Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser og [religiøs overbevisning] fra Karaj, Albourz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af [A], [B] og [C], idet ansøgeren har meldt de pågældende til myndighederne. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter repressalier fra hans svogers side, idet hans svoger har truet med at slå ham ihjel. Ansøgeren frygter ligeledes en gruppe ukendte personer fra efterretningstjenesten, fordi de kender til ansøgerenens religion, hvorfor ansøgeren frygter repressalier deres side. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans forældre [i starten af] 2012 flyttede ind i en bolig, som ansøgerens fars arbejdsgiver ejede. [I starten af] 2012 var ansøgeren og hans ægtefælle på besøg hos hans forældre, som havde gæster. Da de skulle følge gæsterne ud, opdagede de en bil, der holdt på vejen. Da ansøgeren gik hen mod bilen, kørte den væk. Ansøgeren noterede bilens nummerplade. Ansøgeren og hans ægtefælle overnattede hos hans forældre. Dagen efter blev ansøgeren vækket af hans mor, der fortalte, at der stod en mand på trappen udenfor. Ansøgeren gik ud til manden, og spurgte, hvad han ville. Manden oplyste, at han var kommet for at hente en person ved navn [D]. Ansøgeren tog fat i mandens hånd, hvorefter manden trak ansøgeren udenfor, hvor der holdt en Peugeot 206, som manden kørte væk i. Da ansøgeren kom tilbage til huset, fortalte hans mor, at hun kunne høre noget nede i kælderen. Ansøgeren gik ned i kælderen, og opdagede fem personer i et af rummene. Personerne havde mørkegrønne uniformer på og politistave i hænderne. Ansøgeren bandede af dem, hvorefter han løb ud på vejen og råbte efter hjælp. Da ansøgeren kom ud på vejen, havde personerne i uniformerne omringet vejen. De prøvede at slå ansøgeren, men han forsvarede sig med en kæp. En af personerne sprøjtede tåregas på ansøgeren, og han flygtede ind i en nabos have. Ansøgerens mor fulgte efter ansøgeren. Ansøgerens mor fik tillige tåregas i øjnene. De ukendte personer flygtede herefter, og politiet kom til stedet. Politiet lavede en rapport om episoden. Efterfølgende ringede [A] til ansøgerens mor, og truede ansøgeren og hans familie. Ansøgeren klagede derfor over [A] til syvende retskontor. Ansøgerens far undersøgte efterfølgende episoden ved forældrenes bopæl, og fandt ud af, at bilen, der havde holdt på deres vej, var ejet af [B], og at det var [B’s] søn, [D], der havde kørt bilen. Ansøgerens far aftalte et møde med dem [i foråret] 2012. På mødet deltog [D] og [A], som fortalte ansøgerens far, at det var en misforståelse, som skulle løses. Efter ansøgerens fars møde med [D] og [A] henvendte ansøgeren og hans far sig flere gange til anklagemyndigheden for at finde ud af, hvad der skete i sagen. Ansøgeren og hans far fandt ud af, at [C] arbejdede for politiet, og derfor var anklagemyndigheden ikke samarbejdsvillige. På en ukendt dato fandt ansøgeren og hans far ud af, at [C] havde gjort krav på den bolig, som ansøgerens forældre boede i. Ansøgeren og hans far fandt ud af, at [C] tidligere havde arbejdet på boligkontoret, som sørgede for overdragelse af ejendomme ved salg. Lederen af boligkontoret oplyste, at de havde en sag mod [C], og at der snart var retsmøde. Retsmødet fandt sted [i midten af] 2012. Ansøgeren aftalte med lederen, at han på dagen for retsmødet skulle møde op med en arrestordre på [C]. [C] mødte op på retsmødet, og blev arresteret samme dag, men betalte kaution, og kom ud nogle dage efter. På et ukendt tidspunkt nogle måneder efter [C] var kommet ud af fængslet, forsøgte ansøgeren at opsøge [B] på hans arbejde, for at tale med ham om hændelsen på ansøgerens forældres bopæl. Til kontorets efterretningstjeneste forklarede ansøgeren om hændelsen på hans forældres bopæl, og sagde, at han ville tale med [B]. [B] var i Saudi Arabien, men en ven til [B] ville tale med ham om hændelsen. Dagen efter blev ansøgeren ringet op af en fra pilgrimskontoret og fik af