Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og tilhører trosretningen Ahl-e Haqq (Yarsan) fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder som følge af et udenomsægteskabeligt forhold. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter forfølgelse fra familien til den pige, som han har haft det udenomsægteskabelige forhold til, idet hendes far er offentligt ansat på et kontor, der beskæftiger sig med politiske/religiøse spørgsmål i forbindelse med ansættelser. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han omkring seks måneder forud for sin udrejse af Iran stiftede bekendtskab med en shiitisk pige ved navn [A]. De havde samleje [i] juli 2015 samt [i] juli 2015. Det resulterede i, at [A] blev gravid. Ansøgeren friede herefter to gange til [A], henholdsvis [i] august 2015 og [i] august 2015. Ved det første frieri deltog ansøgeren personligt. [A’s] far afslog og begrundede dette i [A’s] studier. Ved det andet frieri friede ansøgerens forældre til [A] på hans vegne. [A’s] far svarede, at han aldrig ville lade sin datter blive gift med ansøgeren, idet ansøgeren og hans familie var tilhængere af trosretningen Ahl-e Haqq, og at de derfor tilbad Satan og var urene. Umiddelbart efter det andet frieri indledte ansøgerens far forberedelserne til ansøgerens og [A’s] udrejse af Iran, hvorunder [A] blev tilbageholdt ved grænsen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring har været divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har gjort gældende, at divergenserne skyldes tolkefejl, men ansøgeren har ikke under nævnsmødet været i stand til at påpege tolkefejl af betydning for asylmotivet. Divergenserne har blandt andet vedrørt tidspunktet for det første møde med [A] i parken, hvornår i forløbet ansøgeren fortalte sin far om, at han havde haft et seksuelt forhold til [A], og hvornår han fortalte sin far om [A’s] graviditet. Ansøgerens forklaring under nævnsmødet har virket usikker og svævende, herunder om hændelsesforløbet ved grænsen, og ansøgeren har først under nævnsmødet forklaret, at de blev skudt på, da de krydsede grænsen. Flygtningenævnet har overordnet lagt vægt på, at forklaringen om forholdet til [A] ikke forekommer sandsynlig. Det skyldes blandt andet, at det ikke er sandsynligt, at ansøgerens forældre, der er yaresan, indvilgede i at fri på ansøgerens vegne til en shia-muslims pige, der er datter af en embedsmand. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er utroværdigt, at ansøgeren har meget få oplysninger om [A], herunder om hendes alder og studie. Ansøgeren har oplyst, at han har jævnlig kontakt med sin familie i Iran, men han har ingen oplysninger om [A’s] skæbne, efter at hun angiveligt blev tilbageholdt ved grænsen, og han har heller ikke spurgt sin familie herom. Ansøgeren har endvidere oplyst, at ansøgerens familie ikke er blevet opsøgt af [A’s] familie, selvom familien let ville kunne opspore dem. Endelig har Flygtningenævnet hæftet sig ved, at [A], ifølge ansøgerens forklaring, havde store frihedsgrader i forhold til iransk kultur, herunder at hun havde rådighed over en bil, som hun måtte køre i alene, at hun ofte gik på restaurant uden mandlig ledsagelse, og at hun havde mulighed for at mødes med ansøgeren mange gange i en offentlig park. Videre er det bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ved to lejligheder havde samleje med [A] henset til konsekvenserne af, at dette kunne resultere i graviditet med deraf følgende risiko for meget alvorlig straf. Under disse omstændigheder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2016/129/CHHA
