Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra Sarpol-e Zahab, Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælle, [A], eller af sine brødre, fordi hun er flygtet fra [A]. Derudover har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun frygter de iranske myndigheder, idet hun har været sin ægtefælle utro. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun på et ukendt tidspunkt for omkring to-tre år siden blev gift med [A]. Da de havde været gift i omkring tre måneder, blev ansøgeren første gang slået af [A], fordi hun ville besøge sine forældre. Omkring et halvt år senere fandt ansøgeren opium i [A]s lomme, hvilket hun fortalte til sin mor. Ansøgerens mor konfronterede [A] hermed, hvilket gjorde ham vred. Herefter blev [A] mere og mere voldelig over for ansøgeren, og han ville ikke længere tillade, at hun besøgte sine forældre. En ukendt dag omkring fem måneder før ansøgerens udrejse stod ansøgeren i [A]s butik, da en person, [B], kom ind i butikken for at købe drikkevarer. Ansøgeren havde set [B] i landsbyen før, men kun på afstand. Ansøgeren havde også hørt meget godt om [B], og hun var derfor blevet interesseret i ham. Da [B] kom ind i butikken, så han, at ansøgeren havde blå mærker i ansigtet. [B] spurgte hende, hvad der var sket med hendes ansigt. Ansøgeren sagde til ham, at han ikke skulle spørge. Da [B] skulle betale for drikkevarerne, sagde ansøgeren til ham, at hun ikke var interesseret i hans penge, men at hun hellere ville have ham. Ansøgeren bad [B] indtaste sit telefonnummer på hendes mobiltelefon, hvorefter [B] forlod butikken. En halv time senere ringede ansøgeren til [B]. Hun fortalte ham om sine problemer med [A], og hun fortalte, at hun havde været interesseret i ham i et stykke tid. Han svarede, at et forhold ikke kunne lade sig gøre, idet ansøgeren var gift med [A]. Han sagde dog samtidig, at han også syntes godt om ansøgeren. De aftalte, at det altid skulle være ansøgeren, der ringede op, idet [A] ikke måtte opdage hendes mobiltelefon. De talte sammen to-tre gange om ugen over en periode på omkring fem måneder, men de mødtes aldrig privat. Tre måneder inden ansøgerens udrejse tog [B] til Teheran, fordi han havde fået problemer med myndighederne. Herefter blev deres telefonsamtaler kortere, men de talte stadig sammen to-tre gange om ugen. [B] fortalte ansøgeren over telefonen, at han ville udrejse af Iran, hvortil hun svarede, at hun ville begå selvmord, hvis han ikke hjalp hende ud af landet. [B] begyndte herefter at arrangere deres udrejse. Omkring en uge senere fik ansøgeren en sms fra [B] om, at hun skulle ringe ham op. Da de talte sammen, fortalte han, at hun skulle rejse til Teheran dagen efter. Om morgenen dagen efter tog ansøgeren til Kermanshah og efterfølgende til Teheran. Herefter udrejste de sammen af Iran. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hendes asylmotiv til grund. Indledningsvis bemærkes, at ansøgerens forklaring omkring indgåelsen af det påberåbte ægteskab som et frivilligt ægteskab med en mand, hun ikke havde mødt tidligere, i sig selv ikke fremstår overbevisende. Det fremstår heller ikke overbevisende, at hun skulle have afvist familiens tilbudte hjælp til at komme væk fra en voldelig ægtefælle i stedet for at søge bistand hos [B], som hun ikke tidligere havde talt med. Flygtningenævnet lægger tillige vægt på, at ansøgernes forklaring om etableringen af kontakten og udviklingen i deres kæresteforhold i sig selv ikke fremstår troværdig. Det bemærkes også, at forklaringerne af begge ansøgere er afgivet på en sådan måde, at de fremstår udenadlært og konstrueret til lejligheden. Dertil kommer, at ansøgerne, når spurgt nærmere ind til det passerede, har forklaret afglidende, ligesom ansøgerne, trods det meget enkle asylmotiv, har forklaret divergerende om kontakten mellem dem, herunder hvem der i forløbet kontaktede hvem og hvordan. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun allerede er gift, og heller ikke, at der skulle være nogen konflikt mellem hende og familien omkring forholdet til [B] eller det fælles barn. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden vil være risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/141/SSM
