Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.
Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim fra […], Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter, at han vil blive slået ihjel af en piges familie, fordi han har haft et forhold til hende, uden at de har været gift. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han var på udflugt med sin familie på helligdagen [i foråret 2015] i picnicområdet […]. Efter frokost kl. 13 tog han hen til en nærliggende moské for at vaske hænder. Uden for moskeen så han en pige, der kiggede intenst på ham. Hun stod omkring 10-15 meter væk fra ansøgeren. Et par minutter efter signalerede ansøgeren spørgende til pigen, ved at tage sin telefon op til øret, om hun ville have hans telefonnummer. Hun nikkede, og ansøgeren skrev sit telefonnummer ned på et stykke papir og lagde det omkring 20 meter derfra. Hun samlede det herefter op. Samme dag omkring to timer efter, at ansøgeren var kommet hjem, ringede pigen til ansøgeren. De talte sammen i omkring en halv time. Pigen kunne ringe til ansøgeren, fordi hun havde sin egen mobiltelefon. I de efterfølgende ti dage ringede pigen til ansøgeren hver dag, én gang om dagen, når hun enten var alene hjemme eller hos en veninde. Pigen ringede en dag inden aftenmadstid, efter at de havde haft ti dages telefonisk kontakt til hinanden, og inviterede ansøgeren på besøg. Hendes forældre og søskende var taget på besøg hos pigens storesøster i byen Salasi Babajani. Ansøgeren blev kørt af sin ven, [A], til en landsby omkring en times kørsel fra ansøgerens bopæl, hvorefter han ankom til pigens bopæl to timer efter hendes opkald. De gik ind på et værelse, og da de havde været på værelset i ti minutter, havde de en form for seksuelt samkvem. De tog deres tøj på og kunne herefter høre, at pigens familie kom hjem. Familien brød ind på værelset og pigens far og brødre slog ansøgeren. Ansøgeren blev slået i hovedet med et sværd af en af pigens brødre. Ansøgeren blev kørt til hospitalet af landsbybefolkningen. Ansøgeren tog fra hospitalet til sin fætter, [B], der opholdt sig i Sarpole Zahab, hvorefter han tog videre til sin bror, [C], i Teheran. Han opholdt sig hos sin bror i tre til fire måneder, før ansøgeren udrejste af Iran. To uger efter episoden med pigen opsøgte myndighederne ansøgerens families bopæl for at indkalde ham til afhøring. Pigens familie havde anmeldt ansøgeren for voldtægt. [C] blev overfaldet i Teheran af en ukendt person [i efteråret 2015]. Den ukendte person truede [C] med, at han ville blive slået ihjel, hvis han ikke udleverede ansøgeren. [C] flyttede herefter til Jwan Ro. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at forklaringen fremstår usandsynlig og med sådanne divergenser, at den må anses for konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det usandsynligt, at ansøgeren ganske kort tid efter sit første møde med pigen skulle have haft et særdeles risikobetonet seksuelt samkvem med hende på hendes forældres bopæl. Ansøgeren har desuden afgivet divergerende forklaringer om centrale forhold, herunder om hvorvidt, hvordan og hvornår pigens familie opsøgte ansøgerens familie, om hvordan myndighederne orienterede ansøgerens familie om politianmeldelsen indgivet af pigens familie, og om han overnattede på hospitalet efter overfaldet. Hertil kommer, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om de af ham fremlagte dokumenter. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet derfor, at der ikke er risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, ligesom han heller ikke risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Iran, herunder forholdene for etniske kurdere, kan heller ikke i sig selv føre til, at ansøgeren har ret til beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. iran/2016/120/DTO
