Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive tvunget til at lade sig hverve til ISIL af sine onkler og forældre, fordi de er tilhængere af ISIL og ønsker, at han skal kæmpe for ISIL. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive afhørt eller tilbageholdt af Sepah, fordi han har været væk fra landsbyen [A] i en længere periode, og fordi Sepah tror, at årsagen er, at han har tilsluttet sig ISIL. Ansøgerens bror, […], hans onkel, […], og hans fætter, […], forsvandt fra landsbyen i starten af 2013. Ansøgeren formoder, at de forsvandt, fordi de havde tilsluttet sig ISIL. Kort tid efter, at ansøgerens bror forsvandt fra landsbyen, flygtede ansøgeren til byen [B], hvor hans søster bor. Her opholdt han sig i omkring to år, hvorefter han udrejste af Iran. Endvidere har ansøgeren til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han for omkring to måneder siden var i kontakt med sin lillesøster, som oplyste ham om, at han skulle lade være med at rejse tilbage til Iran, fordi Sepah vidste, at han ikke længere opholdt sig i landsbyen [A]. Hun oplyste ham videre om, at Sepah havde opsøgt hans families bopæl i landsbyen et par gange, hvor de havde spurgt efter ham og havde sagt, at han skulle henvende sig til dem, når han kom hjem. Ansøgeren har endelig gjort gældende, at han under opholdet i Danmark er konverteret til kristendommen og også af den grund vil være i risiko ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans konflikter i Iran til grund, idet forklaringen herom på væsentlige punkter fremstår ukonkret, divergerende og afglidende, også selvom ansøgeren bliver spurgt ind til forholdene på forskellig vis. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om det angivelige tætte forhold mellem landsbybeboerne og ISIL i væsentlig grad beror på hans egen formodning, idet han ikke har kunnet forklare konkret om baggrunden for sin antagelse af, at de familiemedlemmer, der har forladt landsbyen, rent faktisk har tilsluttet sig ISIL. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at han reelt efter sin egen forklaring kun er blevet foreholdt, at man, når man dør i hellig krig, bliver martyr, og at han efter at være flyttet til [B] har kunnet opholde sig der i længere tid uden at blive opsøgt af familiemedlemmer. Dette til trods for, at han tidligere har forklaret, at familien i en periode var bekendt med, at han opholdt sig i byen, og opfordrede hans søster til at få ham til at komme hjem. Flygtningenævnet lægger også vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de angivelige henvendelser fra Sepah efter brorens bortrejse, og at han har forklaret ukonkret og afglidende, når han er spurgt ind til eventuelle henvendelser fra Sepah efter hans flytning til [B], og hvad han har gjort for at forhøre sig om dette. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved udrejsen var i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke at kunne tillægge ansøgerens oplysning til Flygtningenævnet om, at han nu betragter sig som konverteret til kristendommen asylretlig relevans. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren alene har kunnet forklare meget overordnet om kristendommen, og at han til asylsamtalen, der fandt sted så sent som den [efteråret] 2016, har oplyst ikke at tro på islam uden da at oplyse, at han skulle have begyndende interesse for kristendommen. Dette til trods for, at han til Flygtningenævnet har forklaret, at han begyndte at gå i kirke længe før asyl-samtalen. Endelig bemærkes, at den omstændighed, at ansøgeren ikke måtte ønske at følge islam, ikke findes at kunne føre til en anden asylretlig vurdering. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at han selv har forklaret, at han ikke under opholdet i [B] er gået i moskeen, men at dette ikke har givet problemer. Han har herved også forklaret, at heller ikke hans søster og svoger går i moskeen. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/106/SSM
