Nævnet omgjorde i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2014 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klagerne som asylmotiv henviste til, at de var efterstræbt af de iranske myndigheder på grund af deres interesse for kristendommen, og fordi de efter deres udrejse af Iran konverterede fra islam til kristendommen og blev døbt. Klagerne havde til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige klager begyndte at interesse sig på kristendommen, da han var ni år gammel. Da han var 15 til 16 år gammel downloadede han en bibel, og han var første gang i kirke, da han var omkring 16 til 17 år gammel. På et og et halvandet år var han i kirke ved tre lejligheder, hvilket hans familie ikke havde nogen indsigelser imod. Han friede til sin ægtefælle i 2009, og siden tog hun med ham i kirke, da hun også begyndte at fatte interesse for kristendommen. Hendes familie havde ej heller nogen indsigelser imod interessen for kristendommen. [I foråret] 2013 blev han opsøgt af de iranske myndigheder på sin bopæl. Myndighedspersonerne tog ham med og ransagede hans værelse. De gav ham lussinger under tilbageholdelsen, ligesom de udspurgte ham om kristendommen og politiske aktiviteter i 2009. Han blev fremvist billedmateriale af ham og hans ægtefælle, som blandt andet viste, at de gik ind i en kirke. Han blev løsladt samme aften og fik i den forbindelse besked på at møde op i retten [tre dage senere]. Der blev ikke afsagt dom den dag, men han fik at vide, at han ville få dommen tilsendt, hvorefter han blev løsladt mod kaution. I perioden fra [den mandlige klager var i retten] og frem til klagernes udrejse af Iran [i sommeren/efteråret] 2013 opholdt klagerne sig i deres hjem, uden at de havde nogen problemer med myndighederne. Dernæst udrejste de legalt af Iran i besiddelse af deres iranske pas og med visum til Thailand, hvor de opholdt sig 40-45 dage. Formålet med rejsen var en bryllupsrejse, idet de [nogle måneder forinden] var blevet gift. Klagerne blev døbt i Thailand, og som dokumentation herfor har klagerne fremlagt dåbsbeviser dateret [i efteråret] 2013. Dernæst indrejste klagerne i Danmark i besiddelse af falske israelske pas, som de havde fået udstedt i Tyrkiet. Udlændingestyrelsen inddrog [i vinteren] 2016 klagernes opholdstilladelser med henvisning til, at de havde opnået opholdstilladelserne ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen har i sine afgørelser lagt til grund, at klagerne opnåede opholdstilladelse i Danmark ved svig, idet klagernes påberåbte konvertering fra islam til kristendommen ikke er reel. Styrelsen har vurderet, at klagernes forklaring om deres påberåbte konverteringer fremstår usandsynlige, usammenhængende og således konstrueret til lejligheden. I vurderingen heraf har styrelsen blandt andet lagt vægt på, at den mandlige klagers kendskab til kristendommen er meget overfladisk, at klagerne ikke har udøvet kristendommen efter de indrejste i Danmark med undtagelse af, at den kvindelige klager fejrede julen i 2014, at den mandlige klager har forklaret afglidende på spørgsmål i tilknytning til han og hans families udøvelse af islam i Iran, at klagerne angiveligt blev døbt i Thailand efter en meget kortvarig dåbsforberedelse på mellem 10 til 15 dage, at den kvindelige klager ikke husker, om det var i starten eller slutningen af ferien i Thailand, at hun blev døbt, at det ikke forekommer overbevisende, at de iranske myndigheder ikke skulle have rejst tiltale og ført en sag mod den kvindelige klager, at klagernes forklaring om, at de uproblematisk kunne udrejse legalt af Iran på deres egne pas, uagtet at der var en verserende sag mod den mandlige klager med potentiel dødsstraf som udfald, ikke fremstår overbevisende, at den mandlige klager har forklaret afglidende på spørgsmålene om, hvorfor han ikke har fundet ud af, om dommen er kommet frem til hans bopæl i Iran, herunder hvad udfaldet af straffesagen blev, og at klagerne ikke har kunnet give en overbevisende forklaring på, hvorfor de efterlod deres iranske pas hos en vens bekendt i Frankrig. Klagerne har under sagens behandling i Flygtningenævnet afvist at have afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med asylsagen. Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder Flygtningenævnet, at klagerne i det væsentlige har afgivet samme forklaringer om deres asylmotiv, som de afgav til Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at der blev meddelt dem opholdstilladelse. Der er ikke under inddragelsessagen fremkommet sådanne væsentlige objektive oplysninger, som kan føre til, at det lægges til grund, at klagerne har opnået deres opholdstilladelser ved svig. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelser […], således at klagerne fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2016/33/ceb
