Nævnet stadfæstede i 13. oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og yaresan/Ahl-e Haqq af trosretning fra [en mindre by] ved Kermanshah, Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet, tortureret og henrettet af de iranske myndigheder, fordi han missionerede for sin religion, yaresan/Ahl-e-Haqq. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv og har desuden oplyst, at myndighederne har opsøgt familiens bopæl. Myndighederne har oplyst hende, at de vil komme efter hende, hvis de ikke kan få fat på hendes ægtefælle. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han i begyndelsen af [sommeren 2015] sammen med sin ægtefælle og deres barn tog til en religiøs ceremoni i deres religiøse leder, […], hus i området […] i distriktet […], som lå omkring 100 til 120 kilometer fra familiens bopæl i Kermanshah. Familien ankom til [den religiøse leders] hus omkring klokken 10 om morgenen. Omkring klokken 16, da de skulle til at tage afsted, kaldte [den religiøse leder] ansøgeren hen til sig. [Den religiøse leder] gav ham 10 til 20 CD’er med religiøs musik og 120 løbesedler med billede af martyren, Shahid Mohammad Ghanbari, som [den religiøse leder] bad ansøgeren om at dele ud i fire landsbyer, som lå tæt på ansøgerens bopæl. Ansøgeren indvilligede i dette, fordi han ønskede at gøre noget for sin religion, og fordi han ønskede at orientere folk om den forestående ceremoni den 31. juli for martyren Soltan Eshaghs dødsdag. Ansøgeren uddelte materialet dagen efter, hvor han kørte rundt på motorcykel til de nærliggende landsbyer. Han satte løbesedler op på byskiltene, på lygtepæle og på mure, og CD’erne delte han ud. I [den ene landsby] var der mange mennesker på gaden, og de så ansøgeren hænge løbesedler op, men de sagde ikke noget til ham. I [landsbyen] blev ansøgeren opdaget af fire mænd i en hvid bil af mærket Samand, som efterretningstjenesten typisk bruger, da han var i gang med at sætte en løbeseddel op på byskiltet. Ansøgeren kunne se, at de kiggede på ham, så han hoppede på sin motorcykel og kørte ud til en skov. Han smed sin motorcykel og flygtede til fods gennem skoven til sin onkel, […], som boede i området […] 1,5 til 2 timers kørsel i kuperet terræn fra ansøgerens landsby. Han opholdt sig hos [onklen] i 1,5 måned indtil familiens udrejse. Myndighederne opsøgte i perioden indtil familiens udrejse ansøgerens bopæl fem til seks gange, hvor de fandt 5 til 6 CD’er og 10 til 20 løbesedler, som de tog med sig. Det var planen, at ansøgeren skulle have uddelt materialet til naboerne i hans landsby. Som et yderligere asylmotiv har ansøgerne henvist til, at de i Danmark er blevet knyttet til Jehovas vidner. De deltager i arrangementer og møder og modtager undervisning samt deltager i forkyndelse, men de er ikke blevet døbt endnu. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer vedrørende det oprindelige asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende både fra gang til gang og indbyrdes samt forklaret udbyggende på centrale punkter. Det drejer sig blandt andet om tidspunktet for ophængning af løbesedler, til hvem og hvorledes CD’erne blev omdelt, om den mandlige ansøger blev opsøgt hos farbroren af sin far og fik et nyt sim-kort, om og hvornår den kvindelige ansøger ringede til den mandlige ansøger, hvad hun spurgte om, og hvad hun fik oplyst, om den kvindelige ansøger overnattede hos sine forældre eller havde besøg af svigerinden, om ansøgerene talte med hindanden i løbet af de 1½ måned, om og i hvilket omfang ansøgerne har talt med familien i Iran under opholdet i Danmark. Hertil kommer, at den mandlige ansøger ikke har forklaret overbevisende om, hvorfor netop han fik overladt opgaven med omdeling af løbesedler og CD-er, og hvorledes myndigheden kunne identificere ham og opsøge ham på bopælen allerede tidligt næste morgen. Vedrørende spørgsmålet om ansøgernes tilhørsforhold til Jehovas Vidner i Danmark lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgerne ikke fremstod som oprindeligt troende mennesker i forhold til yaresan religionen, men nærmere at det har været en del af den kultur, de er født ind i. De fik meget hurtigt kontakt med Jehovas Vidner i Danmark, og navnlig den kvindelige ansøger har erhvervet sig en vis viden om denne retning inden for kristendommen. Hverken den mandlige eller den kvindelige ansøger har dog forklaret overbevisende om deres forståelse af selve det kristne budskab og hvilken betydning, dette budskab har fået for dem i deres indre liv. Hertil kommer, at de ikke er blevet døbt. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgernes konversion ikke kan betragtes som reel, og det derefter ikke kan antages, at de vil fastholde og udleve deres tilknytning til Jehovas Vidner/den kristne tro ved en tilbagevenden til Iran. Ansøgeren har ikke fortalt nogen i Iran om deres forbindelse med Jehovas Vidner, og der er heller ikke grundlag for at antage, at dette kan være kommet til de iranske myndigheders kendskab. På det beskrevne grudlag har ansøgerene herefter ikke sandsynliggjort, at de ved tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/74/COL
