Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og ateist fra Sanandaj, Iran. Ansøgeren har været aktiv for Komala i Iran i perioden fra [begyndelsen af] 2001 til [sommeren] 2004, hvor han udrejste til Irak og fortsatte sin aktivitet for Komala frem til [foråret] 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af de iranske myndigheder, som følge af sin politiske aktivitet for Komala i Irak og Irak. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden [begyndelsen af] af 2001 i Iran deltog i demonstrationer og møder afholdt af Komala, ligesom han uddelte løbesedler samt CD’er med politisk materiale og skrevet slagord bl.a. imod den iranske regering på mure i Sanandaj i Iran. Ansøgerens IT-forretning blev opsøgt af de iranske myndigheder [i sommeren] 2004, hvor de iranske myndigheder fik kendskab til, at ansøgeren på sin personlige computer var i gang med at kopiere CD’er indeholdende politisk materiale for Komala. En anden medarbejder i IT-forretningen blev anholdt af myndighederne samme dag, men ansøgeren var ikke til stede. Ansøgerens families bopæl blev efterfølgende opsøgt og ransaget af de iranske myndigheder, ligesom ansøgerens moder og broder blev taget med til afhøring, idet de iranske myndigheder efterstræbte ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Iran til Irak [i sommeren] 2004, hvorefter han boede i Komala-partiets hovedkvarter i Irak frem til [foråret] 2014. Under ansøgerens ophold i Irak gennemgik han peshmerga-træning, hvorefter han blev tilknyttet partiets radio- og TV-afdeling, hvor han efterfølgende arbejdede som henholdsvis operatør og kameramand indtil udrejsen fra Irak. Ansøgerens familiemedlemmer blev efterfølgende afhørt af de iranske myndigheder flere gange, ligesom ansøgerens moder fortsat har meldepligt hos de iranske myndigheder på grund af familiens tilknytning til Komala og ansøgerens aktiviteter for partiet. Ansøgeren udrejste første gang af Irak i [efteråret] 2012, hvorefter han rejste til Italien, hvor han blev meddelt opholdstilladelse. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han ikke ønsker at opholde sig i Italien, idet han blev fængslet i ca. 15 dage på grund af sin illegale indrejse i Italien og i den forbindelse blev slået af de italienske fængselsbetjente. Forholdene for asylansøgere er meget hårde i Italien, idet man er nødsaget til at sove på gaden og klare sig selv. Ansøgeren vil ikke kunne leve i Italien sammen med sin datter, som opholder sig i Irak sammen med ansøgerens fader, idet man ikke får nogen hjælp af de italienske myndigheder. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen af [august] 2015 lagt til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger efter de indhentede oplysninger fra Italien til grund, at ansøgeren er meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Italien. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3 (nuværende § 7, stk. 4). Afgørende herfor er, at ansøgeren skal være beskyttet mod refoulement. Det skal endvidere være muligt for ham at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom hans personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet. Der indgår i beskyttelsesbegrebet også et vist socialt og økonomisk element, idet han i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapital II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de der bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others against the Nederlands and Italy, application no. 27725/10, i en dom fra 2. april 2013, i punkt 38 anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person granted subsidiary protection will be provided with a residence permit with a validity of three years which can be renewed by the Territorial Commission that granted it. This permit can further be converted into a residence permit for the purposes of work in Italy, provided this is requested before the expiry of the validity of the residence permit and provided the person concerned holds an identity document. A residence permit granted for subsidiary protection entitles the person concerned, inter alia, to a travel document for aliens, to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” Flygtningenævnet lægger til grund, at det samme gælder for personer, der er meddelt opholdstilladelse med flygtningestatus. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger, at det må antages, at ansøgeren vil opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse til, at Italien, hvor han har opholdstilladelse med flygtningestatus, kan tjene som første asylland, idet det i den forbindelse videre bemærkes, at opholdstilladelsen efter oplysningerne i den ovenfor anførte dom under punkt 77 vil kunne forlænges ved henvendelse til de italienske myndigheder. Herefter og idet Flygtningenævnet finder, at ansøgerens personlige integritet må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien, og at han tillige vil være beskyttet mod at blive videresendt til Iran, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse. Det kan på ovennævnte baggrund ikke føre til et andet resultat, at forholdene for personer med asylstatus i Italien er vanskelige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2015/35
