Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder fra [by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren var tidligere shiamuslim, men er angiveligt konverteret til kristendommen efter sin ankomst til Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han i slutningen af 2014 fik interesse for kristendommen gennem sin ven, Ehsan. Ansøgeren havde givet Ehsan et lift til det samme hus tidligere, og en dag spurgte ansøgeren, hvad han lavede i huset. Ehsan fortalte, at han besøgte en hjemmekirke, idet han var konverteret til kristendommen. Ansøgeren fik efter tre-fire lift selv lov til at deltage i hjemmekirken, hvilket han gjorde to-tre gange. Ved et møde i hjemmekirken i [slutningen af] 2014 eller [starten af] 2015 blev hjemmekirken afsløret og ransaget af efterretningstjenesten, og i den forbindelse blev ansøgeren og de andre deltagere anholdt. Ansøgeren var anholdt i omkring tre dage, hvorefter han blev indlagt på hospitalet i omkring ti dage grundet skader pådraget af efterretningstjenesten under afhøring. Frem til [starten af efteråret] 2015 blev ansøgerens bopæl opsøgt tre gange af efterretningstjenesten, og da de den sidste gang ransagede bopælen og tog alle ansøgerens personlige dokumenter, så ansøgeren sig nødsaget til at udrejse af Iran. Efter ansøgerens udrejse af Iran er hans bopæl blevet opsøgt tre gange af efterretningstjenesten. Den seneste gang blev ansøgerens far tilbageholdt i en uge, og hans mor blev tilbageholdt i to dage. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren i forbindelse med sin første samtale med Udlændingestyrelsen oplyste, at han var kristen, mens han i forbindelse med sin seneste samtale oplyste, at han var shiamuslim af trosretning. Ansøgeren oplyste under sin seneste samtale, at han var blevet døbt, men at han ikke huskede datoen for sin dåb. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om centrale dele af sit asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor mange gange han havde kørt Ehsan til hjemmekirken og om, hvornår han fortalte om hjemmekirken, ligesom han ikke har været i stand til at præcisere, om han selv var i hjemmekirken tre eller fire gange samt om, hvornår han første gang var i hjemmekirken. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvilke effekter han havde på bopælen, som kunne knytte ham til kristendommen, herunder om hans mor havde gemt effekterne for ham. Ansøgeren har dertil forklaret udbyggende om, at hans bopæl efter udrejsen blev opsøgt og om, at hans forældre efter hans udrejse blev anholdt. Ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for de nævnte divergenser og udbygninger, ligesom han ikke har kunnet redegøre for det tidsmæssige forløb fra hans angivelige indlæggelse til hans udrejse af Iran. Ansøgerens forklaring om, at Ehsan efter få gange i ansøgerens bil fortalte ham, at han var kristen og tog ham med i hjemmekirken samt ansøgerens forklaring om, at han uden videre bad en for ham ukendt maler om at male et billede af Jesus til ham, forekommer i øvrigt mindre sandsynlig. Flygtningenævnet tilsidesætter derfor ansøgerens forklaring i sin helhed. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren i Danmark reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne med Udlændingestyrelsen har manglet viden om helt basale kristne temaer, som en konvertit, der netop har gennemgået et kristendomsundervisningsforløb forudsættes at måtte vide. Ansøgeren har under nævnsmødet om baggrunden for sin konvertering i Danmark og sit liv som kristen henvist til, at han er imod den dobbeltmoral, der hersker under Islam, og at han ønsker den ro, der er i kristendommen. Ansøgeren har ikke i øvrigt været i stand til på troværdig vis at redegøre for sin kristne overbevisning. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på en troværdig og overbevisende måde har redegjort for, at hans angivelige dåb og deltagelse i gudstjenester med videre er udtryk for en reel religiøs overbevisning. Der er herefter ikke tale om en reel konvertering til kristendommen. Flygtningenævnet har ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at ansøgerens interesse for kristendommen efter bevisvurderingen først er opstået i Danmark, at han ikke har været konsekvent i sin angivelse af sin religiøse overbevisning, og at han end ikke husker nærmere om sin dåb, herunder om dåbsdatoen. Uanset, om ansøgeren, der ikke har fremsendt sin dåbsattest til Flygtningenævnet, skulle være blevet døbt i Danmark, lægger Flygtningenævnet til grund, at dåben ikke er reel. Den udtalelse, der er fremkommet fra en præst, kan ikke føre til en ændret vurdering. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/58/SSM
