Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kurdere og tidligere sunnimuslimer fra Iran. Ansøgerne har oplyst, at de nu er konverteret til kristendommen. Den mandlige ansøger har været medlem af KDPI siden 1992. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, idet den mandlige ansøger fra 1991 til 1992 hjalp de kurdiske pesmergaer med mad og husly. Han blev af denne årsag flere gange opsøgt af de iranske myndigheder, der ønskede, at han skulle give myndighederne oplysninger om pesmergaernes aktiviteter i landsbyen […]. Han udrejste derfor til Irak i 1992, hvor han blev medlem af KDPI. Han var peshmerga i perioden fra 1992 til 1998, hvor han blev fritaget for tjeneste for at kunne arbejde og tjene penge. Han begyndte at arbejde hos en kristen bygherre, hvor hans interesse for kristendommen blev vakt. Familien blev udsat for chikane på grund af hans arbejde for den kristne bygherre, hvorfor familien forlod Irak i 2010. Den kvindelige ansøger har herudover henvist til, at hendes broder var peshmerga. Ansøgerne er den 24. august 2014 blevet døbt i […] Aalborg. De frygter derfor også at blive udsat for overgreb som følge af deres konversion. Ansøgerne er i Italien blevet meddelt konventionsstatus. Ansøgerne har om forholdene i Italien oplyst, at da de fik opholdstilladelse, fik de at vide, at de skulle forlade det hus, hvor de havde boet i omkring et år, og selv finde arbejde og forsørge sig selv. De fik ikke at vide, hvordan de kunne få hjælp til at finde arbejde og en bopæl. Ansøgerne forlod bopælen og tog til Rom. Ansøgerne fik mad i en kirke, men ellers overnattede de i parker og på en banegård. Efter 10 til 15 dage udrejste ansøgerne til Danmark. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelser til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nuværende § 7, stk. 4). Afgørende herfor er, at ansøgerne skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ansøgerne at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom ansøgernes personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet. Der indgår i beskyttelsesbegrebet også et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgerne i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de der bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others against the Nederlands and Italy, application no. 27725/10, i en dom fra 2. april 2013, i punkt 37 anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognized as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens, to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” Det lægges indledningsvist til grund, at ansøgerne, der er meddelt flygtningestatus i Italien kan indrejse og tage ophold der, ligesom de er sikrede mod refoulement. Det lægges endvidere til grund, at ansøgerne ikke har haft konkrete problemer med andre personer eller myndighederne i Italien. Endelig lægges det til grund, at den kvindelige ansøger og børnene er uden nævneværdige helbredsmæssige problemer, samt at den mandlige ansøger har et alkoholmisbrug og psykiske problemer, som han er i behandling for. Flygtningenævnets flertal finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgerne vil opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse til, at Italien, hvor ansøgerne har opholdstilladelse, kan tjene som første asylland. Flertallet bemærker herved, at det foreliggende baggrundsmateriale om Italien fra blandt andet UNHCR, AIDA og Swiss Refugee Council (OSAR) ikke indeholder sådanne nye oplysninger om de generelle forhold i Italien for personer, der allerede har opholdstilladelse i landet, i forhold til de oplysninger, der forelå på tidspunktet for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Samsam Hussein og andre mod Nederlandene og Italien, at det kan føre til en ændret vurdering. Domstolen udtalte i denne sag blandt andet, at det ikke ville udgøre en krænkelse af artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udsende klagerne, der havde opholdstilladelse i Italien, til Italien. Det fremgår tillige af AIDA’s rapport, Country Report – Italy, fra januar 2015, at flygtninge har samme ret til lægebehandling som italienske statsborgere, herunder at flygtninge, der er tilmeldt det nationale sundhedsvæsen, har adgang til at vælge en praktiserende læge og til gratis lægebehandling på basis af en fattigdomserklæring, som skal indgives til den lokale sundhedsbestyrelse. Det fremgår videre, at flygtninge har ret til at arbejde, om end det på grund af den økonomiske krise er svært at få et arbejde. Flygtningenævnets flertal anerkender, at levevilkårene for flygtninge med opholdstilladelse i Italien er vanskelige. Flertallet kan imidlertid ikke lægge hele ansøgernes forklaringer om vanskelighedernes udstrækning i Italien til grund. Flertallet kan således ikke lægge til grund, at det var umuligt for ansøgerne at opnå lægehjælp, skolegang for børnene, hjælp til bolig og hjælp til husly i Italien. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerne fik lægehjælp ved fødslen af deres datter, som blev født i Italien, og at ansøgerne har formået at skaffe penge til at udrejse af Italien to gange, første gang til Schweiz og anden gang til Danmark, ligesom ansøgerne, efter de fik opholdstilladelse, alene opholdt sig 10-15 dage i Italien og efter deres egne forklaringer ikke rettede henvendelse til blandt andet den lokale sundhedsbestyrelse eller på anden måde forsøgte at udnytte de rettigheder, som de efter italiensk lovgivning har. Den omstændighed, at den mandlige ansøger uden resultat rettede henvendelse til politiet, kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat. Det kan heller ikke føre til et andet resultat, at den mandlige ansøger lider af alkoholisme og psykisk sygdom. Der er herved lagt vægt på indholdet af baggrundsoplysningerne, herunder at han kan få udstedt en fattigdomserklæring, som sikrer ham gratis lægehjælp. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2015/43
