Nævnet meddelte i oktober 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yaresan fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet eller stenet, idet han er homoseksuel. Ansøgeren frygter både sin egen familie og myndighederne. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han, da han var 14-15 år gammel oplevede, at han havde stærke følelser for en jævnaldrende skoledreng. Da ansøgeren var 18-19 år gammel forelskede han sig i en ung mand fra nabolaget ved navn [A]. De havde kendt hinanden hele livet, og havde længe haft et nært og fortroligt forhold. En dag i 2009 fortalte ansøgeren [A] om sine følelser, som [A] gengældte. De indledte et seksuelt forhold, der først sluttede, da [A’s] familie i 2011 flyttede til det sydlige Iran. I sommeren 2012 flyttede ansøgeren til Karaj, hvor han havde fået arbejde. Ansøgeren fik et godt forhold til arbejdslederen [B]. Ansøgeren boede i en barak ved fabrikken, og [B] tilbød ansøgeren, at de kunne dele [B’s] lejlighed. De opbyggede hurtigt et fortroligt forhold. Efter et par måneder indledte ansøgeren og [B] et seksuelt forhold, og i de følgende år levede de sammen som et par. Det var muligt, fordi omverdenen blot anså dem som arbejdskammerater. I sommeren 2015 forlangte ansøgerens far, at ansøgeren kom hjem, og ansøgeren tog hjem til landsbyen. Efter tre dage meddelte ansøgerens far, at ansøgeren skulle giftes med sin kusine. Ansøgeren undslog sig, men efter at have afvist yderligere to kvinder, følte ansøgeren sig tvunget til at acceptere et ægteskab med sin kusine. Ansøgerens far er meget dominerende og traditionelt tænkende, og ansøgeren kunne ikke modstå det pres, faren lagde på ham. Ansøgeren kunne ikke tale med sin kusine før brylluppet. Vielsen blev gennemført og ansøgeren og kusinen skulle tilbringe bryllupsnatten i et hus i landsbyen. Han havde haft en forestilling om, at han og kusinen kunne finde en måde at leve sammen på. Da de var nået til, at ægteskabet skulle fuldbyrdes, kunne ansøgeren ikke længere tie, og han fortalte sin kusine om sin seksualitet. Hun begyndte at råbe og skrige, og hun truede med at fortælle det til andre familiemedlemmer. Ansøgeren kunne ikke se nogen anden løsning end at forlade landsbyen. Ansøgeren var klar over, at det ville komme til familiens kendskab, at han er homoseksuel, og at kusinen, der i sagens natur ville kræve skilsmisse, overfor shariadomstolen ville oplyse dette som skilsmissegrund. Ansøgeren tog hjem til Karaj. [B], der ikke var blevet eksponeret, havde forpligtelser overfor sin mor og søskende, og kunne ikke umiddelbart forlade landet sammen med ansøgeren. Ansøgeren skaffede penge til flugten og efter to dage udrejste ansøgeren af Iran. Det var planen, at ansøgeren fra udlandet skulle tage kontakt med [B], men det er ikke lykkedes. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder, at ansøgeren har forklaret konsistent, troværdigt og sammenhængende om sin seksualitet og om sine erfaringer og overvejelser i den forbindelse. Ansøgeren, der i dag er 24 år gammel, har i hjemlandet haft to længerevarende forhold til mænd. Det fremgår af baggrundsoplysningerne om Iran, at seksuelle handlinger mellem to af samme køn straffes med piskning eller dødsstraf afhængig af forbrydelsens art og omfang. På grundlag af ansøgerens forklaring om sine familiemæssige forhold, finder nævnet endvidere, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet vil risikere overgreb fra familiens side. Da ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet på grund af sin seksualitet vil risikere forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor [navn] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/77/THJ
