Nævnet meddelte i august 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og muslim fra Shiraz, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren angiver, at han allerede i Iran er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet, da han er konverteret til kristendommen og da myndighederne er bekendt med dette. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han på universitetet mødte en pige ved navn [A]. De to blev venner og talte sammen om en række ting. [A] blev gennem deres samtaler opmærksom på, at ansøgeren ikke var troende muslim, hvorfor hun en dag spurgte ansøgeren, om han ikke troede på nogen religioner, eller om han blot var holdt op med at tro på islam. [A] fortalte ansøgeren, at hun kendte en, der kendte til kristendommen. Da ansøgeren og [A] havde kendt hinanden i fem-seks måneder introducerede hun ansøgeren for [B], som underviste i kristendommen og havde en hjemmekirke. Ansøgeren mødtes nogle gange med [B], herunder [i foråret 2014] i forbindelse med [A’s] fødselsdag, hvor [B] havde en bibel med til ansøgeren og [A]. [Foråret 2014] besøgte ansøgeren for første gang [B’s] hjemmekirke. [B] fortalte om kristendommen, og om at kristendommen handler om kærlighed, medmenneskelighed og tilgivelse. [B] læste højt fra biblen. Ansøgeren kom herefter i huskirken en gang om ugen i lidt mere end et år, og ansøgeren anså sig selv som kristen. [Sommeren 2015] blev ansøgeren ringede op af [A’s] mor omkring klokken otte om aftenen. Hun spurgte, om han vidste, hvor [A] var, hvortil ansøgeren svarede nej. [A] var i huskirken den aften, og ansøgeren var på arbejde, hvorfor han ikke kunne deltage. [A’s] mor ringede igen klokken ti, og hun fortalte ansøgeren, at [B], [B’s] ægtefælle, [A] og en anden dreng var blevet anholdt i huskirken hos [B]. [A’s] mor fortalte også, at politiet havde været hjemme hos [A’s] familie, og at de havde undersøgt [A’s] værelse. Ansøgeren tog derefter hjem og hentede nogle ting, hvorefter han tog hjem til sin ven [C]. Ansøgeren boede hos [C] i tre-fire dage, hvorefter [C] fulgte ansøgeren til [C’s] bror i Teheran. På tredjedagen ringede ansøgeren til sin bror, der fortalte, at politiet havde søgt ansøgeren på bopælen på grund af ansøgerens tilknytning til huskirken, og at morbroderen, der er oberst i SEPA havde tilkendegivet, at han ville overgive ansøgeren til myndighederne, når han fik fat i ham. Ansøgeren boede i Teheran i en uge, hvorefter han ved hjælp af en menneskesmugler tog til Urumiye og derefter krydsede grænsen til Tyrkiet. Ansøgeren blev døbt i […] kirke i [by] kort tid efter, at han var ankommet til Danmark, og har siden deltaget aktivt både menighedslivet og i Indre Missions aktiviteter. Flygtningenævnet kan på grundlag af ansøgerens forklaring, der har fremstået sammenhængende, selvoplevet og troværdig, lægge til grund, at ansøgeren på universitetet begyndte at drøfte religiøse emner med sin kvindelige medstuderende, og at hun efter 5-6 måneder introducerede ansøgeren for [B], der er kristen. [B] var leder af en huskirke. Ansøgeren besøgte denne huskirke første gang [foråret 2014], og nævnet lægger i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren i det følgende år regelmæssigt deltog i søndagsmøderne i [B’s] huskirke, idet ansøgeren anså sig som kristen. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at forkaste ansøgerens forklaring om, at efterretningstjenesten i [foråret 2015] opsøgte [B], og at [B] og [A] blev tilbageholdt. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at politiet efterfølgende søgte efter ansøgeren, og at også ansøgerens onkel, der er oberst i SEPA, blev bekendt med, at ansøgeren anså sig som kristen. Ansøgeren har siden han ankom til Danmark haft tilknytning til [kirken] i [by], og han blev døbt i sognets kirke allerede [i vinteren 2015]. Det fremgår af fremlagte erklæringer og udtalelser fra præsten ved kirken og personer med tilknytning til sognet og til Indre Mission, at ansøgeren har fulgt undervisning i kristendommen, og at han har deltaget i gudstjenester og i en lang række kirkelige aktiviteter. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, dels at konversionen er reel, dels at myndigheder og andre i Iran, der allerede forud for, at ansøgeren flygtede fra Iran var blevet bekendt med ansøgerne kontakt med [B’s] menighed, vil blive bekendt med ansøgerens konversion, hvis han ved en tilbagevenden til hjemlandet lever et åbent kristent liv i overensstemmelse med sit klart tilkendegivne ønske herom. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren som følge af sin konversion ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2016/53/THJ