vide, at [B] ikke kendte noget til hændelsen. Ansøgeren fortalte i den forbindelse, at han ikke ville lukke øjnene for det, der var sket. Samme aften ringede [D] og truede ansøgeren. I 2013 blev [C] fyret fra sit arbejde. I forbindelse med [C’s] fyring truede han og [D] ansøgeren og ansøgerens far. [I foråret] 2015 truede [D] og [C] ansøgeren på hans arbejdsplads. De fortalte efterretningskontoret på ansøgerens arbejde, at ansøgeren var […]. Umiddelbart efter efterretningskontoret fandt ud af, at ansøgeren var […], blev han fyret fra sit arbejde. [I foråret] 2015, da ansøgeren og hans familie kom hjem fra en fødselsdagsfest, opdagede de, at ruden i opgangsdøren var smadret, og nogen havde forsøgt at bryde ind i deres lejlighed. En af ansøgerens naboer fortalte, at der havde været fire uniformerede mænd, som prøvede at bryde ind i ansøgerens lejlighed. Mændene havde ligeledes fortalt naboen, at ansøgeren var […]. Efter indbrudsforsøget i ansøgerens lejlighed, opholdt ansøgeren sig hos noget familie i ni til ti dage og i det nordlige Iran i 10 til 12 dage, hvorefter ansøgeren udrejste [i sommeren] 2015. På et ukendt tidspunkt efter ansøgerens udrejse blev ansøgerens far opsøgt af [C] og [D] i ansøgerens fars butik. De spurgte, hvor ansøgeren var henne, og ansøgerens far sagde, at han ikke vidste, hvor ansøgeren var. To til tre dage efter blev ansøgerens fars butik plomberet af [E]. Farens butik var plomberet i 25 dage. Flygtningenævnet kan i det væsentlige og trods en række mindre betydende divergenser og udbygninger lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den af ham påberåbte konflikt har bragt ham i et asylbegrundende modsætningsforhold til hverken private eller myndigheder. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgerens familie med ansøgerens far som nøgleperson har haft en privatretlig konflikt med en gruppe mennesker. Flygtningenævnet lægger imidlertid til grund, at denne konflikt er afsluttet, samt at myndighederne i forbindelse med konflikten tog imod anmeldelser fra ansøgerens familie, efterforskede sagen, udstedte en arrestordre og strafforfulgte modparten i sagen, ligesom ansøgeren efter konflikten fortsatte sit dagligdagsliv m.v. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at en 25 dages lukning af ansøgerens fars butik havde med konflikten at gøre, og at ansøgernes far ikke efterfølgende er blevet chikaneret af modparten i konflikten, og at han i dag fortsat driver forretning uden problemer. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren ved en enkelt lejlighed blev opsøgt af modparten i konflikten på sin bopæl, hvor han ikke selv var til stede, og uanset om det lægges til grund, at ansøgeren blev fyret fra sit job, fordi modparten fortalte hans arbejdsgiver, at ansøgeren var […], finder Flygtningenævnet, at konflikten ikke har et sådan omfang og en sådan intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder, at den omstændighed, at ansøgeren er […], ikke i sig selv kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at den […] religion tolereres i Iran, og at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at den chikane, som han i anledning af sin […] tro har været udsat for eller fremadrettet risikerer at blive udsat for, i sig selv er asylbegrundende. Den omstændighed, at ansøgeren i danske medier har udtalt sig om Iran, og om at han er uden religion, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren flere gange i 2014 er ud- og indrejst legalt af Iran, ligesom han i 2015 udrejste legalt af Iran, hvorfor det må lægges til grund, at ansøgeren ikke på nogen måde er profileret i Iran. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af sin religion har et asylbegrundende forhold til sin svoger. Der er herved lagt vægt på, at ansøgerens svigerforældre accepterede ægteskabet, og at svogeren accepterer, at ansøgerens ægtefælle og barn besøger ansøgerens forældre. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2017/1/SHH
