Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra Ramadi, Al Anbar, Irak. Ansøgeren er statsborger i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af Den Islamiske Republik Iran, idet de ønskede at sende ham til Syrien med henblik på, at han skulle kæmpe for Bashar Al-Assads styre. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han er udrejst på grund af de generelle forhold for kurdere i Iran. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han som 19-årig blev indkaldt til militæret i Iran. Ti dage senere startede han i militæret og mødte op i Abuzar-lejren. Ansøgeren gennemgik to måneders træning, som bestod af både fysisk træning og våbentræning. Herefter blev han vagt i en militærbygning inde på militærbasen. En dag blev 100 mennesker samlet inde på militærbasen. Ud af de 100 mennesker blev ansøgeren og ni andre personer udvalgt til, at de skulle sendes til Syrien med henblik på at kæmpe for Bashar Al-Assads styre. Ansøgeren og de ni andre personer blev udvalgt af den øverste leder på militærbasen, […]. Han pegede på dem og sagde deres navne højt. Derudover fik de et stykke papir, hvoraf det fremgik, at de skulle sendes til Syrien. Ansøgeren og de ni andre personer blev udvalgt, fordi de var simple mennesker uden magt. Som kompensation for at tage til Syrien blev ansøgeren tilbudt to millioner toman om måneden. Det var dog ikke frivilligt, om ansøgeren ville tage til Syrien. Samme dag fik ansøgeren tre dages orlov for at give besked til sin familie og forberede sig til rejsen. Ansøgeren blev kørt hjem af en soldat i en af militærets biler. Chaufføren tog ansøgeren og hans fars ID-dokumenter for at udstede et pas til ansøgeren. Hverken ansøgeren eller hans familie ønskede, at ansøgeren skulle til Syrien. Samme dag som han skulle af sted til Syrien, tog han kontakt til […], som kendte nogle menneskesmuglere. Ansøgeren mødtes med […] på en gade i byen Sarpol-e Zahab, hvorefter […] kørte ansøgeren hen til en menneskesmugler i provinsen Urmia. Herefter tog ansøgeren med menneskesmugleren til Tyrkiet. Dagen efter ansøgerens udrejse blev hans familie opsøgt af ti personer fra militæret, som kom for at hente ansøgeren. Ansøgerens far blev taget med hen på politistationen i Sarpol-e Zahab. Ansøgerens far blev spurgt om, hvor ansøgeren befandt sig. Ansøgerens far blev løsladt igen, fordi han var en gammel mand. Ansøgerens familie er blevet opsøgt næsten hver dag siden ansøgerens udrejse. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Efter nævnets opfattelse forekommer ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med den påtænkte tvangsmæssige udsendelse af ansøgeren som soldat til Syrien utroværdig. Hertil kommer, at ansøgeren under sin forklaring i Flygtningenævnet har forklaret udbyggende om baggrunden for, at han skulle udsendes til Syrien, herunder at det skyldes, at han er kurder. Endvidere har ansøgerens svar på de øvrige stillede spørgsmål i et vist omfang båret præg af at være afglidende. Samlet set vurderer Flygtningenævnet – også i lyset af de divergenser, der optræder i ansøgerens forklaringer, herunder om kontakten med såvel hans ven som menneskesmugleren – at asylmotivet er konstrueret. Ansøgerens forklaring underbygges desuden ikke af baggrundsoplysninger om, at almindelige værnepligtige i den iranske hær, herunder værnepligtige med kurdisk baggrund, bliver udsendt til krigen i Syrien. Ansøgerens forklaring om flugten fra Iran forekommer efter nævnets opfattelse usandsynlig, særligt i lyset af at han angiveligt ventede til om aftenen den sidste dag under orloven med at udrejse. Flygtningenævnet finder herefter, at der ikke er risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse i sit hjemland omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der er heller ikke risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Iran, herunder for kurdere, ikke i sig selv kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens oplysninger om, at divergenserne i hans forklaringer skyldes hans helbredsmæssige forhold og misforståelser under de afholdte samtaler blandt andet i lyset af, at ansøgeren er analfabet, kan således ikke føre til en anden vurdering af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/69/SSM
