne havde opdaget, at han sammen med sin fætter havde smuglet alkohol fra Irak til Iran. Ansøgerens forklaring om, at han af andre asylansøgere i Sandholm fik besked om, at han ikke behøvede at skrive andet i skemaet end id-oplysninger, forekommer ikke troværdig, idet han har udfyldt et skema affattet på farsi, som han har angivet, at han taler og forstår. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren er en veluddannet ung mand, der har 12 års skolegang bag sig. Ansøgeren har i asylsamtalen forklaret, at hans familie kunne leve af indtægterne fra deres landbrug, men at han valgte at smugle alkohol, fordi indtægterne ikke var tilstrækkelige til at dække hans egne behov, idet han ønskede at etablere sig som selvstændig. I samtalen med advokaten har han derimod anført, at jorden ikke gav indtægter nok til, at han og familien kunne klare sig, og at han derfor ikke havde andre muligheder end at sige ja til at hjælpe [A] med at smugle. Det bemærkes i den forbindelse, at forklaringen om det økonomiske incitament passer dårligt med, at ansøgerens familie skulle have finansieret ansøgerens udrejse med deres opsparede midler. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om myndighederne allerede ved den første henvendelse til hans familie fortalte dem, at ansøgeren havde smuglet spiritus, eller de ikke nævnte noget om dette. Ansøgeren har også forklaret divergerende med hensyn til, om hans bror allerede ved den første telefonsamtale, efter at ansøgeren var kommet tilbage fra Irak, fortalte, at [A] var blevet ramt af skud og indlagt på hospitalet, eller om det først var senere, at han fik denne oplysning. Divergenserne vedrører centrale dele af asylmotivet, og det er ikke sandsynliggjort, at de beror på misforståelser eller tolkefejl. Det forekommer usandsynligt, at [A] under afhøringer, hvor der blev anvendt tortur, skulle have angivet ansøgeren, der er hans fætter, hvorimod der han tilsyneladende ikke har angivet [D], navnlig i lyset af, at ansøgeren og [A] boede ca. 50 km fra grænsen, og det derfor må have stået rimelig klart, at de havde brug for hjælp til at blive transporteret tilbage til landsbyen. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgeren og [A] hver gang skulle have valgt at krydse grænsen det samme sted, der var beliggende mellem 100-200 meter fra en bemandet grænsestation, ligesom det er usandsynligt, at ansøgeren skulle have valgt den samme rute tilbage til Iran igen, efter at han og [A] var blevet opdaget. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens forklaring omgrænsepassagen har været afglidende og upræcis med hensyn til blandt andet, hvordan de fandt vej i mørket, og om der var stier og veje. Det bemærkes videre, at det, henset til forbrydelsens karakter, ikke forekommer sandsynligt, at både efterretningsvæsnet og politiet flere gange ugentligt skulle have opsøgt ansøgerens familie, og at disse opsøgninger fortsat skulle være pågået frem til få måneder før, ansøgerens sag er behandlet i Flygtningenævnet. Endelig er det mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke efter sin udrejse har gjort yderligere bestræbelser for at finde ud af, hvad der er sket med [A], herunder om han er blevet dømt. Det bemærkes, at denne oplysning må antages at være af stor betydning, henset til at ansøgeren i givet fald måtte kunne påregne at få samme straf. Hverken den omstændighed, at ansøgeren er yarsan eller, at han er udrejst illegalt kan i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder herefter sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/1/JEA
