iran2016132

Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2011 klagerne opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klagerne som asylmotiv havde henvist til, at de havde haft et udenomsægteskabeligt forhold, mens den kvindelige klager var gift med en brigadegeneral. Klagernes forhold førte til en konflikt med brigadegeneralen, og klagerne risikerede som følge heraf at blive idømt en uforholdsmæssig straf af myndighederne i hjemlandet. Ved brev af […] 2014 har en anonym person til Udlændingestyrelsen oplyst, at klagernes asylmotiv var konstrueret, og at deres identiteter var falske. Ved breve af […] 2015, […] 2015 og […] 2015 har den mandlige klager erkendt, at klagerne har søgt asyl under falske identiteter, ligesom deres asylmotiv har været konstrueret. [I vinteren] 2015 inddrog Udlændingestyrelsen på den baggrund klagernes opholdstilladelse, som Udlændingestyrelsen vurderede, at klagerne havde opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Forud for nævnsmødet har den beskikkede advokat anført, at det alligevel er korrekt, som oplyst i det oprindelige asylmotiv, at den kvindelige klager forud for parrets udrejse fra Iran var gift med en højtstående militærperson i Iran, og at det således ikke er korrekt, at ansøgerne udrejste af Iran på baggrund af deres barns sygdom, men at de udrejste, fordi de frygtede konsekvenserne af deres udenomsægteskabelige forbindelse. Advokaten har desuden oplyst, at klagerne ikke er eller har været gift med hinanden. Baggrunden for, at klagerne har oplyst dette til [kommunen], er således alene motiveret af et ønske om at få klagernes børn hjemgivet. Endvidere har den beskikkede advokat anført, at klagerne agter at blive døbt, og at de jævnligt går i kirke. Nævnet har valgt at behandle inddragelsessagen fra [vinteren] 2015 og de af klagerne umiddelbart forud for nævnsmødet påberåbte asylmotiver under et. Nævnet lægger til grund, at klagerne, efter at den anonyme henvendelse, der viste sig at være korrekt, var fremkommet [i foråret] 2014, gentagne gange bekræftede, at de havde opnået opholdstilladelse på et urigtigt grundlag. Ved den fornyede bedømmelse af grundlaget for klagernes opholdstilladelse har nævnet forholdt sig til, om det kan lægges til grund, at klagerne var nødsaget til at flygte fra Iran på grund af den kvindelige klagers ægteskab med en højtstående iransk militærperson. Nævnet finder ikke holdepunkter for at antage, at den del af det oprindelige asylmotiv er en realitet. Nævnet lægger ved bedømmelsen heraf vægt på, at den kvindelige klager ikke har kunnet oplyse nærmere om tidspunkter og omstændigheder ved indgåelsen af det påståede ægteskab. Hun har således ikke forsøgt at fremskaffe vielsesattest eller fotodokumentation eller anden form for dokumentation for det påståede ægteskab. Nævnet lægger endvidere vægt på, at klagerne efter deres egne oplysninger er udrejst af Iran i eget navn. Nævnet bemærker endvidere, at klagernes skiftende forklaringer i det hele afsvækker deres troværdighed. Nævnet bemærker med henvisning til udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, at de hensyn, der sædvanligvis indgår i overvejelserne om, hvorvidt inddragelsen må anses for at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt, når opnåelse af opholdstilladelsen er sket ved svigagtigt grundlag. Den omstændighed, at klagerne har udvist interesse for kristendom, kan ikke føre til et andet resultat. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klagerne har sandsynliggjort, at de ved udrejsen fra Iran var efterstræbt af myndighederne eller af privatpersoner. Klagerne har således ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse, som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/132/JOL