Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan fra [landsby], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af efterretningstjenesten, da han er mistænkt for at hjælpe PJAK. Endvidere har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller afleveret til myndighederne af sin kærestes familie, da kæresten er gift med en anden mand. Til støtte for sin konflikt med efterretningstjenesten har ansøgeren forklaret, at han en dag i [foråret] 2015 var ude og passe dyr i bjergene. Der kom to ukendte personer hen til ansøgeren, som oplyste, at de var fra PJAK, og de bad om at få det vand og brød, han havde med. Han sagde, at han ikke ville hjælpe dem, men de gik over til hans æsel og tog vandet og brødet, hvorefter de gik. To dage senere kom der nogle personer fra efterretningstjenesten til ansøgerens bopæl. Han var ikke hjemme, da de kom, idet han var i [by] for at købe medicin til dyrene. Efterfølgende blev ansøgeren ringet op af sin far, som fortalte, at personer fra efterretningstjenesten havde opsøgt deres bopæl, og at de havde spurgt efter ansøgeren, fordi han havde hjulpet PJAK. Ansøgeren tog ikke hjem igen derefter. Han tog til Kermanshah og derfra til Teheran, hvor han opholdt sig indtil sin udrejse. Ansøgeren har fået at vide af sin far, at efterretningstjenesten flere gange var på bopælen for at lede efter ansøgeren, mens han var i Teheran. Til støtte for sin konflikt med ansøgerens kærestes familie har ansøgeren forklaret, at han første gang mødte sin kæreste, [A], den 6. [vinteren] 2015. Han var inde i den forretning, som hendes mand ejede, for at købe sodavand. Han kunne se, at hun havde blå mærker i ansigtet. Han spurgte hende, hvad der var sket, hvortil hun svarede, at han ikke skulle spørge, og at hun ikke kunne tale om det, idet hun var bange for, at der skulle komme nogle andre ind i forretningen. Da han ville betale for sine sodavand, ville hun ikke tage imod pengene. Hun sagde i stedet til ham, at hun ikke ville have penge, men at hun ville have ham. Hun rakte ham herefter sin mobiltelefon og bad ham om at indtaste sit nummer. Samme dag omkring en halv time senere ringede [A] til ham. Hun præsenterede sig og sagde, at hun godt kunne lide ham. Han sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, da hun allerede var gift. Hun svarede hertil, at hun var ligeglad med sin mand, idet han slog hende. De snakkede sammen i tre-fire minutter. Hun ringede igen allerede dagen efter, og i den efterfølgende periode snakkede de sammen i telefon to-tre gange om ugen. De mødtes ikke privat. Det var altid [A], der ringede, og samtalerne var altid korte. Da ansøgeren flygtede til Teheran på grund af sin konflikt med efterretningstjenesten, smed han sit gamle sim-kort ud og købte et nyt. Efter fem-seks dage skrev han en sms til [A] om, at hun skulle ringe til ham. Han fortalte hende, at han havde forladt landsbyen, og han fortalte hende om sine problemer med myndighederne. De holdt kontakten, mens han var i Teheran, men samtalerne blev kortere. Samtalerne varede i denne periode to-tre minutter. En uge inden sin udrejse af Iran fortalte han [A] om sine planer. Da hun hørte dette, ville hun udrejse sammen med ham. Dette var første gang, de snakkede om, at [A] skulle forlade sin ægtefælle. [A] rejste derefter til Teheran for at mødes med ansøgeren. [A] rejste til Teheran dagen inden, de udrejste af Iran. De udrejste sammen af Iran den [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge nogen del af ansøgerens asylmotiv til grund. Vedrørende ansøgerens selvstændige asylmotiv bemærker Flygtningenævnet, at det ikke fremstår overbevisende, at PJAK alene skulle rette henvendelse til ansøgeren og ikke også til den anden tilstedeværende hyrde, og heller ikke at den anden hyrde skulle tage kontakt til efterretningstjenesten og fortælle om det passerede. Såfremt efterretningstjenesten skulle efterstræbe ansøgeren trods en sådan ringe kontakt til PJAK, finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at efterretningstjenesten ikke ville have fundet ansøgeren hos broren i Teheran. Vedrørende motivet i forhold til kærestens angivelige eksisterende ægteskab lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgernes forklaring om etablering af kontakten og udviklingen i deres kæresteforhold ikke fremstår troværdig. Det bemærkes også, at forklaringerne af begge ansøgere er afgivet på en sådan måde, så de fremstår udenadlært og konstrueret til lejligheden. Dertil kommer, at ansøgerne, når spurgt nærmere ind til det passerede, har forklaret afglidende, ligesom ansøgerne, trods det meget enkle asylmotiv, har forklaret divergerende om kontakten mellem dem, herunder hvem der i forløbet kontaktede hvem og hvordan. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hans kæreste er gift, og dermed heller ikke, at han ved en tilbagevenden risikerer at blive strafforfulgt for medvirken til utroskab. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/140/SSM
