Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Romadi, Al Tash-lejren, Irak. Ansøgeren er statsborger i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter overgreb fra de iranske myndigheder, fordi de har fundet ud af, at han skjulte/lod tre peshmergaer overnatte, hvilket de iranske myndigheder efterfølgende opdagede. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han allerede i år 2011/2012 fik problemer med de iranske myndigheder, som chikanerede ham på grund af hans vestlige påklædning og frisure, og fordi ansøgeren er etnisk kurder og født i Irak. Ansøgeren blev arresteret af myndighederne i Teheran to til tre gange. Arrestationerne var kortvarige og varede mellem et par timer til et par dage. Nogle gange blev ansøgeren også slået med stokke under tilbageholdelserne. Andre gange blev ansøgeren taget med til politistationer, hvor han blev kortvarigt afhørt om sin kurdiske etnicitet, og spurgt om han var tilknyttet en udenlandsk organisation eller gruppe og arbejdede som agent, hvilket ansøgeren benægtede. Grundet disse konflikter udrejste ansøgeren af Iran og søgte asyl i [et andet skandinavisk land]. Ansøgeren fik afslag på asyl i [et andet skandinavisk land] [i foråret] 2012. Ansøgeren repatrierede fra [et andet skandinavisk land] til Iran [i foråret] 2014. Ved ankomsten til Imam Khomeini-lufthavnen i Iran blev ansøgeren afhørt af myndighederne i tre timer om sin illegale udrejse og om, hvorvidt han havde tilknytning til kurdiske partier. Ansøgeren blev efter afhøringen løsladt. Ansøgerens iranske ID-kort blev i den forbindelse annulleret. Ansøgeren blev bedt om at møde op til en yderligere afhøring, men han mødte ikke op til afhøringen grundet angst og frygt. Efter afhøringen rejste ansøgeren tilbage til sin familie i [en iransk by], hvor han boede i sin brors hus. Tre til fire måneder efter ansøgeren var tilbagevendt til Iran, opstod der nye konflikter med myndighederne. Ansøgerens bror, […], var taget ud til [en grænseby] for at dyrke afgrøder, og ansøgeren blev ringet op af broren og bedt om at komme til [grænsebyen]. Ansøgerens bror skulle hjem og holde en uges fri sammen med sin familie i [en iransk by], hvorfor ansøgeren skulle hjælpe til med at passe afgrøderne. Ansøgeren var ude ved afgrøderne i otte dage. Ansøgeren fik på syvendedagen besøg af sin ven, […]. [Vennen] kom omkring klokken 18-19 om aftenen. To til tre timer senere bankede det pludselig på døren. Ude foran døren stod to mænd og en kvinde, og ansøgeren lukkede dem ind i huset. Personerne var bevæbnede, og på et tidspunkt sagde en af mændene, at de kom fra Komolah-partiet og var aktive peshmergaer. Ansøgeren indvilligede i at lade dem overnatte i huset. Ansøgers ven […] tog hjem til landsbyen […] omkring klokken 1 om natten. Peshmergaerne blev i huset til næste dag klokken 21. Den efterfølgende dag ankom ansøgerens bror, […], til huset ved afgrøderne. Han fortalte ikke sin bror om peshmergaerne. Ansøgeren tog hjem til [sin hjemby] om morgenen den samme dag, som broren kom tilbage til afgrøderne. Efter ansøgeren var kommet hjem til sin bopæl, tog han ud til et populært rekreativt område, som hedder […]. Efter at have opholdt sig der i cirka halvanden time blev ansøgeren kontaktet af sin bror […], som fortalte, at myndighederne havde opsøgt ansøgeren ude ved afgrøderne, og at ansøgers ven […] var blevet arresteret. Ansøgeren turde ikke tage hjem til sin bopæl, og han tog derfor hen til sin søsters familie, som bor i [en grænseby]. Her opholdt ansøgeren sig i seks dage, hvor han holdt sig skjult konstant. Ansøgeren blev i den periode ikke blevet opsøgt af myndighederne på sin egen bopæl eller på sin søsters bopæl. Efter at have holdt sig i skjul i 6 dage udrejste ansøgeren af Iran og tog til Irak, hvor han opholdte sig i en uge, inden han tog videre til Tyrkiet. Under opholdet i Tyrkiet var ansøgeren i telefonisk kontakt med sin [storebror], som fortalte, at myndighederne havde ransaget ansøgerens/brorens bopæl. Endvidere fik ansøgerens familie, mens ansøgeren var i Tyrkiet, et brev fra myndighederne. Ansøgerens familie er ikke længere i besiddelse af brevet fra myndighederne. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter kan tilsidesættes, idet den forekommer udbyggende, usandsynlig og divergerende. Ansøgeren har således først for nævnet forklaret, at hans ven […] var våbenhandler eller våbensmugler. Det forekommer endvidere usandsynligt, at myndighederne ikke iværksatte repressalier overfor ansøgerens bror […], når de angiveligt eftersøgte ansøgeren enten på grund af [vennes] omgang med våben eller som i advokatindlægget angivet på grund af ansøgerens husning af peshmergaer i den ejendom, som blev drevet af [broren]. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren valgte at tage ophold hos sin søster, og at myndighederne i tiden indtil ansøgerens udrejse omkring en uge senere hverken eftersøgte ham på hans egen bopæl eller hos søsteren. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende omkring sin alder ved indrejsen fra Irak til Iran og om sin skolegang, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvad der er sket med hans nationalitetsbevis og hans ID-kort. Herefter finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/82col
