Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt et barn fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og kristen fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer, men har deltaget i en demonstration imod Mahmoud Ahmadinejads magtovertagelse. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i 2009 deltog i en demonstration imod Mahmoud Ahmadinejads magtovertagelse, i hvilken forbindelse han blev arresteret. Ansøgeren var herefter fængslet i to til fire måneder, hvor han blev udsat for fysiske overgreb og blev givet narkotika, som han med tiden blev afhængig af. Efter sin løsladelse blev ansøgeren tilknyttet foreningen [A]. Her blev han interesseret i kristendommen og deltog i kristne aktiviteter. Herefter blev nogle af ansøgerens bekendte fra [A] arresteret, og ansøgeren blev selv opsøgt i sit hjem og arresteret og afhørt om sin religion. Umiddelbart inden sin udrejse fra Iran i 2013 blev ansøgeren igen arresteret og tilbageholdt i syv til otte dage, hvorefter han besluttede sig for at udrejse fra Iran, idet han anså sig selv som kristen og således frygtede for at problemerne med de iranske myndigheder ville forsætte. Efter indrejsen i Danmark har ansøgeren først været tilknyttet [en kirke i Jylland], hvor han deltog i gudstjenester hver søndag. To til tre måneder før overførslen til Italien blev ansøgeren døbt i [kirken i Jylland]. Under sit andet ophold i Danmark har ansøgeren været tilknyttet en kirke [på Sjælland], hvor han deltager i gudstjenester om fredagen. Om søndagen deltager han i gudstjenester i [en kirke] i København. Flygtningenævnet har noteret sig, at Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren isoleret set må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, i forhold til Iran, og Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de italienske myndigheders høringssvar [fra december] 2014 til grund, at ansøgeren og ansøgerens søn er meddelt opholdstilladelse i Italien som flygtninge. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan finde anvendelse som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Ved denne vurdering må tillige indgå en vurdering af familiens forhold ved en udsendelse til Italien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Italien vil være beskyttet mod refoulement, samt at ansøgerens personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af om et land kan tjene som første asylland indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i dom af 2. april 2013 i sagen Samsam Hussein og andre mod Nederlandene og Italien, præmis 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” I overensstemmelse hermed har Flygtningenævnet i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt problematiske – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. For at Italien kan tjene som ansøgerens første asylland er det en betingelse, at det må antages, at ansøgeren vil kunne indrejse og på ny tage lovligt ophold i Italien. Da ansøgeren og hans søn begge har opholdstilladelse med flygtningestatus, og sådanne efter de foreliggende oplysninger er gældende i fem år, har ansøgeren og hans søn gældende opholdstilladelser i Italien. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgeren og hans søn ikke er i en sådan særligt sårbar situation, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flertallet henviser herved til, at ansøgeren og ansøgerens søn i Italien vil kunne modtage den fornødne medicinske behandling og den lægehjælp i øvrigt, som de måtte have behov for. Det af ansøgeren oplyste om de konkrete forhold, ansøgeren og hans søn havde i Italien, kan ikke føre til et andet resultat. Flertallet bemærker, at ansøgeren efter meddelelse af opholdstilladelse kun opholdt sig i Italien i tre måneder inden indrejsen i Danmark, og at ansøgeren og hans søn i denne periode var indkvarteret sammen med andre børnefamilier, fik tre måltider om dagen og lommepenge samt havde adgang til lægehjælp, ligesom ansøgerens søn gik i skole. På den baggrund finder flertallet efter en samlet vurdering, at ansøgeren må henvises til at tage ophold i Italien som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/134/EMU
