Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kalhor fra Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive straffet af de iranske myndigheder samt hans fader og svigerfader, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i foråret 2014 via en ven fik interesse for kristendommen. Efter noget tid blev han introduceret til den kirke, hvor hans ven kom. Frem til sin udrejse deltog han ugentlig i møder i kirken. I [efteråret] 2014 blev kirken afsløret, hvorfor ansøgeren så sig nødsaget til flygte. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han siden [ultimo] 2014 har deltaget i Frederikshavn Kirkecenters gudstjenester og arrangementer, og at han [i foråret] 2015 blev døbt. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende om begivenhederne i hjemlandet og om udrejsen, blandt andet om hvornår han blev introduceret for menigheden, om længden af den periode i hvilken han deltog i møder, om ægtefællens kendskab til ansøgerens aktiviteter, herunder om anholdelsen af nogen af menighedens medlemmer, om udrejsen, herunder om [hans vens] deltagelse heri og finansieringen af samme, om hvornår ansøgeren fortalte ægtefællen om sin kristne tro og om ægtefællens reaktion herpå. Dernæst har ansøgeren oplyst, at han har sendt bibelcitater til sin ægtefælle, der nu opholder sig hos sine forældre, selvom det umiddelbart må forekomme at være farligt for ægtefællen. Ansøgeren har under Udlændingestyrelsens behandling af sagen udvist en påfaldende mangel på kendskab til centrale begivenheder og punkter i kristendommen, ligesom han under samtalerne med Udlændingestyrelsen ikke kunne huske sin dåbsdato, selvom denne dato – navnlig for en konvertit – må antages at være en skelsættende begivenhed i den pågældendes liv. Dernæst har ansøgeren over for nævnet forklaret afglidende og overfladisk på en række spørgsmål om sine refleksioner i forbindelse med konverteringen og om kristendommen i øvrigt. Det er påfaldende, at ansøgeren har svært ved at sætte ord på tingene, når der spørges om konkrete bibelske emner, eller hvad der har motiveret ham i forhold til kristendommen. Ved vurderingen af ansøgerens forhold har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren er en veluddannet person, som normalt må antages at være i stand til at opfatte og reflektere over, hvad han oplever, og være i stand til at gengive sine egne betragtninger herom. Uanset at ansøgeren er blevet døbt [i foråret] 2015, findes han for Flygtningenævnet ikke på overbevisende måde at have været i stand til at underbygge, at han hverken i Iran eller under opholdet i Danmark reelt er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet forkaster herefter ansøgerens forklaring herom, ligesom det heller ikke kan lægges til grund, at ansøgeren skulle have problemer med myndighederne eller familien i hjemlandet på grund af, at han skulle anses for være konverteret til kristendommen. Det skal særligt bemærkes, at der heller ikke er holdepunkt for at antage, at myndighederne i Iran eller familien har kendskab til ansøgerens dåb. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran skulle være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/2
