Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Al-Tash lejren, Ramadi, Irak. Ansøgeren er statsborger i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive fængslet eller henrettet, idet de iranske myndigheder betragter ham som desertør. Derudover er ansøgeren flygtet på grund af de generelle forhold for kurdere i Iran, samt på grund af hans fars og brors tilknytning til KDPI. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at der i [sommeren] 2015 blev foretaget en razzia i […]. Denne dag var ansøgeren på motorcykel på vej fra […] til […] for at besøge sin bror. Ansøgeren blev stoppet på vejen, idet en stor sort bil kørte ind foran ham. Ansøgeren stoppede motorcyklen og steg af. Herefter førte to personer ansøgeren ind i bilen og gav ham en sæk over hovedet. Ansøgeren kunne ikke høre, om der var flere end to personer i bilen. De havde kørt i omkring 20 minutter, da ansøgeren blev sat af ved en bygning. Her fik han taget sækken af hovedet. I bygningen sad 70-80 andre personer. I et lokale i denne bygning blev ansøgeren afhørt af tre efterretningsfolk. Personerne, der afhørte ansøgeren, vidste, hvem han var, og at han i 2009 havde været indkaldt til militærtjeneste, hvor han aldrig henvendte sig til myndighederne. Til afhøringen fik ansøgeren at vide, at fordi han ikke havde aftjent sin værnepligt, skulle han sendes til grundtræning i Libanon hos Hizbollah-militsen i to måneder og herefter sendes til Syrien med henblik på at kæmpe mod IS. Én af dem, der afhørte ansøgeren, forsøgte at hjernevaske ham ved at tale om religion. En anden forsøgte at overtale ansøgeren ved at sige, at hans familie kunne bruge de penge, som han ville få for at tage til Syrien. Ansøgeren fik en svarfrist på 14 dage, hvor han kunne forberede sig på at tage af sted. Selvom ansøgeren fik en svarfrist, var det ikke frivilligt, om han ønskede at tage til Syrien. I løbet af denne 14-dages svarfrist blev ansøgeren på en ukendt måde indkaldt til samtale på efterretningstjenestens kontor tre-fire gange. Dagen inden fristens udløb flygtede ansøgeren til Urmia, hvorfra han blev kørt over grænsen. Efter ansøgerens udrejse har myndighederne på et ukendt tidspunkt henvendt sig til hans familie mindst én gang. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Forklaringen om, at ansøgeren skulle være blevet søgt tvangshvervet til det iranske militær med henblik på at gøre tjeneste i forbindelse med krigen i Syrien via den shiamuslimske Hizbollah-milits, forekommer således usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Forklaringen understøttes heller ikke af de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger. Ansøgeren har forklaret, at han efter en razzia i 2015 og et efterfølgende forhør blev løsladt med henblik på at melde sig inden for 14 dage. Flygtningenævnet må anse denne forklaring for usandsynlig i hvert fald i lyset af, at han efter sine egne oplysninger tidligere i 2009 havde været i myndighedernes søgelys også vedrørende spørgsmålet om aftjening af værnepligt. Det er i den forbindelse desuden indgået i Flygtningenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren under sin forklaring i nævnet har forklaret udbyggende om baggrunden for fristen på 14 dage, idet ansøgeren nu har forklaret, at familiens faste ejendom i den forbindelse måtte stilles som sikkerhed. De foreliggende oplysninger om ansøgerens fars og brors tilknytning til KDPI kan i lyset af oplysningerne om ansøgerens hidtidige livsudfoldelse i Iran ikke føre til, at ansøgeren har behov for beskyttelse. De generelle forhold i Iran, herunder forholdene for kurdere, kan heller ikke i sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ved tilbagevenden til Iran ikke er i risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet finder heller ikke, at der er risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil risikere dødsstraf eller blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/70/SSM
