Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og yarasan af trosretning fra Iran. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han ved en tilbagevenden til Iran vil blive henrettet af de iranske myndigheder, idet han har hjulpet personer fra KDPI. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han startede med at hjælpe KDPI i begyndelsen af år 1358 (1979). Ansøgerens onkel introducerede ansøgeren for to mænd fra KDPI og tre andre mænd. Onklen fortalte ansøgeren, at disse mænd kæmpede for kurdernes rettigheder, og han fortalte ansøgeren, at han skulle hjælpe mændene ved at skaffe dem madvarer. Ansøgeren hjælp mændene i seks-syv måneder ved at udlevere madvarer til dem. Mændene fra KDPI kom til ansøgerens butik omkring én-to gange om måneden for at hente madvarer. Ansøgeren stoppede med at hjælpe mændene fra KDPI i slutningen af år 1358 (1979), idet han mistede sin arm, da der blev sprængt en bombe i [området A]. I 1370 (1991) blev ansøgeren anholdt af de iranske myndigheder. Ansøgeren formoder, at de tre mænd og hans onkel havde fortalt myndighederne om hans hjælp til KDPI. Ansøgeren blev anholdt og fængslet af myndighederne i fire år. Ansøgeren blev løsladt i år 1374 (1995), hvorefter han blev pålagt meldepligt, idet han hver måned skulle møde i [byen B], hvor han skulle underskrive et dokument med sit fingeraftryk. I år 1392 (2013) blev ansøgeren igen anholdt af myndighederne, fordi KDPI i området havde uddelt aviser og løbesedler. Myndighederne beskyldte ansøgeren for at uddele løbesedler for KDPI. Ansøgeren blev på den baggrund anholdt og fængslet i fire måneder af de iranske myndigheder, hvorefter han blev løsladt. Omkring fem dage efter ansøgerens løsladelse modtog han en advarsel og en tilsigelse til retten af myndighederne, hvorefter han [i vinteren 2014] flygtede op i et nærliggende bjergområde. Ansøgerens bror modtog ansøgerens tilsigelse til retten, og han afleverede den til ansøgeren oppe i bjergene, hvorefter ansøgeren udrejste af Iran [i foråret 2014]. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder flertallet, at forklaringen fremstår modstridende, påfaldende og konstrueret til lejligheden. Det indgår herunder i vurderingen, at ansøgeren i sit asylskema ikke har oplyst nærmere om årsagerne til sin angivelige konflikt med myndighederne i Iran og den tortur, han har været udsat for i anledning af, at han har hjulpet KDPI/er blevet mistænkt for at have ydet en sådan bistand. Herudover har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren under samtalerne blandt andet har afgivet modstridende forklaring om, hvornår han angiveligt skulle have hjulpet KDPI i Iran, ligesom han har forklaret modstridende om, hvorvidt han blev pålagt meldepligt efter sin seneste løsladelse. Hertil kommer, at det efter flertallets opfattelse forekommer usandsynligt, at ansøgeren i lyset af ansøgerens egne oplysninger om karakteren af og fremgangsmåden ved de tidligere tilbageholdelser og fængslinger alene modtog en indkaldelse i 2014 til at møde for Revolutionsdomstolen. Flygtningenævnets flertal finder, at det ikke kan føre til en anden vurdering, at UNHCR har anerkendt ansøgeren som flygtning. De af ansøgeren påberåbte tolkeproblemer under de afholdte samtaler kan heller ikke føre til en anden vurdering af sagen. Der er som følge af tilsidesættelsen af asylmotivet desuden ikke grundlag for at iværksætte en torturundersøgelse. Det følger af det ovenfor anførte, at Flygtningenævnets flertal ikke finder, at der er risiko for, at ansøgeren vil blive udsat for forfølgelse i Iran, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1., eller at han ved en tilbagevenden til Iran risiker dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran 2016/126/snd
