Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig klager fra Iran. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Al-Tash lejren, Al Ramadi, Irak. Ansøgeren har udført politiske aktiviteter for det kurdiske parti Komola. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af de iranske myndigheder, fordi de mistænker ansøgeren for at arbejde for Komola-partiet. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han i 2005 henvendte sig til en slægtning, [A], for at blive peshmerga for Komola-partiet. Han blev afvist af [A], fordi Komola-partiet ikke havde brug for flere peshmergaer, og [A] oplyste yderligere, at ansøgeren ville blive kontaktet, såfremt behovet senere skulle ændre sig. Ansøgeren befandt sig i efteråret 2013 på et handelssted i Irak ved grænsen til Iran, hvor han ofte kom for sælge smuglervarer, da han blev kontaktet af en slægtning, [B], der havde en pakke til ansøgeren fra [A]. Pakken skulle transporteres fra Irak til Iran, og ansøgeren skulle opbevare den, indtil han blev kontaktet af en person, [C], der skulle have pakken udleveret. Om eftermiddagen, samme dag som han havde modtaget pakken, blev han kontaktet af [C]. [C] ringede til ansøgeren og gav ham et kodeord, hvilket ansøgeren forstod. [C] kom hjem til ansøgeren, og efter at de havde talt med hinanden, tog de sammen ud til et træ i Qalisha, hvor ansøgeren havde gemt pakken. Fire måneder senere fik ansøgeren igen en pakke fra [B], der på samme måde skulle transporteres til Iran. Ansøgeren blev kontaktet af [C], og [C] hentede selv pakken denne gang, da ansøgeren havde fortalt ham, at pakken lå samme sted som sidst. Syv til otte måneder senere gentog episoden sig. En måned herefter blev ansøgeren ringet op af [C], der bad ansøgeren om at få transporteret nogle cd’er til Irak. Ansøgeren og [C] mødtes uden for Qalisha, hvor ansøgeren fik to cd’er. Han tog cd’erne med hjem og gemte dem under jorden bag sit hus. Samme aften afleverede han cd’erne til [B], da han tog til det sædvanlige handelssted i Irak. 45 dage herefter fik ansøgeren igen en pakke af [B], som blev transporteret til Irak og afhentet af [C]. Fire til fem måneder herefter blev ansøgerens familie opsøgt af de iranske myndigheder på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke var hjemme men på vej til handelsstedet i Irak. På vej hjem fra handelsstedet mødte ansøgeren sin bror, der fortalte, at myndighederne havde opsøgt ansøgerens bopæl. Ansøgeren vendte om og udrejste med det samme fra Iran til Irak. Ansøgeren fandt senere ud af, at [C] forinden var blevet anholdt af de iranske myndigheder, og ansøgeren formoder, at [C] fortalte myndighederne om ansøgeren og hans aktiviteter for Komola-partiet. Under ansøgerens ophold i Grækenland fik han besked om, at de iranske myndigheder havde opsøgt hans bopæl i Iran igen for at lede efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine aktiviteter i Iran til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende, upræcist og divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Han har således forklaret forskelligt om antallet af ture, hvor han skulle have medbragt pakker fra Irak til Iran. Forud for nævnsmødet har han forklaret, at der var tale om fem ture. På nævnsmødet har han forklaret, at der var tale om tre eller måske fire ture. I et ansøgningsskema til Komola-partiet i Danmark har han oplyst, at der var tale om fem ture. Yderligere lægger nævnet har ansøgeren i sit asylskema anført, at han kom til Iran i 2003, mens han i øvrigt under behandlingen hos Udlændingestyrelsen og nævnsbehandling har forklaret, at han kom til Iran i 2005. Endvidere har han under samtaler med Udlændingestyrelsen oplyst, at der forløb fire til fem måneder mellem hans sidste aktivitet for Komola-partiet og udrejsen, hvorimod han under nævnsbehandling har forklaret, at der gik 45 dage. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for bemærkelsesværdigt, at der kunne gå otte år, siden ansøgeren oprindeligt fremsatte ønske om medlemskab af Komola-partiet, og indtil han bliver betroet opgaver for Komola-partiet. Yderligere lægger nævnet vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandling gav udtryk for, at det var sædvanligt, at myndighederne foretog ransagninger af huse i hans landsby, således at det alene beror på ansøgerens formodning, at rangsagningen skulle ses i sammenhæng med, at han havde transporteret ulovligt materiale over grænsen, hvilket yderligere understøttes af, at ansøgerens lillebror uhindret kunne få lejlighed til at gå ud og advare ansøgeren mod at komme tilbage. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har foretaget sig aktiviteter i Iran, der har bragt ham i myndighedernes søgelys. Vedrørende ansøgerens påberåbte asylmotiv med relation til aktiviteter i Danmark lægger nævnet til grund, at ansøgeren efter sin forklaring alene har deltaget i Komolas aktiviteter i Danmark to gange i 2015, men ikke i 2016, og at han først en uge før nævnsmødet har søgt om medlemsskab af Komola. Herefter finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han på grund af disse aktiviteter har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til de iranske myndigheder. Herefter finder nævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/73/DTO
