Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren, der er etnisk kurder fra Kermanshah, har ikke været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, fordi han forud for sin udrejse af Iran i [efteråret] 2015 er konverteret til kristendommen. Han frygter ligeledes sin far, der er en meget troende shia-muslim, og som anmeldte ham til myndighederne. Ansøgeren har til sagen forklaret, at han første gang stiftede bekendtskab med kristendommen, da han som 16-årig så en film [om Jesus]sammen med sin bror […]. Efterfølgende søgte ansøgeren informationer om kristendommen via internettet. Cirka 35-40 dage før sin udrejse blev ansøgeren opsøgt af en kunde i sin forretning. Kunden havde under tidligere besøg i ansøgerens forretning overhørt ansøgeren tale med nogle af sine venner om kristendommen og islam, og han spurgte ansøgeren, om han var interesseret i at få mere viden om kristendommen. Kunden inviterede ansøgeren til at deltage i nogle møder i en huskirke i en gade i Kermanshah. Ansøgeren modtog undervisning i huskirken to gange om ugen i cirka fem uger. Cirka 12-13 dage efter at være blevet opsøgt af kunden, bad han kunden om lov til at låne en bog om kristendommen. Kunden gav ansøgeren en udgave af Det Ny Testamente, som ansøgeren lagde i en boks i familiens hus. En dag cirka fem uger efter at han var begyndt at komme i huskirken, blev ansøgeren ringet op i sin forretning af [broren], som fortalte, at faderen havde fundet bogen og var meget vred. Efterfølgende tog ansøgeren hjem, hvor han talte med sin mor, der sagde, at han skulle tage til [en anden bror] i Teheran. Efter at ansøgeren havde opholdt sig hos [broren i Teheren]i to-tre dage, ringede [broren] og moren til [broren i Teheran]l og fortalte, at faren havde anmeldt ansøgeren til myndighederne. Herefter opsøgte [broren i Teheran]en agent, der hjalp ansøgeren med at udrejse. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren under nævnsmødet havde svært ved at svare konkret på de stillede spørgsmål, ligesom han havde svært ved tidangivelser. Ansøgeren blev derfor stillet de samme spørgsmål flere gange, ligesom han fik forklaret spørgsmålene, som han besvarede. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har overordnet set forklaret divergerende om det tidsmæssige forløb, herunder om hvor mange gange han deltog i besøg i hjemmekirken. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange personer der var til stede i hjemmekirken, om det var ham selv eller[kunden], der ringede op, hvem der ringede til ham og fortalte, at hans far havde fundet hans bibel, om det var biblen eller det nye testamente, som han havde gemt i hjemmet, og endelig om faren havde angivet ham til myndighederne, eller om han troede, at faren ville angive ham til myndighederne. Ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorledes han kom i besiddelse af den film om Jesus, som han så i hjemmet, og som gav ham interessen for kristendommen. Det forekommer i den forbindelse mindre sandsynligt, at hans far, der var meget religiøs skulle være vidende om og give tilladelse til, at ansøgeren og hans bror så en eller flere film om kristendommen. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for de nævnte divergenser. Ansøgerens forklaring om, at en fremmed kunde i hans butik uden videre tog ham med til en hjemmekirke og talte med ham om kristendommen samt forklaringen om, at ansøgeren tog en bibel med hjem i sit muslimske hjem, når han vidste, hvor religiøs hans far var, og at hans fars udøvelse af islam var skyld i, at ansøgerens brødre og deres hustruer havde forladt området, forekommer tillige mindre sandsynlig og af samme grund usammenhængende. Flygtningenævnets flertal tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring om forløbet i Iran. Flygtningenævnets flertal kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren konversion til kristendommen i Danmark er reel. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konversion i Danmark og sit liv som kristen henvist til konkrete kristne citater, som han ikke har været i stand til at redegøre nærmere for eller forklare betydningen af. Ansøgeren har på samme måde ikke været i stand til på en overbevisende måde at redegøre for sin egen kristne overbevisning. Han har således alene henvist til, at Jesus døde for menneskenes skyld, og refereret til en lignelse og til, at han følte sig tryg. Ansøgeren har efter et angiveligt forløb med undervisning i kristendom i Iran samt et forløb med dåbsundervisning og regelmæssig kirkegang i Danmark ikke udvist forståelse for eller basal viden om helt centrale dele af kristendommen, herunder om forskellen på biblen og det nye testamente og om opbygningen af biblen. Ansøgeren har heller ikke forud for advokatindlægget til brug for nævnsmødet været i stand til at oplyse sin dåbsdato eller navnet på kirken, selvom denne dato og kirke må anses for at være vigtig og helt central i hans angivelige kristne liv. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans dåb og deltagelse i gudstjenester mv. er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. Den udtalelse fra hans præst, der er fremlagt i sagen, kan ikke føre til en ændret vurdering. Den omstændighed, at ansøgeren på sin facebook-profil har uploaded billeder med kristne motiver og tekst på forskellige sprog, herunder engelsk og spansk, som han ikke forstår, kan heller ikke føre til et andet resultat. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han først fik profilen i Danmark, og at han alene benytter den til at skrive sammen med sine kristne venner samt, at det alene er et mindre antal af ansøgerens billeder, der er åbne for offentligheden. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ikke med de fremlagte sider har sandsynliggjort, at han er profileret over for de iranske myndigheder. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/71/MNR
