Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunnimuslim fra […], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet og henrettet af de iranske myndigheder, idet han hjalp en dødsdømt kurdisk fange med at flygte under en transport. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han blev rekrutteret til at aftjene sin værnepligt i [efteråret] 2014. Han gennemgik to måneders grundtræning, hvorefter han påbegyndte sit arbejde som fængselsvagt. Ansøgeren førte blandt andet fanger ind i torturrummet og bandt deres hænder og ben med metalhåndjern, ligesom han gav dem bind for øjnene. Det var ansøgerens to overordnede, [A] og [B], der udøvede torturen mod fangerne. Den [efteråret] 2015 kørte ansøgeren og [A] en politisk fange ved navn [C] til et fængsel i Kermanshah. På et tidspunkt skulle [A] på toilettet. Da han var steget ud af bilen, satte ansøgeren sig ved førersædet, hvorefter han kørte videre med [C] til landsbyen […]. Her mødtes ansøgeren med [C’s] bror, og senere samme dag udrejste ansøgeren af Iran. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at forløbet af den konkrete transport med en overordnet som chauffør og ansøgeren som eneste vagt, placeret ved siden af chaufføren, ikke er overensstemmende med ansøgerens forudgående forklaring om, hvorledes fangetransporter ellers foregik. Ansøgeren har her forklaret, at der var en chauffør og en overordnet i førerkabinen, et rum til fangerne bagved førerkabinen og fire vagter for hver fange i et rum bagerst i bilen. Uanset om den overordnede atypisk skulle have valgt selv at foretage en fangetransport med kun én vagt, har ansøgeren ikke forklaret overbevisende om, hvorfor netop ansøgeren skulle være udvalgt. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren har forklaret om, at den overordnede havde udtrykt mistro mod ansøgeren som kurder og havde chikaneret ham, hvorfor det ikke fremstår troværdigt, at den overordnede skulle have udvalgt netop ham til en sådan opgave. Det fremstår i hvert fald slet ikke troværdigt, at den overordnede under sådanne omstændigheder skulle forlade bilen under transporten med nøglerne isat og efterladende såvel sin telefon som sit våben. Flygtningenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at ansøgeren har medvirket til en fangeflugt som forklaret. Da ansøgerens for-klaring om, at han var under aftjening af værnepligt på udrejsetidspunktet, er en integreret del af forklaringen om fangeflugten, findes heller ikke denne del af forklaringen at kunne lægges til grund. Ansøgeren kan således heller ikke betragtes som deserteret. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han havde en konflikt med de iranske myndigheder ved udrejsen. Herefter og idet bemærkes, at illegal udrejse ikke i sig selv er asylbegrundende, findes det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/107/SSM
