Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ahl-e-haq af trosretning fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller at miste livet, idet den iranske efterretningstjeneste beskylder ham for at samarbejde med PJAK-partiet. Han har som yderligere asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen, og han er blevet døbt [efteråret] 2016 efter at have gået i kirke siden [sommeren] 2016. Ansøgeren har til støtte for sit oprindelige asylmotiv henvist til, hans bror er medlem af PJAK-partiet, og at broren har været dette siden 2013. Broren valgte samme år at flytte fra Irak for at modarbejde det iranske regime ved at udøve politisk arbejde i form af tv interviews og propaganda arbejde. Ansøgeren har forsøgt at besøge sin bror i Irak 10 gange i perioden 2013-2014, men kun truffet ham 6 gange. Ansøgeren rejste hver gang illegalt mellem Iran og Irak. En dag i 2014 blev ansøgeren opsøgt af de iranske myndigheder på sin bopæl. Ansøgeren blev taget med af efterretningstjenesten, og han blev afhørt, tortureret og tilbageholdt i 72 timer. Efterretningstjenesten anklagede ham for at samarbejde med PJAK-partiet, og de fortalte ham, at de kendte til alle hans besøg i Irak. Ansøgergen valgte derefter at indgå en samarbejdsaftale med efterretningstjenesten, hvor han skulle være spion for myndighederne. Ansøgerens opgave var, at han skulle optage alt, hvad PJAK talte om, og han skulle forsøge at tvinge sin bror tilbage til Iran. Betingelserne for ansøgerens løsladelse var, at myndighederne ville tage kontakt til ham, når planen skulle iværksættes. Ansøgeren havde det forfærdeligt efter sin tilbageholdelse, og det tog ham 10 dage at komme sig over alt det, han havde været udsat for. Derefter ville han genoptage sit studium på universitetet, men fik at vide, at han var blevet suspenderet. Dette kunne ansøgeren ikke holde ud, hvorfor han valgte at besøge sin bror i Irak. Ansøgeren mistænkte efterretningstjenesten for at have suspenderet ham fra universitetet. I Irak fortalte ansøgeren sin bror alt, hvad der var sket. Broren tilbød at beskytte ham, men ansøgeren valgte ikke at tage imod brorens hjælp. Ansøgeren tog dagen efter tilbage til Iran, hvor han tog direkte hjem til sin mormor, og opholdt sig der i tre til fire dage. Mens ansøgeren var hos sin mormor havde efterretningstjenesten opsøgt ansøgerens bopæl igen. De talte med ansøgerens far, og oplyste ham, at de gerne ville indkalde ansøgeren til et møde. Ansøgerens far oplyste til myndighederne, at ansøgeren var syg, og at han ville bringe ham hen til efterretningstjenestens kontor. Herefter valgte ansøgerens far at hente ansøgeren ved sin mormor, hvorefter faren kørte ansøgeren hen til ansøgerens fætter [navn] i [by]. Ansøgeren var ved sin fætter i [by] i omkring et år. Dette år brugte ansøgeren på at planlægge sin udrejse af Iran. Ansøgeren udrejste af Iran i [sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans oprindelige asylmotiv til grund, idet der har været divergenser og udbygninger på centrale punkter. Ansøgeren har således i sit asylskema oplyst om chikane mod familien og ikke om en konkret anholdelse med tortur af ham personligt. Han har dertil forklaret divergerende om, hvorvidt han var ude på PJAK’s base, hvor mange gange han har set sin bror, og om hvorledes hans besøg hos broren og medlemmerne fra PJAK fandt sted. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgerens forklaring om baggrunden for sit forsøg på at genoptage studiet og sin udrejse, da dette ikke lykkedes ikke fremstår overbevisende for en person, der netop skulle have været udsat for tortur og lovet at samarbejde med efterretningstjenesten mod sin bror. Ansøgerens forklaring om, at han vendte tilbage til Iran og holdt sig i skjul i ca. et år alene for at forsøge at opnå et pas i forventning om at kunne udrejse med fly, trods eftersøgningen, fremstår heller ikke overbevisende. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være efterstræbt af myndighederne på grund af en indgået samarbejdsaftale med efterretningstjenesten. De fremlagte fotos og klip, som ansøgeren har forklaret, viser hans bror, findes under disse omstændigheder ikke at kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder heller ikke at kunne tillægge ansøgerens dåb asylretlig relevans, idet dåben ikke findes at have baggrund i en reel konvertering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren intet har fortalt om sin nylige interesse for kristendommen til asylsamtalen [sommeren] 2016, til trods for han da var påbegyndt kirkegang og har forklaret, at han var konverteret flere måneder før dåben, der fandt sted mindre end tre måneder efter asylsamtalen. Hans kendskab til kristendommens væsen fremstår tillige overfladisk og udenadslært. Den omstændighed at ansøgeren har lagt et billede af et krucifiks på sin Facebookprofil, kan ikke i sig selv føre til en anden vurdering, da dette fremstår som sket til lejligheden. De generelle forhold for kurdere og yarestani i Iran er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/124/THJ
