Nævnet meddelte i december 2016 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhænger af trosretningen Ahl-e Haqq (Yaresan) fra Sarpol-e Zahab, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de iranske myndigheder og lokalsamfundet, idet han har haft et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter sin kærestes familie, som afslog hans frieri til kæresten, fordi familien er shiitter, mens ansøgeren er tilhænger af trosretningen Ahl-e Haqq. Ansøgeren har afslutningsvist henvist til, at han frygter at blive undertrykt, idet han er tilhænger af trosretningen Ahl-e Haqq. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han indledte et forhold til sin kæreste [A], som han mødte første gang den [i] marts 2015. Efterfølgende friede han til [A], hvilket hendes familie afslog, fordi familien er shiitter og ansøgeren er tilhænger af trosretningen Ahl-e Haqq. Ansøgeren og [A] havde herefter samleje én gang, inden de udrejste af Iran af frygt for, at de iranske myndigheder ville opdage deres forhold, henrette ansøgeren og stene [A]. Ansøgeren har endvidere oplyst, at tilhængere af trosretningen Ahl-e Haqq er undertrykte i Iran og vil forblive andenrangsborgere, hvis de ikke konverterer til shia-islam. Flygtningenævnets flertal kan i det væsentlige for sagens afgørelse lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. Flertallet bemærker, at der har været en del divergenser i ansøgernes forklaringer, navnlig vedrørende det tidsmæssige forløb. Der er også forhold i forklaringerne, som virker mindre sandsynlige, navnlig forklaringen om samlejet i baderummet. Uanset dette lægger flertallet til grund, at ansøgerne er henholdsvis yaresan og shia-muslim, at de i Iran indledte et seksuelt forhold uden at være gift, og at ansøgerne har et fælles barn, som kan være undfanget, mens de stadig var i Iran. Flertallet kan videre lægge til grund, at den kvindelige ansøgers familie ikke accepterede forholdet, og at dette var grunden til, at ansøgerne sammen flygtede fra Iran. Under disse omstændigheder – og henset til baggrundsoplysningerne om forholdene for tilhængere af yaresan samt om konsekvenserne af et seksuelt forhold uden for ægteskabet – finder flertallet, at ansøgerne har sandsynliggjort, at i hvert fald den kvindelige ansøgers familie vil stræbe ansøgerne efter livet, hvis de vender tilbage til Iran, som myndighederne ikke kan eller vil beskytte dem imod, og at ansøgerne derfor opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 2, men ikke § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Iran/2016/130/CHHA
