Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (K -status) til et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske kurdere fra Kermanshah, Iran. Ansøgerene har oplyst at de er konverteret til kristendommen, og at de efter indrejsen i Danmark er blevet døbt. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger, men den mandlige ansøger har hjulpet sin bror og en kvinde, som var medlemmer af Mujaheddin Khalq. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive henrettet af det iranske regime, da han har hjulpet sin bror, [A], med at flygte til Irak. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at [A] flygtede fra Iran i 1996, da han var medlem af Mujaheddin og som følge heraf ikke kunne blive i Iran. Samme år blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af to civilklædte personer fra efterretningstjenesten. I 1997 kom efterretningstjenesten igen på bopælen. I 1999/2000 blev ansøgeren på ny opsøgt af efterretningstjenesten på sin bopæl om natten. Ansøgeren blev behandlet hårdhændet, herunder blev han afklædt og fik håndjern på. Personerne fra efterretningstjenesten udsatte ham for ydmygende behandling. Han blev beskyldt for at have løget om sin bror, og han blev holdt under opsyn af vagter til klokken fem om morgenen. Omkring tre til fem måneder senere opsøgte efterretningstjenesten igen familiens bopæl og spurgte efter ansøgerens bror. De tog ansøgeren med til afhøring. Ansøgeren blev pålagt en daglig meldepligt hos efterretningstjenesen i tre år. Et stykke tid efter dukkede [A] op i Iran igen. Ansøgeren lånte sin daværende svigerfars bil, hvorefter han sammen med sin mor og søster kørte [A] til grænsebyen […]. Ansøgeren ansøgte om et pas, men fik afslag herpå. En dag pålagde efterretningstjenesten ham at gå i koranskole. Ansøgerens søster deltog ligeledes i undervisningen. I 2009 lykkedes det ansøgeren at få udstedt et pas. I slutningen af 2009 udrejste ansøgeren til [et andet land]. En måned senere udrejste ansøgerens ægtefælle og ansøgerens søster. Familien blev registreret af UNHCR, hvorefter de opholdt sig i landet i seks år. Efter omkring tre års ophold i [det andet land], kom ansøgeren i kontakt med en kvinde, som var medlem af Mujaheddin Khalq. Kvinden boede i [et europæisk land]. Ansøgeren oversatte nyheder til brug for Mujaheddin Khalqs hjemmeside, som han sendte det til kvinden. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, ligesom hun frygter, at efterretningstjenesten vil opsøge og afhøre hende på grund af den mandlige ansøgers forhold. Ansøgerne har som asylmotiv yderligere henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel, idet de er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han to år inden indrejsen i Danmark begyndte at interessere sig for kristendommen, og han besøgte en kirke sammen med sin ægtefælle. Den kvindelige ansøger har oplyst, at hun allerede i Iran følte sig kristen. Omkring to år forud for indrejsen i Danmark begyndte hun at komme i en hjemmekirke i [det andet land]. Efter ankomsten til Danmark blev ansøgerene [i begyndelsen af] 2016 døbt i [em kirke]. Flygtningenævnet kan ikke udelukke, at den mandlige ansøgers bror tilbage i 1996 tilsluttede sig Mujaheddin Kalq. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at den mandlige ansøger efterfølgende har været mistænkt for at hjælpe sin bror med at flygte over grænsen. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger har forklaret divergerende om, hvorvidt broren havde besøgt familien forud for den første gang familien blev kontaktet af efterretningstjenesten, det overgreb han blev udsat for under efterretningstjenestens andet besøg og hvem og hvor mange der var med i bilen i forbindelse med brorens udrejse. Nævnet finder det endvidere usandsynligt, at både ansøgeren, hans søster og hans mor skulle deltage i brorens udrejse, når en standsning kunne medføre fængsling og eventuel henrettelse. Nævnet finder heller ikke, at det forklarede om hans kontakt med efterretningsvæsnet har en tilstrækkelig intensitet, ligesom nævnet lægger vægt på, at han efter sin forklaring skulle have været overvåget i ni år. Endelig lægger nævnet vægt på, at han uden problemer kunne få pas, og at han udrejste legalt. Flygtningenævnet tilsidesætter af ovennævnte grunde den mandlige ansøgers forklaring. Den mandlige ansøger har herefter ikke sandsynliggjort, at han på grund af problemer forud for udrejsen opfylder betingelserne for asyl. Idet den kvindelige ansøgers problemer forud for udrejsen alene er knyttet til den mandlige ansøgers forhold, har hun ligeledes ikke sandsynliggjort, at hun forud for udrejsen opfyldte betingelserne for asyl. For så vidt angår konverteringen lægger Flygtningenævnet parrets forklaringer til grund. Flygtningenævnet finder således, at den kvindelige ansøger allerede forud for udrejsen af Iran havde interesse for kristendommen, og at hun under opholdet i [det andet land] fra 2009 til 2015 praktiserede kristendommen. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger i forbindelse med deres fælles barn fødsel fik interesse for kristendommen, og at han efterfølgende praktiserede sin tro blandt andet ved jævnligt at gå i kirke. Parret har straks ved ankomsten til Danmark fortsat deres kristne aktiviteter og har to gange ugentligt deltaget i kirkelige aktiviteter, har ugentlig modtaget kristendomsundervisning på deres bopæl og er efter dåbsforberedelse blevet døbt [i begyndelsen af] 2016. Parrets kirkelige aktiviteter i Danmark er støttet af erklæringer fra tre personer tilknyttet forskellige kirker. Parret har endvidere under mødet for nævnet demonstreret en vis viden om kristendommen, og har kunnet redegøre for deres indre overbevisning. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet meddeler derfor [ansøgerne], opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” MVLN/Iran/2016/152
