Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende de ægtepar samt to medfølgende børn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere og yarestani af trosretning fra Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har dog oplyst, at han har været tilbageholdt på grund af, at han for ti år siden gav mad til medlemmer af KDPI. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter repressalier fra de iranske myndigheder. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, idet hun ved en tilbagevenden til Iran frygter, at hendes ægtefælle vil blive dræbt af de iranske myndigheder, fordi de har fundet kristent materiale og materiale fra religionen yarestan på deres bopæl. Ansøgeren frygter desuden, at ægtefællen vil blive anholdt som følge af den konflikt, som ægtefællens bror havde med myndighederne i kraft af sit medlemskab af KPDI. Ansøgerne har til støtte herfor oplyst, at deres udlejer, som også var den mandlige ansøgers arbejdsgiver, opbevarede sit kristne materiale i et værelse i ansøgernes lejede lejlighed. [I sommeren] 2015 ransagede de iranske myndigheder deres bopæl og fandt både det kristne materiale samt ansøgernes eget materiale om religionen yarestan. Den mandlige ansøgers arbejdsgiver og dennes ægtefælle blev i den forbindelse tilbageholdt af myndighederne. Efter et par dages ophold hos den mandlige ansøgers svoger udrejste ansøgerne af Iran. Den mandlige ansøger har endvidere oplyst, at han for ti år siden gav mad til medlemmer af KDPI, idet hans bror var medlem heraf. Ansøgeren blev på grund af dette tilbageholdt og underskrev i den forbindelse en erklæring om aldrig at udføre politiske aktiviteter igen. Ansøgerens bror blev efterfølgende anholdt og er ikke set siden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring til grund. Ansøgerne har forklaret divergerende, såvel enkeltvis som indbyrdes, ligesom den mandlige ansøgers forklaring på en række punkter fremstår afglidende, usammenhængende og udbyggende. Ansøgerne har blandt andet forklaret divergerende om, hvor mange soldater, der opsøgte deres bopæl, hvor mange af soldaterne, der gik ovenpå, og hvor mange, der gik ind i ansøgernes lejlighed. Ansøgerne har videre forklaret divergerende om, hvorvidt den kvindelige ansøger havde kendskab til [ægtefællens arbejdsgivers] kristne aktiviteter og om, hvilke familiemedlemmer, de har talt med, efter de kom til Danmark, og hvem af dem, der har talt med disse. Flygtningenævnet finder videre, at det forekommer usandsynligt, at den mandlige ansøger på 150 meters afstand var i stand til at se, dels at personerne, der anholdt [ansøgerens ægtefælle], var bevæbnet med pistoler af mærket Colt, dels kunne se hvilket bilmærke, personerne kørte i. Ansøgerne har forklaret, at [arbejdsgiveren] opbevarede noget kristent materiale i et aflåst værelse i deres lejlighed. Den kvindelige ansøger har forklaret, at hun oplyste soldaterne om, at hun ikke havde nøgle til døren, og at værelset var [ægtefællens arbejdsgivers]. Den kvindelige ansøger blev ikke afhørt af soldaterne, hun blev ikke anholdt, og ansøgerne kunne efter deres egen forklaring i 2 døgn opholde sig på den kvindelige ansøgers brors adresse i samme gade som deres egen bopæl, uden at blive opsøgt af myndighederne. Derfor, da soldaterne angiveligt på ansøgernes bopæl tillige fandt materiale vedrørende Yarestan-religionen, og da [arbejdsgiveren] angiveligt fortsat er fængslet, beror det alene på ansøgernes egne formodninger, at myndighederne skulle efterstræbe dem ud fra den formening, at det kristne materiale tilhører dem. Det forhold, at ansøgerne i Iran bekendte sig til Yarestan-religionen, er ikke i sig selv asylbegrundende. Den mandlige ansøger har forklaret, at han for 10 år siden underskrev en erklæring om, at han ikke ville udføre politiske aktiviteter. Ansøgeren er ikke blevet opsøgt af myndighederne i de 10 år, hvorfor forholdet må betragtes som afsluttet. Ansøgerne har forklaret, at de i Danmark er konverteret til kristendommen og blev døbt for ca. 1 måned siden. De var ikke interesserede i kristendommen, mens de opholdt sig i Iran, og efter de kom til Danmark, har de været i kirke et ukendt antal gange, måske 6 eller 12. Ansøgernes børn er ikke blevet døbt. Ansøgerne har ikke deltaget i undervisning om kristendommen, der er sjældent farsitolk til stede ved gudstjenesterne, og de forstår ikke, hvad der foregår under gudstjenesterne. Under disse omstændigheder finder Flygtningenævnet, at ansøgernes konvertering ikke er reel. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/68/lrn
