Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger og en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske kurdere og deres religiøse tilhørsforhold er Ahl-e-Haq Yarsan fra Iran. Den mandlige ansøger har to gange udført politiske aktiviteter for Det Kurdiske Demokratiske Parti, herunder skrevet politiske slogans på væggene og uddelt løbesedler i byen […]. Ansøgerne har for Flygtningenævnet som asylmotiv nu henvist til, at den mandlige ansøgers første aktivitet for partiet fandt sted [i begyndelsen af 2014], og den anden fandt sted [i foråret 2014]. [I foråret 2014] blev den mandlige ansøger anholdt på sin bopæl, og i forbindelse med anholdelsen blev ansøgernes hjem ransaget, og myndighederne fandt tre CD’er og en bog, der relaterede sig ansøgernes religion. I forbindelse med den mandlige ansøgers anholdelse blev den kvindelige ansøger udsat for vold. Den mandlige ansøger blev tilbageholdt i otte dage hos efterretningstjenesten i byen […], og han blev hver dag udsat for tortur. Den ottende dag blev den mandlige ansøger bragt til [domstol] i byen […], hvor han blev løsladt mod sikkerhedsstillelse i form af et skøde til faderens ejendom. I forbindelse med løsladelsen fik ansøgeren at vide, at han ville blive indkaldt til et retsmøde, hvor sagen ville blive afgjort. Den mandlige ansøger var sengeliggende i nogle dage efter løsladelsen. [I foråret 2014] udrejste ansøgerne til Tyrkiet. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgerne for Flygtningenævnet har erkendt, at de har afgivet bevidst urigtige forklaringer om deres asylmotiv under sagsbehandlingen hos Udlændingestyrelsen, og at ansøgerne ikke på troværdig vis har været i stand til at begrunde årsagen hertil. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at dette svækker ansøgernes generelle troværdighed også i forhold til det nu påberåbte asylmotiv. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere vægt på, at ansøgerne først fremkom med det nu påberåbte asylmotiv efter at have modtaget afslaget fra Udlændingestyrelsen, og at ansøgerne forklarede forholdsvist detaljeret om det oprindelige asylmotiv, som i sig selv var enkelt. Vedrørende det nu påberåbte asylmotiv må det tillægges vægt, at den mandlige ansøger ikke havde været politisk aktiv forud for de påberåbte aktiviteter, og at ansøgeren har forklaret upræcist om den pludselige anledning til disse aktiviteter. Hertil kommer, at den mandlige ansøger ifølge sin egen forklaring ikke har mærker og ar efter de piskeslag med kabel, som han modtog under tilbageholdelsen. Den kvindelige ansøger har til gengæld oplyst, at den mandlige ansøger var ilde tilredt efter løsladelsen. Endelig har ansøgerne forklaret upræcist om forholdet og kontakten med den mandlige ansøgers familie, og om anledningen til og tidspunktet for udstedelsen af pas til ansøgerne. Herudover er det tillagt nogen vægt, at ansøgerne udrejste legalt. Ansøgerne har, efter det oplyste, ikke haft nogen problemer med myndighederne på grund af deres religiøse tilhørsforhold. Da ansøgerne ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det nu påberåbte asylmotiv på troværdig vis, forkaster Flygtningenævnets flertal deres forklaring herom. Det skal særligt bemærkes, at UNHCRs anerkendelse af ansøgerne som flygtninge i Tyrkiet på den nævnte baggrund ikke kan føre til nogen ændret vurdering, ligesom Flygtningenævnets flertal på den nævnte baggrund heller ikke kan lægge nogen vægt på de fremlagte dokumentkopier fra de iranske myndigheder. Flygtningenævnets flertal kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Endvidere er der efter det foreliggende ikke fundet grundlag for at imødekomme en mere subsidiær påstand om hjemvisning af sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Iran/2016/44/AKM
